Fire forklaringer, der udstiller demokratiets krise efter trumpismens voldelige kulmination

Det er ikke kun amerikanerne, der bør se Donald Trumps ageren siden valget i november som en alarmklokke. Også i Europa vokser den mistillid til demokratiet, der i sidste uge kulminerede i angrebet på USA’s kongres, siger internationale eksperter, som her giver fire forklaringer

”Alle går ind for demokrati. Det ironiske er jo, at de, der stormede Kongressen, gjorde det i demokratiets navn," siger Philip Manow fra universitetet i Lüneburg.
”Alle går ind for demokrati. Det ironiske er jo, at de, der stormede Kongressen, gjorde det i demokratiets navn," siger Philip Manow fra universitetet i Lüneburg. Foto: Shannon Stapleton/Reuters/Ritzau Scanpix.

Om otte dage siger amerikanerne officielt farvel til deres 45. præsident, når Donald Trump overlader Det Hvide Hus og det amerikanske demokrati til Joe Biden. De demokratiske institutioner holdt stand, og verdens ældste demokrati overlever de ophidsede Trump-tilhængeres storm på Kongressen. Men amerikanerne har stadig til gode at overvinde den ekstreme polarisering af landet. I resten af verden har bestyrtelsen ikke lagt sig over, at den frie, demokratiske verdens ledernation kunne bringe sig selv så tæt på afgrunden.

Med sine forsøg på at omstøde valgresultatet ved at opildne sine mest fanatiske vælgere med ufunderede beskyldninger om valgsvindel har Donald Trump slået et skår i USA’s troværdighed som demokratiets fanebærer.

Den amerikanske journalist og historiker Anne Applebaum, som senest har udgivet bogen ”Demokratiets tusmørke” om autoritære tendensers fremmarch i flere lande, advarer i netavisen The Atlantic om, hvor ødelæggende billederne fra stormen på Capitol Hill er for USA’s omdømme som et stabilt demokrati. Men angrebet på Kongressen er også et alarmsignal for demokratiet i store dele af den vestlige verden, advarer en række demokratiforskere, som Kristeligt Dagblad har talt med.

”I det historiske perspektiv over de seneste 150 år observerer vi en konstant trend med voksende opbakning bag individuelle frihedsrettigheder og lighed. Men på den korte bane er vi inde i en cyklus, hvor demokratiet er under pres,” lyder det for eksempel fra Christian Wentzel, professor ved center for demokratiforskning ved universitetet i Lüneburg i Tyskland og næstformand for det forskerkonsortium, der gennemfører de globale værdiundersøgelser Global Value Surveys, som udkommer hvert tredje år.

Han og andre demokratiforskere peger på en række forhold, der tyder på metaltræthed i det europæiske demokrati:

1. Vælgerne føler sig ikke repræsenteret: Det repræsentative demokrati er under pres, mener Ulrike Guérot, leder af forskningscentret European Democracy Lab i Berlin.

”Alle undersøgelser viser, at demokrati er blevet til en form for ’meritokrati’, hvor magten udøves af en lille gruppe velstående og veluddannede mennesker. Det er baggrunden for mistilliden til den såkaldte elite, som også lå bag for eksempel de gule vestes oprør i Frankrig. Her ser vi konsekvenserne af den voksende økonomiske ulighed,” mener hun.

”Dette brud mellem vælgerne og politikerne skyldes, at politikerne ikke tager især arbejdervælgernes bekymringer alvorligt. Centrum-venstre-partier er holdt op med at tale om arbejderrettigheder og lønfremgang og har flyttet den progressive agenda til værdispørgsmål,” siger Christian Wentzel.

2. Vinderen tager det hele: Følelsen af ikke at være repræsenteret er stærkest i lande, hvor valgsystemet sørger for at sikre et flertal til ét enkelt parti.

”Vi ser det især i lande med flertalsvalg, hvor ’vinderen tager det hele’, og oppositionen sættes uden for indflydelse. Omvendt er demokratiet sundere og mere solidt i lande, hvor partierne er nødt til at indgå koalitioner eller forlig med andre partier,” pointerer Ulrike Guérot.

Når statslederen ligeledes udpeges ved direkte valg, styrkes tendensen til, at en del af befolkningen føler sig som tabere uden indflydelse, vurderer professor Philip Manow, der ved universitetet i Bremen forsker i europæiske valgsystemer.

”Præsidentvalg er med til at gøre politik til personspørgsmål. Denne personalisering af politik bidrager til en voldsom polarisering og er en alvorlig trussel mod demokratiet. Vi ser det især med Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, og Indiens premierminister, Narendra Modi, som løber med al opmærksomheden, men vore vestlige lande er ikke fri for denne personalisering af politik, selvom de fleste er parlamentariske demokratier og dermed mindre udsatte,” siger Philip Manow.

3. Falske nyheder undergraver tilliden: Tilliden til det demokratiske system undergraves af konspirationsteorier og fake news, der gør det muligt at afvise for eksempel et valgresultat som udtryk for svindel.

”I Latinamerika er det ret almindeligt, at kandidater afviser et valgresultat med henvisning til valgsvindel. Men vi har også set det i Europa, hvor Silvio Berlusconi aldrig anerkendte sit valgnederlag i Italien i 2006, selvom han afgav regeringsmagten. Og dette er blevet meget nemmere med udviklingen af de sociale medier, hvor man lukker sig inde i sit eget ekkokammer,” påpeger Roberto Stefan Foa, direktør for center for fremtidens demokrati ved Cambridge Universitetet i Storbritannien.

”Dette styrkes af forsøgene på at diskvalificere medierne, men også retssystemerne. Og det er en diskurs, vi hører i blandt andet Belgien, hvor nogle partier afviser medierne, men også retssystemet med påstande om, at dommerne er partiske aktivister. Og nu breder konspirationsteorierne sig også i Europa med påstande om, at myndighederne har opfundet coronapandemien,” siger Koert Debeuf , redaktør af netmediet EU Observer og forsker ved institut for europæiske studier ved Det Frie Universitet i Bruxelles.

4. Uenighed om, hvad demokrati er: Truslen mod demokratiet skyldes dog ikke, at befolkningerne hellere vil have diktatur.

”Visionen om en stærk mand, der ikke behøver at bekymre sig om parlamenter og retsprincipper, bliver mere attraktiv. Men det gælder et meget lille mindretal, der samtidig også er de, der bakker mindst op om de individuelle frihedsrettigheder. Over for disse mennesker, der føler sig hægtet af og fremmedgjort i deres eget land, duer moralsk fordømmelse ikke. Man skal lytte til dem,”siger Christian Wentzel fra universitetet i Lüneburg.

”Alle går ind for demokrati. Det ironiske er jo, at de, der stormede Kongressen, gjorde det i demokratiets navn. Det er kun et meget lille mindretal, der ønsker at afskaffe demokratiet,” påpeger hans kollega fra Bremen, Philip Manow.