1. Klimaforandringer
Ifølge en særlig FN-rapport om situationen på Afrikas Horn kan nyfødte i regionen se frem til fire gange så mange tørker i deres levetid, sammenlignet med deres forældres generation. Tørker og efterfølgende hungersnød ramte også med mellemrum store dele af Afrika i det 20. århundrede, og mange husker billederne af etiopiske børn med opspilede maver og de store indsamlingsshows i midten af 1980'erne.
Men de globale klimaforandringer sætter nye standarder, hvor Afrika ifølge FN rammes hårdest. Tørken varer typisk længere tid, temperaturerne er mere ekstreme, og når det regner, er det ofte i små sporadiske portioner eller i ekstreme mængder på kort tid.
I øjeblikket har fire regnsæsoner slået fejl på Afrikas Horn, hvilket skaber akut mangel på drikkevand for befolkningen i Somaliland, Somalia, Kenya og Etiopien. Det er den tredje tørke siden 2011. Manglen på vand skaber en kædereaktion, hvor de dyr, der forsørger store familier med mælk og kød og også fungerer som transportmidler, er de første til at dø. Når det sker, begynder familierne at sulte og lide af underernæring.
2. Stigende priser
Den nuværende tørke rammer Afrikas Horn efter to års coronapandemi, hvor især den lokale økonomi blev underlagt mærkbare prisstigninger på de fleste dagligdagsprodukter. I begyndelsen af april blev det store marked i Somalilands hovedby Hargeisa ramt af en omfattende brand. Næsten hele markedet blev slugt af flammerne, og varer til en værdi af op imod 12 milliarder kroner blev ødelagt. Det har medført endnu en markant prisstigning. Ikke kun i Somaliland, men på hele Afrikas Horn. Markedet i Hargeisa leverede varer til store dele af de mindre markeder på Afrikas Horn, og dermed har branden forårsaget økonomisk kaos i hele regionen.
Samtidig mærker Afrikas Horn også de generelle prisstigninger, som krigen i Ukraine medfører. For de enkelte husstande betyder branden på markedet, krigen i Ukraine og tørken eksempelvis, at en ged nu koster det dobbelte af prisen for tre-fire måneder siden. Det samme gælder priserne på mange andre varer, som derfor ikke længere er tilgængelige for store dele af befolkningen, som i forvejen er fattige.
3. Sen reaktion på grund af Ukraine
Under tørken på Afrikas Horn i 2011 døde omkring 260.000 mennesker. Halvdelen af dem var børn under fem år. Det sendte en bølge af skam gennem det internationale samfund, fordi en af konklusionerne var, at man ikke havde reageret hurtigt nok med hjælp. De enorme dødstal kunne have været langt lavere, hvis man havde reageret i tide. Derfor tog FN og mange af de internationale hjælpeorganisationer initiativ til en handlingsplan for at forhindre et lignende scenarie i at gentage sig.
Da tørken igen ramte i 2017, var de internationale hjælpeorganisationer godt forberedte, og en hurtig reaktion forhindrede katastrofen fra 2011 i at udspille sig igen. Men i år er det igen anderledes. For selvom de internationale organisationer har advaret om den kommende katastrofe i månedsvis og samtidig ved, hvad der skal gøres, er den akutte situation på Afrikas Horn blevet overskygget af en anden krise, nemlig krigen i Ukraine.
Mens Ruslands invasion af Ukraine har medført prisstigninger, har den også fået donorlande til at tøve med at sende penge til Afrikas Horn i tide. For de fleste lande har katastrofen på Afrikas Horn lavere prioritet end Ukraine, og derfor er der kun blevet indsamlet omkring to procent af det beløb på 26 milliarder kroner, som FN vurderer skal til for at forhindre en humanitær katastrofe. Krigen i Ukraine har samtidig fået flere nødhjælpsorganisationer til at lukke projekter på Afrikas Horn for at hjælpe ofrene for krigen i Europa.
4. Mangel på langsigtede løsninger
Den katastrofale situation på Afrikas Horn er et eksempel på, hvor lidt modstandskraft de enkelte lande har, og hvor forholdsvist let de knækker økonomisk. En brand i Hargeisa, corona og fire fejlslagne regnsæsoner er nok. Et af de største problemer er, at de enkelte lande næsten konstant er udfordret af at dæmme op for akutte problemer. Næsten hvert år opstår en ny nødsituation, og derfor er der hverken tid, kræfter eller penge til at prioritere mere langsigtede løsninger. Især i Somalias tilfælde spiller det også en rolle, at landet politisk set er ustabilt og ramt af hyppige angreb fra terrororganisationen al-Shabaab. Donorlande og organisationer har vanskeligt ved at overskue og finansiere større projekter i et land, de i forvejen har svært ved at arbejde i.
Somalia har 16,7 millioner indbyggere, og befolkningstilvæksten er på næsten tre procent, hvilket betyder, at den samlede befolkning fordobles på 24 år. I debatten om tørken og den mulige hungersnød er befolkningsvæksten dog sjældent et tema, da befolkningen ville lide af tørke i samme omfang, hvis den havde været halv så stor.