Knap 3000 delegerede fulgte med og vendte troligt blade, da premierminister Li Keqiang på åbningsdagen af Den Nationale Folkekongres i Beijing i fredags læste den lange skriftlige årsrapport op. Der blev lagt vægt på økonomiske fremskridt, og hvor godt Kina har klaret sig igennem coronakrisen. En af landets største udfordringer var gemt langt nede i rapporten.
”Det var en rapport, der først og fremmest skulle vise befolkningen, at kommunistpartiets ledelse har styr på tingene og i modsætning til store vestlige lande allerede har godt gang i økonomien igen. Og langt henne i talen nævner premierministeren så familiepolitikken som en udfordring, dog uden at folde det særlig meget ud,” siger Kjeld Erik Brødsgaard, professor på CBS, Handelshøjskolen i København, der har skrevet flere bøger om Kina, og som jævnligt har opholdt sig i landet de seneste 40 år.
”Men det er helt sikkert, at de er nødt til at gøre noget ved det, eftersom fødselsraten er helt nede på 1,47 per kvinde, og hvis den trend fortsætter, vil Kina om få år blive overhalet af Indien som verdens mest folkerige land,” siger han.
Ganske vist vokser Kinas befolkning stadig og steg i 2019 til 1,4 milliarder. Men det bliver den ikke ved med. Nye tal fra ministeriet for offentlig sikkerhed viser, at der i 2020 kun blev født 10 millioner børn, hvilket er et markant fald på over 14 procent i forhold til året før. Pandemien har generelt fået fødselstallene til at falde i mange lande, men det er alligevel problematisk, da Kina netop for at booste fødselstallet i 2016 skrottede den omstridte etbarns-politik og gav folk lov til at få to børn. Det er bare ikke gået, som regeringen havde satset på.
”Den helt enkle forklaring er, at det at få børn i Kina er en bekostelig affære – i hvert fald i byerne. En af mine kolleger fra Peking Universitet fortalte mig, at han og konen havde fået en søn, og at de ikke ville have råd til at få flere børn. Problemet er, at når man får en dreng, skal forældrene være i stand til at købe en lejlighed til ham, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at få ham gift. Og så er der også det generelle problem, at der er langt færre, der vælger at blive gift og stifte familie,” forklarer Kjeld Erik Brødsgaard.
Og så er der også en anden problematik, som økonom og tidligere konsulent i Verdensbanken Andy Xie skriver i en klumme i avisen South China Morning Post:
”Jeg mener, den vigtigste årsag til Kinas faldende fødselstal er andengenerations migrantarbejderne. Deres forældre tog til byerne og arbejdede i eksportfabrikker og på byggepladser, og landet har nydt godt af dem som en stor og billig arbejdskraft. Deres børn arbejder også i byerne, men har ikke bevaret deres rødder til familien ude på landet. De er til dels rodløse og vil hellere surfe på internettet end have børn.”
Kinas ledere har dog også andre værktøjer i kassen, som kan tages i brug for at holde arbejdsstyrken intakt. Og det handler om at hæve pensionsalderen, som er henholdsvis 55 år for kvinder og 60 år for mænd. Men det vil være et meget ømt punkt at begynde at røre ved.
”Det bliver svært at begynde at pille ved nogle af de privilegier, som kineserne virkelig sætter meget højt. De fleste blandt dem, der har været offentligt ansat, har nogle rigtig gode pensionsordninger. Og da den gennemsnitlige levealder er på omkring 78 år, har de udsigt til mange gode år, hvor de kan passe børnebørn eller mødes med andre ældre til dans og gymnastik i parkerne. Så selvom det har været på tale at hæve pensionsalderen, vil det ske som en langsom proces over en årrække, så folk ikke bliver alt for utilfredse,” siger Kjeld Erik Brødsgaard.
Men ellers er han ret overbevist om, at den kinesiske befolkning vil tage godt imod det overordnede budskab fra Folkekongressen i Beijing. For så længe folk kan se, at det går fremad, er der ro i geledderne:
”Havde du spurgt mig for et år siden, hvor partiets topledelse håndterede coronakrisen ret dårligt, så ville jeg sige, at præsident Xi Jinping udviste svaghedstegn. Men nu er han og partiet faktisk kommet styrket ud af krisen, de har overvundet covid-19 og kan som et af de få store lande bryste sig af økonomisk vækst. Og via Folkekongressen kan de sige til befolkningen: ’Kina står stærkt, og vi har leveret varen én gang til’.”