Klokken er knap ni om morgenen, men solen hamrer allerede ubarmhjertigt ned over det brune og grønne landskab her langt ude i ørkenen på grænsen mellem Mexico og den amerikanske delstat Arizona. I en smal kløft langs en sti skjult af tjørnebuske og lave klippefremspring er der pludselig tegn på mennesker. En tom dåse bønner. Emballagen fra en pakke anti-dehydreringstabletter. En hvid sportssok stiv af skidt. En forrevet rygsæk. En toliters plasticvanddunk indsmurt i sort skosværte.
"Sorte vanddunke giver ikke genskin, som kan ses af grænsevagtens helikoptere," forklarer Debbi McCullough og inspicerer den tomme dunk.
"De var her for nylig," konstaterer hun.
Den hvidhårede pensionist er blandt de knap 150 frivillige i den kirkeligt baserede hjælpegruppe Samaritans (samaritanere), der i små hold patruljerer afsondrede dele af den mægtige ørken og sætter beholdere med vand langs de næsten usynlige stier, som titusinder af visumløse indvandrere fra især Mexico og Guatemala bruger som port til Amerika. Støder samaritanerne på migranter, tilbyder de dem kalorierige madpakker og yder førstehjælp til de ofte syge, tilskadekomne og dehymænd, kvinder og børn, der kan have tilbragt op til to uger her i det nådesløse ingenmandsland. Nogle gange finder de lig.
"Ørkenen er brutal. Her er bedragerisk grønt på denne årstid, men der er forsvindende lidt vand og skygge. Der er tusinder af fodstier, og det er nemt at miste orienteringen. Lægger du dig ned for at få hvile, kan der være skorpioner og slanger. Om vinteren er nætterne iskolde, og folk dør af kulde. Mange lig findes aldrig, fordi vinden, solen og dyrene sørger for, at de opløses inden for et par uger, og de dødes familier får aldrig besked. Det er hjerteskærende," siger Debbi McCullough.
Hun har patruljeret som samaritaner i seks år.
"Jeg begyndte, da det gik op for mig, at folk døde ude i ørkenen blot 25 kilometer fra min baghave. Jeg kunne ikke bare lade, som om det ikke fandt sted. Og når først du har set de forkomne og nedbrudte mennesker herude, ændrer det dit liv. Det hjemsøger dig om natten," fortæller Debbi McCullough, der sammen med sin mand bor i byen Tucson på kanten af ørkenen.
Alene i denne del af ødemarken omkommer ifølge officielle optællinger flere end 250 grænseoverløbere om året, og det reelle tal er formentlig langt højere. Med 150 fundne lig i årets første seks måneder er 2010 på vej til at blive et dystert rekordår. Og risikoen for, at den lange rejse ender i et møde med den ofte ublide amerikanske grænsevagt, der smider indvandrere i et detentionscenter og deporterer dem, er stor. Alligevel gør flere hundredtusinde mennesker forsøget hvert år.
Arizona er i dag USA's største indslusningsport for illegale immigranter. Men nu har delstaten, der dyrker en stædig uafhængighedskultur med rødder i dens vilde vesten-fortid, fået nok. En omstridt lov, der indtil videre er blokeret af en dommerkendelse, forsøger at fordrive de ubudne gæster ved blandt andet at forpligte det lokale politi til at benytte selv trivielle forseelser til at kontrollere en persons immigrantstatus, hvis der kan være mistanke om, at han eller hun befinder sig i landet ulovligt. Ifølge kritikere krænker loven borgerrettighederne ved at udskille personer med mørk hudfarve, mens dens tilhængere fastholder, at den blot gør politiet i stand til at håndhæve lov og orden.
Arizona-loven er den strengeste af sin slags i USA og afspejler en voksende frustration over et af det moderne Amerikas helt store dilemmaer. Antallet af ulovligt indvandrede personer i USA er vokset fra 8,4 millioner i 2000 til 11-12 millioner i dag, og spørgsmålet om illegal immigration deler befolkningen. Mens mange amerikanere tager anstød af lovløsheden, påpeger andre, at nationen er skabt af papirløse immigranter, og at det strider imod den amerikanske ånd at gøre dem til jagede dyr. Dertil kommer, at "de udokumenterede" forsyner USA med billig og uvurderlig arbejdskraft, der holder prisen på mange varer og ydelser nede.
Den politiske vilje i Washington til at tackle det socialt, økonomisk og moralsk indviklede emne er lille. Men især grænsestater som Arizona føler sig i stigende grad overbebyrdede. Arizonas immigrationslov er blandt andet foranlediget af omkostningerne forbundet med delstatens cirka 460.000 papirløse indbyggere, der tærer på offentlige ressourcer som skadestuer og skoler.
"Du kan ikke bryde ind i mit land, på samme måde som du ikke kan bryde ind i mit hjem," erklærer den republikanske delstatssenator Russell Pearce, der er lovens pennefører.
Samtidig er politikerne i Arizona motiveret af bekymringer over vold og kriminalitet udløst af den eskalerende narkokrig i Mexico, hvor karteller udkæmper en blodig kamp om ruterne ind i USA. Regeringen i Washington sender netop i denne weekend 1200 militærreservister til Arizona for at hjælpe grænsevagten med at bevogte den porøse landegrænse.
Den nye Arizona-lov vækker opsigt i hele USA og er lige nu genstand for syv retssager, heriblandt en anlagt af præsident Barack Obamas regering. Men loven nyder ifølge meningsmålinger bred opbakning i befolkningen, og både modstandere og tilhængere betragter den som et resultat af Kongressens mangeårige syltning af en bydende nødvendig national immigrationsreform.
Balladen om Arizona-loven ansporede i sidste måned præsident Obama til at opfordre Kongressen til at udforme en stor reform, der inkluderer en bedre forsegling af USA's sydvestlige landegrænse samt en mulighed for at give ellers lovlydige illegale immigranter en chance for at træde ud af skyggerne og erhverve opholdstilladelse. Ideen om en "amnesti til lovbrydere" er imidlertid stærkt kontroversiel, især i konservative kredse, og bliver en af de helt store knaster i en fremtidig reform.
Ude i ørkenen forlader Debbi McCullough og hendes makker, Tim Doherty, den forladte lejrplads og vandrer tilbage ad stien til den støvede firehjulstrækker, som de kører til næste punkt på dagens patrulje. Det sker stadig sjældnere, at de støder på forkomne migranter herude blandt tidslerne og kaktusserne.
"Frem til 2004 så vi dem ofte vandre langs vejene. Det var mere uskyldsrene tider. I dag er indvandrerne skræmte fra vid og sans og gemmer sig, når de hører nogen komme. De ved, at der er en voksende fjendtlighed mod dem," forklarer den vejrbidte Tim Doherty og retter på sin bredskyggede hat, der skærmer for den dunkende sol.
Han er klædt i en hvid T-shirt med teksten "humanitær hjælp er aldrig en forbrydelse". Ofte oplever samaritanerne, at nogen har hugget knive i deres opstillede vanddunke, så det værdifulde indhold er sivet ud i den sprukne jord. Samaritanernes mission er lovlig, men kontroversiel, og de mistænker grænsevagten og lokale ranchejere for at stå bag hærværket. Også en lokal højreorienteret militsgruppe, som ifølge Debbi McCullough er "bevæbnet til tænderne og ufatteligt skræmmende", jager de illegale immigranter.
"Mange mennesker siger: 'Hvilken del af illegal forstår du ikke?' Jeg spørger: 'Hvilken del af moral forstår du ikke?' For mig handler det her om medfølelse. Som troende menneske føler jeg pligt til at hjælpe på en meningsfuld måde. Det, som sker her lige nu, er et klassisk historisk drama med alle elementer af den menneskelige natur: lidelse, empati, syndebukgørelse, magtbegær, racisme," siger Tim Doherty, der har været aktiv i samaritanergruppen i syv år.
Samaritanerne erkender dog, at den ulovlige tilstrømning er et reelt problem for mange af Arizonas borgere, og at mange amerikanere fra de nordlige delstater mangler forståelse for de udfordringer, som deres landsmænd i de sydvestlige grænsestater står over for.
"Skoler og mange andre basale sociale ydelser er hårdt spændt for, og folk er frustrerede. Det er også hårdt for ranchejerne, der oplever, at migranter konstant skærer deres vandslanger op og ødelægger deres hegn, så kvæget vandrer bort. Nogle menneskesmuglere bærer tunge våben og er voldelige. Og grænsevagten fræser uanmeldt hen over deres landområder i terrængående køretøjer, der ødelægger jorden," forklarer Debbi McCullough.
På sidste del af dagens patrulje bumler firehjulstrækkeren sydøstpå ad ørkenens jordveje mod grænsen til Mexico, hvor den ameregering siden 2006 har bygget en cirka 1000 kilometer lang kæde af mure, hegn, overvågningstårn, pæle og pigge for at holde de illegale immigranter ude. Men den fjendtligt udseende barriere strækker sig ikke hele vejen langs landegrænsen, og på de mere afsondrede pletter klatrer migranterne blot over den.
"Man kan ikke forsegle grænsen, hvis man ikke også forholder sig til de problemer, som får folk til at komme hertil. Mennesker forlader ikke deres familier og venner og kultur, hvis ikke de er nødt til det. Det handler dybest set om ulighederne mellem rig og fattig. De vil blive ved med at komme, så længe tredjeverdenslandene er nedsunket i fattigdom og håbløshed," bemærker Tim Doherty, mens han spejder ned ad en indtørret flodbred.
På vej tilbage til Tucson suser den ene hvide og grønne grænsevagtvogn efter den anden forbi på den asfalterede vej, der fører ind i ørkenen. Flere steder venter store grå busser, der er ombygget til mobile fængsler, på at transportere dagens fangst til et detentionscenter ved landegrænsen. Når grænsevagterne pågriber papirløse migranter, tager de fingeraftryk og scanninger af øjeæblet. Viser det sig, at det er anden gang, at de er blevet snuppet, vanker der seks måneder i et detentionscenter. Tredje gang udløser det en dom på op til 10 år.
"Her ser fredeligt ud herude, men så kan man pludselig dreje om et hjørne og være vidne til voldelige, bizarre episoder, hvor hærdebrede og tungt bevæbnede grænsevagter skræmmer de her små, skræmte mexicanske indianere," siger Debbi McCullough.
Men intet synes at kunne standse tilstrømningen. Et håb om at undslippe forarmelsen syd for grænsen eller ønsket om genforening med familiemedlemmer i USA overtrumfer ofte frygten for ørkenen og grænsevagten. Fattige mexicanere kan flere steder spadsere helt op til den amerikanske grænse og kigge direkte over på de store amerikanske Wal-Mart indkøbscentre, der lyser op 24 timer i døgnet og lokker med drømmen om et bedre liv i det forjættede overflodsland.
Som den nuværende minister for hjemlandets sikkerhed, Janet Napolitano, sagde, da hun var guvernør i Arizona:
"Vis mig en 50 fod høj mur – og så skal jeg vise dig en 51 fod høj stige."
