Boureima Ouedraogo er blevet lærer for at give Burkina Fasos børn en fremtid. Det har gjort ham til et terrormål.
Lige nu skulle han under-vise en 3. klasse i byen Batiebougou, 170 kilometer øst for hovedstaden, Ouagadougou. Men skolen er lukket af frygt for angreb fra jihadister, der har gjort store dele af især det nordlige og østlige Burkina Faso til no go -zoner for alle, der repræsenterer staten. Det gælder politifolk og soldater. Og skolelærere.
”Skolen har været lukket siden skoleårets begyndelse i september, for det er for farligt at undervise. Der har allerede været jihadist-angreb på egnen, og det forlyder, at hele landsbyer er flygtet og står tomme. Vi ved ikke, om vi kommer til at undervise overhovedet,” siger Boureima Ouedraogo.
Som han har tusindvis af lærere måttet forlade deres post. Jihadister spreder frygt ved at trænge over grænsen på motorcykler fra nabolandene Mali og Niger og angribe især politistationer og hæren. Samtidig spreder de det budskab, at børnene skal holde sig væk fra de statslige skoler, hvor undervisningen er på fransk, og i stedet gå i koranskole.
Alene i den nordlige del af landet nær grænsen til Mali og Niger er over 1000 skoler lukket, og næsten 160.000 børn går ikke længere i skole. En million mennesker er flygtet fra de mest udsatte zoner i grænseområdet til lejre oprettet af FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR.
Og truslen spredes langsomt, men sikkert til nye områder. Hovedstaden, Ouagadougou, er siden 2015 blevet ramt af tre terrorangreb mod restauranter og hoteller, og kun et stadig mindre område især i den sydvestlige del af landet betragtes som sikkert. Burkina Faso ses den næste dominobrik, hvis fald kan åbne nye terrorfronter i landene længere mod syd som for eksempel Benin.
”Terroristerne er iblandt os. Forleden anholdt politiet en hel flok, der havde lejet et hus her i Ouagadougou. Vi skal alle holde øjnene åbne, og så skal vi passe på, at vore unge ikke bliver lokket af dem,” siger Ibrahim Sougué.
Han er ”naba”, traditionel stammechef, for de unge i et kvarter i Ouagadougou, en ærestitel, der går i arv fra far til søn.
”Problemet er, at de, der ikke har noget arbejde og ikke går i skole, nemt lader sig lokke af hurtige penge,” siger han bekymret.
Netop derfor er uddannelse, udvikling og sikkerhed tæt forbundet, påpeger Burkina Fasos undervisningsminister, Stanislas Ouaro.
”Vi ved, at manglen på uddannelse er en del af problemet. Hvis unge ikke har nogen fremtidsudsigter, er de villige til at dø for et par tusinde kroner. Vi åbner 2500 nye klasser om året, men vi skulle bygge 4500 for at kunne tage imod de 700.000 børn, der kommer i skole- alderen hvert år,” siger Stanislas Ouaro.
Denne analyse støttes af Grégory Chauzal, Sahel-specialist ved det internationale center for freds- og konfliktforskning, Sipri, i Stockholm.
”Sikkerhedstruslen er det, man bemærker udefra. Men det egentlige problem er, at Sahel-landene ikke kan opfylde deres befolkningers behov. Det er det, jihadisterne forsøger at udnytte ved at love nemme penge og udfylde statens rolle. I mange lande ser vi, at skolegang og sundhed er rimeligt godt dækket ind omkring hovedstaden, men derimod har svært ved at nå randområderne,” siger Grégory Chauzal.
De europæiske lande har over de seneste år optrappet støtten til Burkina Faso og de øvrige såkaldte G5-lande i Sahel-regionen, Mali, Mauretanien, Niger og Tchad, blandt andet med Sahel Alliancen, som blev oprettet på fransk initiativ i 2017, og som Danmark netop har tilsluttet sig.
Det sker med støtte til de fem landes fælles militære indsats, men også med fokus på, at militære svar alene ikke vil forbedre sikkerheden. Danmark støtter for eksempel i stigende grad Det Globale Partnerskab for Uddannelse, der finansierer 20 procent af Burkina Fasos uddannelsesbudget.
”Siden 2015 har den islamistiske trussel i Mali og nu mere generelt i Sahel skabt en ny opfattelse af regionens betydning for international sikkerhed,” siger partnerskabets generaldirektør, Alice Albright.
”Landene ser i stigende grad på internationalt bistandssamarbejde ud fra nationale dagsordener og egeninteresse, og migration er en vigtig debat i mange lande. Men vi ser også en voksende forståelse for sammenhængen mellem sikkerhed og udvikling, og for at det haster med at bidrage til at opbygge disse lande, hvis vi skal undgå en ny krise som for eksempel i Syrien,” siger Alice Albright.
Anjenne Kizambo leder landsbyskolen i Laye uden for Ouagadougou. Og hun er vred over de forhold, hun byder eleverne, selvom skolens bygninger er af mursten og har pulte og bænke af træ, hvor eleverne længere ude på landet må nøjes med overdækkede hytter, når der mangler plads i klasserne.
”Mine elever er tre om hver skolebog, og skolen har ikke elektricitet, så de kan ikke blive her og lave lektier efter mørkets frembrud. De går i skole, men de får ikke en ordentlig skolegang,” siger hun.
Og selvom donorerne har fået større fokus på uddannelse, er der ingen garanti for, at det fortsætter.
”Vi bruger selv 16 procent af budgettet på militær sikkerhed, og vi skal formentlig bruge mere fremover. Derfor er det særdeles vigtigt, at den globale udviklingsstøtte ikke flyttes til nye prioriteter som for eksempel sikkerhed i stedet for investering i uddannelse,” siger undervisningsminister Stanislas Ouaro.