Det er utroligt, men Silvio Berlusconi er tilbage i italiensk politik. Trods bunga-bunga-sexskandaler, en dom for skattefusk og den detalje, at han ikke selv kan stille op, så dominerer den tidligere premierminister valgdækningen på sine egne tv- kanaler og fylder godt på resten.
”Vi har glemt, hvem han er,” som avisen Il Fatto Quotidiano skrev for nylig.
Berlusconi blev tvunget til at gå af som premierminister i 2011, fordi landets økonomi var på afgrundens rand. Han røg ud af parlamentet, da han blev dømt, og har stadig en retssag om bestikkelse og korruption kørende, men er som 81-årig nu med egne ord tilbage ”for at redde Italien”. På grund af dommen kan han ikke vælges, men ser sig selv som kongemager.
Og det er foreløbig lykkedes ham at samle højrefløjen i en koalition, som ifølge meningsmålingerne ser ud til at have den bedste chance for at vinde regeringsmagten efter valget på søndag. De fire partier i koalitionen har aftalt, at det parti, der får flest stemmer, indbyrdes bestemmer, hvem der skal være premierminister. Lige nu ser det ud til at blive Berlusconis parti Forza Italia.
Men det næststørste parti i koalitionen, La Lega, er ikke langt efter. Det er et populistisk parti på den yderste højrefløj, hvis leder Matteo Salvini har sat dagsordenen for dette valg, som især handler om de hundredtusinder af flygtninge og migranter, der er kommet til landet de senere år, og som Salvini vil smide ud igen. Det er i dag partiets primære mål, hvor det tidligere var at løsrive det nordlige Italien fra resten af landet. Derfor har de nu ændret navn fra Lega Nord til kun at hedde La Lega, og Salvinis budskab om at sætte italienerne først vækker genklang. Fra at være et land, der tog gæstfrit imod bådflygtningene, ser mange italienere i dag migranterne som det største problem, foran både en massiv ungdomsarbejdsløshed og en ødelæggende statsgæld.
Selvom det er lykkedes regeringspartiet PD at bremse strømmen over Middelhavet gennem aftaler med Libyen, vil det nok ikke redde valget for det moderate midterparti. Flere er kommet i beskæftigelse, og økonomisk er landet endelig på vej ud af krisen med en lille vækst, men store grupper synes ikke, at de har fået det bedre, og partiformand Matteo Renzi, der trak sig fra posten som premierminister efter at have tabt afstemningen om en ændring af forfatningen i 2016, kan ikke længere begejstre.
Nu lytter italienerne i stigende grad til Salvini og til det andet populistiske parti, Femstjernebevægelsen M5S, der står til at få flest stemmer på søndag. Begge partier er skeptiske over for både EU og euro-samarbejdet og er gået til valg på en lang række løfter, som vil koste dyrt for det i forvejen gældsatte land. Lavere skat, pensionsalderen skal sættes ned igen, og alle borgere skal have krav på en minimumsindtægt i omegnen af 5000-7000 kroner om måneden for mindre bemidlede italienere.
Det prøver Berlusconi også at sælge. Man kan spørge, hvad der ligger bag en 81-årig mands comeback-forsøg, og et svar er, at han håber på, at hans koalition vil afskaffe den lov, der forhindrer ham i at stille op, så han kan blive senator igen og måske præsident for republikken.
Han siger, at han vil frelse landet fra Femstjernebevægelsen og tror, at han kan gøre det og samtidig holde snor i Salvini og La Lega i et regeringssamarbejde, men intet er nogensinde sikkert i italiensk politik. Måske kan de to populistiske partier finde et flertal sammen i stedet, hvilket vil være et rædselsscenarie i Bruxelles.
Hvis meningsmålingerne står til troende, får ingen af blokkene stemmer nok til et flertal, og finder de ikke sammen på tværs, som Berlusconi og PD har gjort før, vil en sandsynlig udgang være, at præsident Sergio Mattarella lader premierminister Paolo Gentiloni fortsætte, indtil der kan holdes valg igen.