Prøv avisen
Interview

Herbert Pundik gik i krig for Israel for at stoppe antisemitismen

Herbert Pundik følger fra sit hjem i Tel Aviv fortsat aktivt med i, hvad der sker i verden og bruger for eksempel flere timer dagligt på at læse The New York Times. Foto: Heine Pedersen

Det var ikke ønsket om at flytte fra Danmark, der fik den unge Herbert Pundik til at tage af sted for at kæmpe for staten Israel i 1948. Han ville gøre sin indsats for, at jøder kunne få en egen stat uden fare for forfølgelse. Det kom til at gå anderledes, erkender han i dag – 70 år efter, at Israel blev selvstændigt

Herbert Pundik havde ikke noget ønske om at forlade Danmark. Han ville ikke bosætte sig i Israel. Men han meldte sig i 1948 som frivillig for at kæmpe for den jødiske stat imod de invaderende arabiske hære. For det var bydende nødvendigt, at der skulle være en stat, der altid ville kunne give forfulgte jøder asyl. Og han ville kæmpe for det. Hans plan var efter endt dåd at rejse tilbage til Danmark, gifte sig med en blond kvinde og dermed ad to veje have været med til at blive antisemitismen kvit: Ved oprettelsen af den jødiske stat og ved at assimilere sig.

”Min proces begyndte med et chok, da min selvopfattelse af at være en helt almindelig dansk skoleelev brast i begyndelsen af 1 g. Den 1. oktober 1943 fik jeg pludselig at vide af rektor, at jeg ikke måtte tage hjem, fordi tyskerne ville tage os. Derefter fulgte flygtningetiden i Sverige. Og da krigen var forbi, og alle mine danske (ikke-jødiske) venner så en fredelig verden ligge åben forude, så jeg noget ganske andet,” fortæller den tidligere Politiken- chefredaktør, der i dag er 90 år.

”Vi fik langsomt information om massemordet på Europas jøder. Jeg hørte om Palæstina. Et sted, hvor jøder kæmpede med englænderne om at åbne grænserne for de hundredtusinder jøder, der levede i store lejre rundt om i Europa uden noget sted at tage hen. Og som efter FN’s beslutning i 1947 om at dele området imellem jøder og arabere blev truet af de – forståeligt nok – vrede arabere. Som unge dansk-jødiske intellektuelle diskuterede vi, at Anden Verdenskrig havde vist, at det var en livsfarlig belastning at være jøde. Vi fandt det dengang logisk, at oprettelsen af et jødisk hjemland ville eliminere antisemitismen. Og vi mente, at man kunne frigøre sig fra det jødiske kollektiv ved at rejse til Palæstina og kæmpe for en egen stat, så jøder ikke mere skulle være hjemløse flygtninge. Planen var bagefter at tage hjem og frigøre sig for den jødiske belastning ved at gifte sig med en blond pige og få en masse blonde børn.”

Sådan kom det ikke til at gå. Herbert Pundik kæmpede sammen med 40 danske frivillige i Israels uafhængighedskrig. Vendte tilbage til Danmark og giftede sig med sin ungdoms udkårne, den ikke-blonde Sussi. Han troede, at han havde gjort sit for det jødiske kollektiv, men vendte i 1954 tilbage til Israel med Sussi og deres førstefødte, Uri, for at være med til at opbygge landet. Efter kort tid som journalist ved den israelske arbejderbevægelses avis, Davar, begyndte Herbert Pundik at skrive i danske aviser, først i Information og siden i Politiken om Mellemøsten og Afrika.

Hvad var det for et land, du dengang drømte om, at Israel skulle blive?

”Dengang var Israel alle socialisters drøm. Det var et pionerland, et land med næsten kun én klasse: arbejderklassen. Der var en masse partier, men Arbejderpartiet var det store parti, alle kammerater var fra bevægelsen, man læste dagbladet, hvor jeg senere blev ansat, og forskellen mellem de lavest- og højestlønnede i landet var den mindste i verden. Det, vi ikke var klar over og til vores senere ulykke ikke interesserede os for, var, at et andet folk gjorde krav på det samme land. Ingen havde fortalt os, at der var arabere i Israel. Vi så dem ikke. Alle var jøder. Det, der senere er blevet nøglespørgsmålet, de arabiske flygtninge, talte man ikke om.”

Var det regeringspolitik, at man ikke skulle vide det?

”Vores selvopfattelse var, at vi var retfærdige socialister, der opbyggede et nyt land. Ingen talte om, at 600.00-700.000 arabere var flygtet, delvist smidt ud. Der var folk, der vidste det, men de talte ikke om det. Jeg tror, at tavsheden – hemmeligholdelsen på et bredt plan – handlede om, at man ikke ville konfronteres med sin egen dårlige samvittighed.”

Hvordan vil du karakterisere Israels første 70 år?

”Israel er en fantastisk kombination af menneskelig robusthed, opfindsomhed og arbejdsomhed. I en situation med ni alvorlige konfrontationer (krige, red.) har de alligevel haft tid til at opbygge landet. Man kan ikke bruge ordet mirakel, uden at det lyder religiøst, men israelerne har skabt et samfund, der i mange henseender er et pragtsamfund. En af de mest imponerende ting er, at Israel – som udelukkende er bygget af flygtninge, der kom fra totalitære lande, som ønskede demokrati, men aldrig havde levet under demokrati – har opbygget et demokrati med stabile uafhængige institutioner, domstole og politi.”

”Eksistensen af Israel er for mig total absolut værdi. Jeg hører til her, fordi her findes en stat, hvor jøder, der er forfulgte, kan komme ind. Jøderne har fået frihed til ikke at bede andre om husly. At skiftende regeringer fører en politik, der er mig dybt vederstyggelig, som den nuværende regerings holdning til fredsprocessen og til de israelske arabiske statsborgere, det er forbigående.”

Hvordan ser du Israels fremtid?

”Jeg er glad for at have været med de første 70 år, men jeg er meget bekymret for de næste 70 år. Jeg troede, at antisemitismen havde rod i jødisk hjemløshed og i kirkens beskyldninger om jødernes ansvar for mordet på Jesus. Med alderen bliver man klogere: staten var ikke løsningen. Der er stadig en moderne ikke-religiøs antisemitisme. Kritik af Israel er blevet en ny antisemitisme.”

”Israel er i dag et demokratisk velfungerende retssamfund, men der er tendenser i befolkningen og i regeringsmagten, der er meget negative: to ud af tre jødiske israelere betragter israelske arabere med mistænksomhed. Og cirka hver anden israeler betragter venstreorienterede fredskræfter som femte kolonne og mener, at man skal annektere de besatte områder. Det er meget bekymrende tendenser.”

”Hvordan vil de næste generationer sikre, at Israel forbliver en jødisk demokratisk stat? Jeg har min store tvivl. Fortsætter den højremessianske regering efter de næste valg, vil Israel stå ved en skæbnesvanger korsvej: Enten vil landet ophøre med at være demokratisk, fortsætte som besættelsesmagt og med tiden regere over et arabisk flertal, som man ikke vil give rettigheder. Det kan kun kaldes apartheid.”

”Den anden risiko er, at Israel vil blive et land for to nationer, og at man bliver tvunget til at give araberne ligestilling, og så vil Israel ikke mere være en jødisk stat.”

Herbert Pundik kæmpede for 70 år siden som frivillig i Israels uafhængighedskrig, men tog i første omgang hjem til Danmark igen og blev gift med sin ungdoms udkårne, Sussi. I 1954 vendte parret med deres førstefødte tilbage til Israel og slog sig ned i Tel Aviv, hvor de har boet lige siden. – Foto: Heine Pedersen