Heteroseksuelt britisk par: Vi kunne aldrig drømme om at blive gift

Efter en tre år lang kamp ved britiske domstole er det afgjort, at det er diskriminerende, når heteroseksuelle ikke har ret til et civilt partnerskab. Blandt de par, der nu venter på at få lov til at indgå registreret partnerskab, er Joanna Christina og Stephen Anderson, som har været sammen i 30 år. For dem er det både en kamp mod normerne og mod tiden på grund af hans kræftsygdom

Joanna Christina og Stephen Ander-son tror på parforholdet, men nægter at blive sat i en bås, hvor de er ægtemand og hustru. Ægteskabet har aldrig været hverken et mål eller en mulighed for dem. Derfor vil de have et civilt partnerskab, som hidtil har været forbeholdt to af samme køn i Storbritannien. –
Joanna Christina og Stephen Ander-son tror på parforholdet, men nægter at blive sat i en bås, hvor de er ægtemand og hustru. Ægteskabet har aldrig været hverken et mål eller en mulighed for dem. Derfor vil de have et civilt partnerskab, som hidtil har været forbeholdt to af samme køn i Storbritannien. – . Foto: Andrew Edwards.

Set med danske øjne kan det synes at være en mærkelig kamp, som britiske Joanna Christina og Stephen Anderson har kastet sig ind i.

Mens det registrerede partnerskab forsvandt i Danmark, da ægteskabet blev åbnet for alle, har briterne beholdt deres pendant, det civile partnerskab, selvom også britiske homoseksuelle nu kan blive gift.

Fra hjemmet i Hebden Bridge i West Yorkshire har den 63-årige Joanna Christina og hendes partner gennem 30 år, den 57-årige Stephen Anderson, meldt sig ind i kampagnen for, at også heteroseksuelle kan indgå et civilt partnerskab. De udtrykker begge meget stærke følelser imod det traditionelle ægteskab – uanset om det er indgået borgerligt eller i en kirke. For parret handler det om ægteskabet som institution.

”Da jeg var ung, var voldtægt inden for ægteskab ikke ulovligt, men en del af mandens ret til en kvindes krop. Og som ung pige så jeg talrige film, hvor det for kvinder handlede om at få manden til at blive forelsket, så de kunne gifte sig. Derfor har jeg aldrig set rollen som hustru som det ultimative mål for mig,” siger Joanna Christina, der er tidligere lærer og nu driver en madforretning, som producerer vegansk haggis – den traditionelle skotske ret tilberedt af indmad fra får.

”Det var en fattigmandsspise med havre og krydderier, hvor vi så har taget kødet ud. Men den skotske forbindelse er der,” understreger Joanna Christina med henvisning til sin skotskfødte partner, Stephen Anderson, der også er tidligere lærer, men som nu er digter, spiller guitar og plejer køkkenhaven i det omfang, kræfterne rækker.

For energien er ikke, hvad den har været. Stephen Anderson fik for seks år siden dia-gnosen, at han led af en fremskreden og aggressiv prostatakræft, som havde bredt sig til lymfekirtlerne. Siden har han kæmpet for at holde sygdommen stangen.

”Tidligere i år var sygdommen på det hidtil værste. Jeg havde indtil da afvist kemo- terapi, men jeg havde det efterhånden så elendigt, at behandlingen ikke kunne gøre mig mere syg, og det har virket. For tiden har jeg det bedre, end jeg har haft det de seneste par år,” fortæller han.

Hans kræftsygdom er i det, lægerne kalder stadie fire.

”Og der er ikke et femte stadie. Det handler om at holde sygdommen i ro og så få palliativ behandling. Så vi lever i nuet og med koppevis af te,” siger Stephen Anderson, der netop bruger te i et af sine digte ”The Mug”, hvor dagligdagens tekrus bliver symbolet på parforholdet.

Han er helt på linje med partneren Joanna Christina, når det kommer til ægteskabet som institution.

”Et ægteskab har aldrig været en løsning for os. Jeg har en politisk og historisk funderet modstand, så jeg kunne aldrig drømme om at blive gift,” siger Stephen Anderson.

Da briterne i 2004 indførte civile partnerskaber for homoseksuelle, foreslog Stephen Anderson, at det også kunne være en god løsning for parret.

”Jeg gik ned på kommunen, og den venlige dame sagde, at det kunne vi godt. Men efterfølgende fik vi besked fra hendes chef om, at det civile partnerskab var forbeholdt to af samme køn, så vort ønske blev afvist,” fortæller Stephen Anderson, der håber, at de nu kan få deres civile partnerskab, inden det er for sent. For et traditionelt ægteskab kan ikke komme på tale som nødløsning.

”Der er ikke en plan B. Vi vil ikke ty til ægteskabet som en udvej. Vi har nu levet sammen i 30 år med den forpligtelse, som vi har givet hinanden som individer. Det har ikke altid været let, men det er der jo ikke noget, der er,” lyder refleksionen over de 30 år, parret foreløbig har haft sammen.

De har tre voksne børn på henholdsvis 28, 26 og 21 år, og som Joanna Christina forklarer har det ikke hidtil været nødvendigt for parret at formalisere deres parforhold.

”Staten anerkender i en vis grand nogle rettigheder for samboende. Men de gælder ikke, hvis en af os dør uden at være gift eller være i et civilt partnerskab.”

At det formelle skridt ikke er taget, handler ikke om, at de ikke elsker hinanden.

”Det kan godt være, at unge nu om dage ser ægteskabet som noget på linje med shopping, som noget, de kan hoppe ind og ud af. Men den tilgang abonnerer jeg ikke på. Jeg vil have den forpligtelse, der er i et parforhold. Det er derfor, vi kæmper for et civilt partnerskab, for det er en mulighed for at sende et socialt og juridisk signal og vise det latterlige i, at vi bliver set som et par, når vi er i live, men ikke hvis en af os dør,” siger hun.

Joanna Christina vender igen og igen tilbage til, at de som par vil demonstrere den sociale forpligtelse, de har over for hinanden, livet, de har levet sammen, og ansvaret for deres tre børn.

”Men der er ulige spilleregler i samfundet. Mange samboende ved ikke, at deres børn ikke er omfattet af de samme regler. Derfor skal vi have de muligheder uden at indgå i et ægteskab,” siger hun og understreger, at det ikke handler om et opgør med tro og religion, når de vil have et civilt partnerskab.

”Vi er folk med en tro. Det er ikke en kristen tro, men en åndelig tro på, at vi er del af noget større og åndeligt, som hverken handler om kristendom eller buddhisme. Vi har en stærk tro på, at vi er sammen om samfundet, og at vi ikke selv er universets centrum, hvor vi bare kan gøre, hvad vi vil uden at tage hensyn til andre,” siger Joanna Christina.

Hun tilføjer, at personer med alle mulige forskellige religiøse overbevisninger vil blive inviteret, når og hvis de kan indgå deres civile partnerskab.

”Ønsket om et civilt partnerskab handler på ingen måde om at være antireligiøs,” lyder det med fasthed i stemmen.

Selvom lovgivningen nu er på vej, er der stadig for meget usikkerhed til, at parret har planlagt ceremonien – herunder om det skal være kommunens giftefoged eller en humanistisk giftefoged, der skal stå for at forrette det civile partnerskab.

”Men det skal være i vores have med masser af mennesker,” siger Joanna Christina.

Hun afviser præmissen om, at det civile partnerskab er andenrangs i forhold til det traditionelle ægteskab, men ser partnerskabet som noget, der har en helt anden symbolik. Hun peger på, at området omkring Hebden Bridge har lidt af et alternativt og bohemeagtigt miljø. For eksempel bor der mange lesbiske, og hun har leveret vegansk mad til mange civile partnerskaber og ægteskaber for lesbiske.

”Mange af dem kalder hinanden for ’wife” (kone eller hustru), men jeg finder den betegnelse nedsættende. Her taler vi om veluddannede kvinder, som bevidst bruger ordet,” siger Joanna Christina, som stadig ser, at nogle homoseksuelle par fortsat foretrækker det civile partnerskab, selvom et ægteskab siden 2014 også har været en mulighed.

”Vi mener, at det civile partnerskab er vejen frem på grund af dets egalitære natur, og fordi det er et partnerskab, som vi selv kan definere. Vores egne børn kan også se det. Så jeg kan slet ikke forstå, hvorfor vi skulle helt til højesteret for at få politikerne til at åbne det civile partnerskab for alle,” siger Joanna Christina om parrets kamp for retten til et civilt partnerskab, som også er en kamp mod uret og Stephen Andersons kræftsygdom.