Lov om registreret partnerskab for homoseksuelle deler italienere

Italien er det eneste vesteuropæiske land, som ikke giver homoseksuelle nogen form for officiel anerkendelse. Alligevel deler spørgsmålet landet

Der var blandt andet fællesdans ved lørdagens demonstration mod at tillade registreret partnerskab for homoseksuelle i Italien.
Der var blandt andet fællesdans ved lørdagens demonstration mod at tillade registreret partnerskab for homoseksuelle i Italien. . Foto: Remo Casilli/Reuters/Scanpix.

Først demonstrerede op mod en million mennesker for lovforslaget. En uge senere, i lørdags i Rom, gik andre hundredtusinder på gaden for at demonstrere imod.

Sjældent har et politisk emne optaget italienerne så bredt, som tilfældet er med den såkaldte Cirinnà-lov, der vil indføre registreret partnerskab for homoseksuelle i Italien, og diskussionen er heftig og ”betændt”, som blandt andet avisen Il Sole 24 Ore har skrevet. Parlamentet tog fat på lovforslaget i tirsdags, men forhandlingerne har stået på i årevis, og den politiske kamp foregår ikke kun i parlamentet, men på alle scener.

Hjemmesiden for mod-demonstrationen i lørdags, der blev kaldt Family Day (Familiedagen), blev således hacket af Anonymous Italia, som skrev: ”Stop homofobi” på forsiden. ”I må ikke nægte homo- og transseksuelle de samme rettigheder som andre,” hed det fra Anonymous.

Alle meningsmålinger har i flere år vist, at der er flertal i befolkningen for at give homoseksuelle ret til en form for registreret partnerskab. Men det aktuelle lovforslag vil også give homoseksuelle par ret til at adoptere hinandens børn, og dét går især den katolske højrefløj kraftigt imod. Ifølge det katolske tidsskrift Famiglia Cristiana skrev en gruppe på 500 jurister forleden et åbent brev til parlamentet, hvori det hed:

”Det er til skade for barnet, fordi det eliminerer den ene forældrerolle og duplikerer den anden og åbner for, at man skal kunne leje en livmoder (rugemødre, som er forbudt ved lov i Italien, red.).”

”Et barn er aldrig en ret, heller ikke i naturlige familier. Børn er skrøbelige juveler, som bør have to forældre, en mor og en far. Man bør ikke gå imod naturen,” erklærede arrangøren af Family Day, Massimo Gandolfini, til avisen Il Tempo.

På tv fortalte et lesbisk par i forgårs til nyhedsudsendelsen TG3 påtv-stationen Rai, hvordan deres liv med børn er kompliceret, fordi det kun er den biologiske mor, der har nogen form for rettigheder. Selv hvis hun bliver syg, har den anden forælder ikke lov at træde til. I teorien må den anden kvinde for eksempel heller ikke hente parrets børn i skolen.

En lang række organisationer, forretningskæder og kendte italienere valgte i lørdags at gå imod højrefløjens ”familiedag” ved at annoncere deres støtte til lovforslaget. Ifølge avisen La Repubblica brugte bedemandsfirmaet Taffo blandt andet møbelkolossen Ikeas piktogrammer, som viste tre forskellige familier: Mor-far, mor-mor og far-far:

”Ligemeget hvordan din familie ser ud, så er vi lige på ét punkt,” skrev begravelsesforretningen på Facebook, mens supermarkedkæden Coop ifølge den italienske udgave af webavisen Huffington Post havde sat røde og grønne æbler sammen i forskellige typer par under overskriften: ”Hvordan din familie end ser ud, er vi der for dig.”

Efter at den græske regering sidste år gav homoseksuelle ret til at indgå i et registreret partnerskab, er Italien det eneste vesteuropæiske land, som ikke giver homoseksuelle nogen form for officiel anerkendelse. Menneskerettighedsdomstolen har dømt Italien til at rette op på manglen, og premierminister Matteo Renzi har fra første dag lovet at gøre det.

”Det er et sår, der skal heles, og vi er de sidste i klassen i Europa,” sagde Renzi så sent som i januar i følge nyhedsbureauet Askanews.

Der er uenighed internt i snart sagt alle partier, også i regeringspartiet PD og i regeringen, hvor den lille, men vigtige koalitionspartner NCD er stærkt imod. Dets formand, indenrigsminister Angelino Alfano, har de seneste dage forsøgt at få hevet den kontroversielle ret til adoption ud af lovforslaget, ”fordi vi så vil kunne vedtage en lov, uden at dele landet,” som han sagde til TG1 på tv-stationen Rai.

Men det afviser senatsmedlem Monica Cirinnà, der har fremsat og lagt navn til forslaget på vegne af PD. Hun tog som den første ordet i parlamentet i tirsdags og beskyldte ifølge avisen Il Fatto Quotidiano modstanderne for at lave en skræmmekampagne, fordi de hævder, at det vil bane vej for homoseksuelles ret til også at indgå ægteskab og adoptere børn udefra.

”Og det er ikke sandt,” erklærede hun.