Der er dage i denne præsidentvalgkamp, hvis ikke uger og måneder eller under hele molevitten, hvor man føler sig fortabt mellem modstridende og ofte uklare virkeligheder. Man kan nemt lade sig opsluge af det, der lige fylder mest på et givet tidspunkt. Det hele bliver så stort og larmende, at kandidaterne går fra at være berømtheder til helt at ophøre med at være mennesker af kød og blod.
Tidligere på måneden tog jeg til Toledo i Ohio for at mødes med Hillary Clinton. Jeg ville sidde ned med hende en stund og få et overblik over hendes prøvelser. Dengang var der fem uger til den nervepirrende vigtige valgdag.
I alle valgkampe er der en kandidat, der hævder, at lige netop dette valg er ”vort livs vigtigste valg”. Og det er som regel kun sandt for kandidaten selv – 2012 var utvivlsomt det vigtigste valg nogensinde for republikaneren Mitt Romney.
Men i år føles påstanden velbegrundet. Ikke blot fordi valget af fru Clinton ville være en milepæl i historien, og fordi der er så mange kulturelle Rorschach-tests og kønsdynamikker og så meget politisk arvæv indlejret i sagen. Det er sandt på grund af Donald Trump, denne forbløffende figur helt ulig nogen anden, som nogensinde er kommet i nærheden af at få magten her i landet. Valget er ”nærmest eksistentielt”, som Clintons vicepræsidentkandidat, Tim Kaine, har beskrevet det, og det virker ikke som nogen overdrivelse.
Clinton skulle til et massemøde i den nedslidte del af Toledo i det nordvestlige Ohio. Det er den fjerdemest økonomisk pressede af de 100 største amerikanske byer. Her bor mange af de hvide mænd fra arbejderklassen, som har svært ved at klare sig i globaliseringens tidsalder. Det har gjort delstaten til så svært et terræn for Clinton og gjort den overraskende let at gå til for hendes milliardærmodpart, som her 10 dage før valget fortsat har en yderst snæver føring i den vigtige svingstat.
Clinton har konstant været bagud i meningsmålingerne i Ohio, skønt den nuværende præsident, Barack Obama, vandt delstaten hele to gange. Jeg kørte gennem byen og passerede den ene karré efter den anden dækket med Trump-skilte, jeg hørte det ene radioprogram efter det andet hidse sig op over Obama og Clinton som det onde selv. Og jeg begyndte at tvivle på, om nogen overhovedet ville stemme på den demokratiske præsidentkandidat i Ohio.
Det var samtidig med, at journalister og politiske eksperter havde besluttet, at Trump var færdig. Efter fiaskoen i den første tv-debat mellem kandidaterne en uge tidligere var den rapkæftede magnat udfordret af en stadig større strøm af problematiske sager.
Han havde på Twitter angrebet en latina-skønhedsdronning for at være tyk – det ville man aldrig have troet kunne ske under en præsidentvalgkamp, og ikke desto mindre var der næsten ingen hævede øjenbryn. Enkelte sider fra hans selvangivelse for 1995 var nået frem til The New York Times, og det viste sig, at Trump havde oplyst et tab på 916 millioner dollars, som kan have betydet, at han er sluppet for at betale føderal skat i 18 år.
Siden har Trump stået i endnu mere strid modvind som følge af en video fra 2005, som The Washington Post havde fået fingre i, hvor man kunne høre præsidentkandidaten prale slibrigt af sin sjofle behandling af kvinder. Snesevis af højtstående republikanere trak deres støtte, og formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, var efter eget udsagn færdig med at forsvare Trump og ville i stedet fokusere på valgene til Senatet og Repræsentanternes Hus. Republikanerne lod til at være så tæt på åben borgerkrig, som noget stort parti har været det i årtier, og så endda op til et valg.
Trump raslede ned i meningsmålingerne landet over og i svingstaterne i dagene efter den første tv-debat – med undtagelse af Ohio, hvor en meningsmåling offentliggjort samme dag som Toledo-mødet viste, at Trump var fem procentpoint foran Clinton. Ohio var den eneste delstat, hvor Trump gik frem efter den første debat, men efter den tredje tv-debat røg hans solide føring også her.
Efter Clintons optræden på en gammel togstation i Toledo blev jeg fulgt op til et kontor, hvor hun var i gang med at afslutte et interview med ”Good Luck America”, et politisk nyhedsshow på mobilmediet Snapchat.
Rummet var indrettet med bløde stole, borde og en modtagelse. Det mindede om et venteværelse hos lægen. Jeg satte mig ved siden af Dan Schwerin, Clintons taleskriver, og Brian Fallon, valgkampens nationale talsmand. Assistenter futtede ind og ud af konferencerummet, hvor HRC befandt sig. ”HRC” har fundet indpas som fast forkortelse for præsidentkandidaten, ikke kun i memoer, men efterhånden også i talesproget. Lige siden den første debat havde humøret i Clinton-lejren været højt, og det var det også denne dag. Fallon nævnte, at han ville ønske, at alle de grimme historier om Trump kunne spredes lidt tyndere ud, så vælgerne havde tid til virkelig at nyde hver enkelt af dem i stedet for at blive tvangsfodret med dem dag efter dag.
Efter nogle minutter stak en anden pressemedarbejder, Nick Merril, hovedet ind i konferenceværelset og sagde, at nu kunne jeg godt gå ind til lægen.
Jeg havde ikke talt med Clinton selv i over et år. Hun var imødekommende og livlig, men træt i blikket. Hun virkede noget slidt og var utvivlsomt stadig påvirket af efterspillet til en meget omtalt lungebetændelse. På samme måde som præsidenter lader til at ældes med dobbelt hast, når de sidder i Det Hvide Hus, kunne man se, at valgkampen har krævet sin pris med den uventede udfordring fra socialisten Bernie Sanders, FBI-efterforskningen af hendes e-mail-sag fra tiden som udenrigsminister – og Trumps hæmningsløse angreb.
Clinton satte sig ved siden af mig ved et konferencebord og lænede sig tilbage i en kontordrejestol. Hendes foragt for Trump var tydelig helt fra start og langt mere intens, end den fremgår i både taler og debatter. Den rakte langt ud over den konkurrenceiver, hvormed en præsidentkandidat omtaler en anden.
”Det føles meget anderledes,” sagde hun. ”Hvis jeg stillede op mod en anden republikaner, ville vi da være uenige om mangt og meget, bevares, og jeg ville lægge mig i selen for at tale min sag. Men jeg ville ikke have ondt i maven hver eneste aften, når jeg lagde mig.”
Hun nærmest spyttede ordene ud.
”Jeg har haft lejlighed til at møde mange præsidenter i årenes løb. Og jeg har da været uenig med dem. Men jeg har ikke betvivlet så meget som et splitsekund, at de hver eneste morgen stod op og forsøgte at regne ud, hvad der var den bedste vej frem for landet.”
”Og om ikke andet,” tilføjede hun, ”var de oprigtige mennesker og til at tage alvorligt.”
Den følelse af et etisk, moralsk sigte mærkes i hele den demokratiske præsidentkandidats kampage. Hver gang jeg i Brooklyn i New York har besøgt hovedkvarteret for Clintons valgkamp, har personalets ungdommelige energi og selvtillid været mærket af en understrøm af ubehag. For enten er de med til at få den første kvinde nogensinde valgt som USA’s præsident og til at sikre hende en plads i historiebøgerne – eller også bliver de dem, der tabte til Donald Trump.
”Der findes en frygt hos folk for, hvad det egentlig vil betyde, hvis han bliver valgt,” sagde John Podesta, tidligere stabschef i Det Hvide Hus og formand for Clintons kampagne, til mig.
Hvor vigtigt det end var for Obamas støtter at sikre præsidenten genvalg i 2012, så ”havde de dog ikke denne følelse af, at landet ville falde lige lukt ned i afgrunden, hvis Mitt Romney blev USA’s præsident”, som Podesta sagde det.
Jeg spurgte Hillary Clinton, om hun frygtede valgdagen, den 8. november.
”Nej, egentlig ikke,” sagde hun langsomt. Jeg forklarede, at jeg tænkte på udsigten til at tabe. Det vidste hun godt.
”Jeg taber ikke,” sagde hun og smilede.
Det er standardsvaret fra en politiker, der bliver bedt om at overveje risikoen for fiasko – men Clinton lod til at mene det. ”Det er slet ikke en mulighed,” sagde hun.
Når Trump er så foruroligende en figur, skyldes det til dels, at han allerede har trodset så mange forudsigelser ved at komme så langt, som han er – i vidt omfang qua sin evne til at styre mediekarrusellen. Det har været det, der har præget valgkampen hele vejen igennem. Hans opsathed på at blive set og hørt og omtalt har vist sig overmåde godt egnet, ja, måske ligefrem helt nødvendig i vor tid.
For Trump er det et udtryk for magt og succes at være til stede overalt, og i hvert fald indtil for nylig var det faktisk sandt. Hans evne til under Republikanernes primærvalg at tale, tweete eller fornærme sig vej ind til midten af nærmest alle nyhedsforløb bestyrkede indtrykket af, at han simpelthen var større end de andre politikere. Han troede fuldt og fast på, at folks dømmekraft blev afgjort af, hvad de valgte at se på deres skærme, og at det nærmest var lige meget, om det fik dem til at afsky ham. Han gad knap nok fremlægge politik på skrift, holde taler om vigtige emner eller indgå i rundbordsdebatter. Kabel-tv ville alligevel aldrig have dækket det – og da slet ikke live. Folk ville have kedet sig. Han talte evigt og altid om, hvor kedelig Clinton var, ikke mindst hendes gabende kedelige debatter med Bernie Sanders. For Trump er kedelig bare det værste. Det er væmmeligt. Det er det modsatte af stort.
Trump fandt på det storslåede og nostalgiske slagord ”Make Amerika Great Again” (Gør Amerika stort igen), som vel nok er det mest genkendelige valgslogan siden Obamas ”Yes We Can”. Da jeg talte med Clinton, fortalte hun mig, at hun var vældigt godt tilfreds med sit eget slogan: ”Stronger Together” (Stærkere Sammen). Særlig stolt var hun af, at det var opstået ud af en refleksionsproces, hvor idéer var blevet formuleret, og hun virkelig havde tænkt over, hvad det var, hun ønskede at stå for. ”Det er klodset, men det fungerer,” sagde jeg, og hun nikkede.
”Det fungerer,” sagde hun med antydningen af en forsvarsposition – ”også fordi jeg faktisk mener det, okay? Hvordan får vi folk til at klare disse forhindringer?”.
Hillary Clinton har arbejdet tæt sammen med nogle af tidens mest talentfulde talere, når det handler om at forklare politiske emner: Barack Obama, dennes vicepræsident, Joe Biden, og hendes egen mand, Bill. Alle tre er de gode til at formidle såvel store emner som små fortællinger. Hillary Clinton for sin del er stædigt forsigtig og følger manuskriptet til punkt og prikke. Hun satser på, at vælgernes virkelige bekymringer – og de faktiske fordele ved hendes forslag – i sidste ende er vigtigere end alle falbeladerne.
”I sidste ende vil folk stemme den 8. november,” sagde hun. ”Og hvad enten man kan lide det eller ej, så er problematikker faktisk en del af det at regere.”
Hendes nøgterne tilgang giver ikke verdens bedste tv, men mange år i det offentlige rampelys har gjort hende vagtsom over for enhver blottelse, særligt når den er uden for hendes kontrol. Det er farligt at blive gransket nærmere, og afsløringer lønner sig sjældent. Hvor Trump betragter medierne som et redskab for at udtrykke sit indre ubevidste jeg, er Clinton ét stort overjeg. Hun har med glæde overladt det område til ham – også selvom det gør hende kedelig og måske ligefrem overset.
Clinton-parret har været en integreret del af de politiske mediers rivende udvikling i de sidste 40 år. Bill Clintons valgkampagner for at blive guvernør i Arkansas var forholdsvis små og stabile produktioner i lille skala, som blev gennemført på traditionelt tv, nyhedsradio og i trykte medier. Men fra samme øjeblik Clinton-parret satsede på hele landet i starten af 1990’erne, kom deres ambitioner i clinch med en række nye mediemodstandere af en anden karakter. Som præsident var Bill Clinton den første, der blev angrebet konsekvent af konservativ taleradio, særligt i hans første embedsperiode, da Rush Limbaugh var i gang med at etablere sig selv som sin generations mest indflydelsesrige radiovært. Monica Lewinsky-skandalen og den efterfølgende rigsretssag mod Bill Clinton blev drevet frem af afsløringer på en ny hjemmeside, The Drudge Report, og blev dækket omfattende af den nye kraft, som kabel-tv-nyheder var ved at udvikle sig til.
Hillary Clintons første præsidentvalgkamp i 2008 blev fuldstændig udmanøvreret af Barack Obamas kampagne i kapløbet om at bruge internettet som et organisationsværktøj, der kunne nå ud til folk og samle støttemidler ind. Hillary Clintons aktuelle organisation har været dygtig til at bruge sociale medier som en måde til at nå ud til hendes støtter, imødegå misinformation og til tider gå i clinch med Trump. Men de svimlende nye niveauer af granskning og mætning, som den digitale tidsalder har gjort mulig, har mestendels fået Clinton til at trække sig yderligere ind i sin skal.
Da jeg talte med hende hen over den første juli-weekend i 2015 i New Hampshire, havde Clinton tydeligvis tænkt over de nye teknologiers indflydelse på menneskers udvikling, og hvordan folk kommunikerer med hinanden. Vi talte om psykiatri og om misbrug af stoffer og alkohol – to emner, som mange af vælgerne i New Hampshire tog op med hende. Hun beskrev et møde med en gruppe, som havde udviklet online-programmer for psykisk sundhed. En af kvinderne i gruppen forudså, at en stor udfordring inden for psykiatrien i de kommende år ville blive ”hvordan vi kan rette op på den skade, som internettet volder på unge mennesker”.
Det slår mig nu, at Clintons egentlige interesse i de nye medieteknologier ikke så meget var deres muligheder som politiske instrumenter, men en reel bekymring for borgerne. Clinton beskrev de ”snigende og skadelige sammenligninger”, som online-grupper kan nære i unge mennesker, og fristelsen til at ”lægge en identitet ud online, før den overhovedet har taget færdig form” i det virkelige liv.
Når jeg tænker på den samtale nu, mere end et år senere og efter noget, der føles som en hel generations overskredne grænser og knuste tabuer, så virker hendes bekymring forunderligt profetisk.
Donald Trump deler og nærer tydeligvis sit publikums afhængighed af stimuli og underholdning. I starten af valgkampen – under Republikanernes primærvalg – ville han sige ja til nærmest hvem som helst, der ville have ham i fjernsynet eller i et blad. Han tog utrætteligt kontakt til journalisterne og lobbyede for mediedækning. Han kan unægtelig være morsom – og forførerisk indtil et vist punkt. Mit første møde med Trump for over et år siden fandt sted efter en uopfordret besked, jeg fik: ”Mark, det er tid til en forside!”
Hillary Clinton derimod går frem med stor forsigtighed. Da vi først talte sammen i juli sidste år, gik hun med til at mødes på den frustrerende betingelse, at interviewet – i hvert fald i første omgang – foregik uden for referat. Jeg gik modstræbende med til det, eftersom det var min eneste vej ind. Hendes betænkeligheder ved at give interviews og lukke medierne ind er ikke blevet mindre med tiden. Da jeg spurgte Robby Mook, Clintons 36-årige kampagneleder, hvordan hans kandidat havde tilpasset sig de vanvittige regler, som den aktuelle valgkamp har ”normaliseret”, var hans svar i bund og grund, at hun ikke havde tilpasset sig.
”Hillary går til valgkampen ud fra et ønske om at løse problemer. Politik er for hende er ikke at kommunikere til masserne, men at finde den rigtige løsning og bestræbe sig på at gennemføre den,” fortalte Robby Mook.
Clinton er Trumps diametrale modsætning. Hun er ingen politisk novice, ej heller er hun synderligt underholdende som mediepersonlighed eller foran store forsamlinger. Hun og hendes kampagnestab er bevidste om dette forhold og har gjort klogt i ikke at foregive andet. Trumps lange skygge og hans skandalemaskine har endog tilladt hende at gå en smule i glemmebogen, hvilket måske er til hendes fordel. Hun har fået lov til om ikke at falme, så i det mindste gå tilstrækkeligt i ét med omgivelserne til at slippe for de hårde, granskende blikke, som har været hende sådan imod. På en måde udfordrer hun vælgerne til at se nærmere på hendes holdninger, lytte til hendes svar og ikke forvente underholdning eller følelsesmæssige påvirkninger fra hende.
Anno 2016 kan det næsten virke som en risikabel strategi.
”Jeg har forklaret alt om de her politikker, og folk har gjort lidt grin med det – a la ’nu har hun gang i en eller anden politik igen’,” fortalte Hillary Clinton i Toledo.
”Jeg forsøger at føre en valgkamp, som står for et alternativ.”
Det er sigende, at en kandidat med så kendt et navn, CV og bagage som Hillary Clinton er henvist til at præsentere sin valgkamp som et alternativ.
”Min mand og jeg griner nogle gange ad Antiques Roadshow,” fortalte Clinton mig med reference til et tv-progam om antik-taksatorer, som hun ivrigt følger med i.
”Nogle gange har vi det, som om det inden for politik er os, der er antikviteterne på turné.”
Og Clinton fortalte for nylig ved et stormøde i North Carolina, at de mange år i politik havde taget hårdt på hende.
”Jeg har opbygget nogle forsvarsmekanismer,” sagde hun og blottede sig selv mere end vanligt:
”Hvad angår det at tjene offentligheden, så er jeg bedre til at tjene end til at være på i offentligheden.”
Hun har tænkt meget over den isolation, et liv i det offentlige rampelys kan udløse. Isolationen kan endda blive forværret af de nye teknologiske værktøjer som smartphones, som i teorien skaber forbindelser, men også risikerer at gøre møder mellem borgere og offentlige personer mindre personlige.
Efter at have holdt tale i Tampa i Florida gjorde Hillary Clinton holdt under vingen på et af hendes fly for at sludre lidt og tage billeder med fotograferne i pressestaben. Clinton talte med dem om, hvordan selfie-fænomenet har forandret hendes møder med vælgerne. Hun har alle dage været god til at skabe hurtig kontakt til de folk, hun møder på den anden side af afspærringerne.
Folk fortæller hende gerne deres historier selv i meget korte samtaler hen over rebet. Jeg har set Clinton i den situation mange gange i årenes løb, og jeg kan bevidne, at hun er meget effektiv i sådanne sammenhænge, omend ikke i samme grad som hendes umådeligt omfavnende mand. Jeg iagttog hende under Demokraternes primærvalg i 2008, da hun hilste på en flok vælgere i Charleston i West Virginia. Der var en kvinde til stede, som på et øjeblik fortalte Clinton om sine udfordringer med en sukkersyg mand og manglende sygesikring. Clinton nikkede, skrev sin autograf ned på en serviet og gav et kram til kvinden, som gik derfra med tårer i øjnene.
”Jeg fik meget ud af disse korte møder, hvor jeg holdt nogen i hånden og hørte dem fortælle mig om deres problemer, deres misbrug, deres tab af et job,” fortalte Clinton mig, da jeg talte med hende i Toledo.
”Jeg opfattede det som en konstant læreproces.”
Det savner hun i dag, fortalte hun, fordi mange af den slags møder nu har selfien som et altoverskyggende mål.
”Det er et tab,” sagde Clinton, som dog sagtens kan forstå, at folk gerne vil tage selfies.
”Det gør min tilstedeværelse sammen med dem virkelig. De kan lægge det ud på Facebook og vise det til alle, der følger dem på Instagram og alle, de kan nå ud til.”
Men hun foretrækker de håndskrevne beskeder, som hun før i tiden fik så mange af: alt lige fra små stykker papir til hele stakke med løsark. Hver eneste skrevet af en amerikansk medborger, som gerne ville fortælle hende om sit liv.
Clinton fortalte mig en historie fra dengang, hendes datter Chelsea var fem år gammel, og hørte forældrene tale om Ronald Reagans meget kritiserede besøg i maj 1985 på en tysk militærkirkegård i Bitburg, hvor også flere SS-officerer ligger begravet. Chelseas yndlingsfilm dengang var ”The Sound of Music”, og hun bad sin mor hjælpe hende med at skrive et brev til Det Hvide Hus. ”Kære præsident Reagan,” startede hun. ”Jeg har ”The Sound of Music”. Nazisterne er altså ikke særligt søde. Lad være med at besøge deres kirkegård.” Men Reagan tog til Bitburg, og Chelsea fik ikke noget svar.
Da Bill Clinton tiltrådte som præsident i 1993, svor Hillary Clinton, at alle breve stilet til Det Hvide Hus skulle blive besvaret – især hvis brevet kom fra et barn. Jeg aner ikke, i hvilket omfang de faktisk gennemførte det, men Clintons pointe var mere omfattende og handlede om vigtigheden af forbundethed og om at dele historier i en politisk verden, der er oversvømmet af hurtige billeder, karikaturer, opsplitning og virkelighedsforvrængning.
”Det lyder lidt ekstremt, men det er en slags evolutionær udvikling, ikke?” sagde Hillary Clinton til mig i Toledo.
Fællesskaber bør begynde i det små, sagde hun i overensstemmelse med, hvad hun skrev i sin bog fra 1996, ”It Takes a Village” (Det kræver en landsby). Man danner identiteter sammen med sin familie, sagde hun, og siden med sit nabolag og så i større fællesskaber.
”Det var alt sammen personligt, og man lærte at håndtere folk på godt og ondt,” sagde hun.
Clinton stillede det op imod den moderne kultur med sociale medier, hvor folk bruger begreber som ”venner” og ”følgere” om folk, de aldrig har mødt, og om hvis identiteter de reelt ikke ved, om de er virkelige.
”Og man har følelsesmæssige og intellektuelle oplevelser, som er anderledes end noget andet, der nogensinde er sket i hele menneskehedens historie,” sagde hun.
På samme måde som den kultur, hvori den udspiller sig, har årets præsidentvalgkamp fundet sted i et ræs fremad med hurtige billeder og lynsnare domme. Personlige fortællinger går tabt, mens en kandidats fortælling risikerer at blive forvrænget i svimlende hast. Vi er måske nok internt forbundne, men vi sulter efter forbindelser, anfører Clinton. Trump er, måske ret sigende, ikke meget for at lytte til sine vælgeres historier. Han stopper sjældent op, og han hader at give folk hånden. Han tweeter døgnet rundt og betragter konstant sig selv i fjernsynet. Også her er han Hillary Clintons modsætning.
Ved afslutningen af vores snak i Toledo spurgte jeg Clinton, om hun troede, at det nag, som er blevet sået, og de sprækker, som er blevet tydelige i løbet af valgkampen, vil gøre USA til et endnu sværere land at lede.
”Nej, vi står over for nogle svære valg,” lagde hun ud med at sige – med en reference til sine memoirer fra 2014, ”Hard Choices” (Svære valg), om hendes tid som udenrigsminister – og jeg smilede smøret i forventning om, at hun nu var gået i soundbite-modus. Men så tog hendes svar en anden kurs, som kom bag på mig.
”Der er nogle vanskelige tendenser, som i første omgang ikke er politiske. De er mere kulturelle og psykologiske, og vi er simpelthen bare nødt til at håndtere dem,” sagde Clinton.
Hun havde tidligere nævnt Neil Postmans bog fra 1985, ”Amusing Ourselves to Death” (Vi morer os selv til døde), som handler om, hvordan tv har drejet politik mere og mere over mod underholdning. Hun havde også citeret historikeren Christopher Lasch, som har skrevet en bog om narcissismens kultur. Disse forfattere, sagde hun, ”forsøgte – før internettet – at få hold på og forstå, hvad det er, der sker i vores samfund, og som giver os oplevelsen af fremmedgjorthed og af ikke at være forbundne.”
Hun fortalte mig, at hendes primære mål som præsident vil være at opmuntre til en større forbundethed og til at føre rigtige samtaler. Clinton har altid helst villet bygge fortællinger op fra det mindste korn – ved at begynde med detaljerne og så lade et budskab opstå efterhånden.
I sin universitetstid sidst i 1960’erne modstod hun det revolutionære pres og foretrak at vride trinvise fremskridt ud af det eksisterende system. Hun giver ikke meget for Messias-retorik og overdrevne slagord og storslåede taler. Det kan gøre hende dårligt rustet til en valgkamp og gøre det sværere for hende at bryde igennem. Men det gør hende bestemt ikke til nogen distanceblænder.
Hillary Clinton sagde, at nøglen til at opbygge en forbundethed består i lederens evne til at skabe en form for skæbnefællesskab nedefra.
”Det kræver ægte historiefortælling. Og jeg mener, at jeg som præsident kan fortælle den historie. Det er sværere at gøre det som kandidat,” sagde hun.
Tit og ofte har jeg hørt det modsatte. Under Obamas første embedsperiode klagede hans assistenter over, at det var så meget nemmere at fortælle historier og få et budskab ud under en valgkamp end fra Det Hvide Hus. Som præsident, sagde de, skal man hele tiden være reaktiv og er overladt til begivenhedernes gang. Lederskab er prosaisk, mens valgkampen er poetisk, som den afdøde demokratiske New York-guvernør Mario Cuomo plejede at udtrykke det.
Clinton forestiller sig en model, som passer bedre til det, hun er god til og har det godt med.
Det kunne også indvarsle en ganske anden slags præsident – uden Barack Obamas storslåede temaer, George W. Bushs moralske overbevisning og Bill Clintons oplysende klarhed.
Vil Hillary Clinton være bedre til at inspirere folk fra Det Hvide Hus, end hun har kunnet i valgkampen? Vil det blive nemmere eller sværere, når hun ikke længere har Trump til at repræsentere alt, hvad hun nogensinde har været imod, og skræmme livet af hendes bagland?
Variationer over ”Det her må ikke gå galt for dig” er det udsagn, Clinton hører mest for tiden, fortalte hun mig. Det har vist sig, at Hillary Clinton, som kastede sig ud i valgkampen fast besluttet på at bryde det ”glasloft”, der har hindret amerikanske kvinder i at nå helt til tops, har fundet det mest løfterige rationale i sin egen rolle netop som stopklods mod et helt umuligt alternativ. Da jeg forlod interviewet, smilede hun, så mig i øjnene og mindede mig henkastet om dette:
”Som jeg plejer at sige, så er jeg det sidste bolværk mod verdens undergang.”
Mark Leibovich er The New York Times Magazines indenrigspolitisk chefkorrespondent og forfatter til blandt andre bogen ”This Town”.
© The New York Times Magazine 2016
Oversat af Sara Høyrup