Prøv avisen

Hiroshimas lange skygger

Yoshiko Kajimoto har rundet 81 år, men var kun 14 år, da hun oplevede atombomben over Hiroshima. Hele hendes liv har været præget af tragedien, og hun tager i dag rundt og fortæller sin historie på skoler og andre steder for at undgå, at noget lignende nogensinde sker igen. Foto: Birthe B. Pedersen.

BILLEDSERIE Jøderne og japanerne er de eneste, der har oplevet det ultimative, menneskeskabte helvede. Såkaldte hibakushaer, overlevende fra atombombningen af Hiroshima, fortæller deres historie til nye generationer med samme håb som kz-fangerne: aldrig mere. På mandag er det 67 år siden, bomberne faldt

Hun er en lille, spinkel dame. Hendes stålgrå hår er upåklageligt permanentet, og hun virker yngre end de 81 år, hun angiver. Hun udstråler en ro og en selvbeherskelse, som ikke bliver rystet under den beretning, hun skal fortælle.

Nøgternt og objektivt sætter hun ord på helvede. På den apokalypse, der ramte hende klokken 8.16 den 6. august 1945. Rædslen taler for sig selv. Den rædsel og de billeder, som bogstaveligt talt brændte sig ind i hendes 14-årige sjæl.

LÆS OGSÅ: Hiroshima-billeder

Yoshiko Kajimoto er hibakusha. Det betyder offer for atombomberne. De eneste atombomber, som nogensinde er blevet brugt i krig, den 6. august mod Hiroshima og mod Nagasaki tre dage senere.

Dagen tegnede til at blive meget varm. En smuk sommerdag. Jeg var, som de øvrige elever i min mellemskoleklasse, mobiliseret under krigen til at arbejde i en fabrik. Vi havde hørt luftalarmen lidt tidligere, men alarmen var blevet afblæst, og vi begyndte at arbejde igen, fortæller hun.

Det japanske forsvar havde kun set et obervationsfly passere hen over Hiroshima klokken 7.09 og flyve videre. Alarmen blev afblæst klokken 7.30.

Men bagefter fulgte tre B-29-bombefly. De to var spækkede med måleudstyr. Det tredie var Enola Gay, som var udstyret med en 15 kilotons uran-235-atombombe. Little Boy. En anden, Fat Man, ville blive kastet over Nagasaki. Ingen kendte deres ødelæggelseskraft. Effekten skulle vise sig at være dobbelt så stor, som militæreksperterne havde gættet på.

Selv ikke japanerne kunne forestille sig så stor skade. Da det militære hovedkvarter i Tokyo senere på formiddagen bemærkede, at kommunikationen til Hiroshima var afbrudt, sendte de et par soldater ud med fly for at identificere det, de troede var et par overrevne kabler. Da de nåede frem, var Hiroshima, byen med 344.000 indbyggere, ganske enkelt forsvundet fra jordens overflade.

Men klokken 8.15 var Yoshiko Kajimoto og hendes kammerater blot stadig lettede over, at luftalarmen var afblæst. Umiddelbart efter forlod Little Boy Enola Gay. 45 sekunder senere, klokken 8.16, eksploderede den 500 meter over Hiroshima.

Pludselig så vi et blitzlys gennem vinduerne. Vi forstod, at det alligevel var en bombe, og vi gemte os under maskinerne og beskyttede hoved og ører, som vi havde lært. Så blev vi bogstaveligt talt løftet op fra jorden i et brag. Jeg troede, hele verden eksploderede. Bygningen faldt ned over os, og da jeg kom til mig selv igen, var jeg begravet under murbrokker og kunne ikke bevæge mig. Min ene arm var fuld af glassplinter. Omkring mig lød der skrig og råb om hjælp. Nogle fødder rørte mit øre, det var min venindes. Jeg vidste, at efter en bombe kunne der udbryde brand i ruinerne, og jeg spurgte mig selv, hvilke af mine legemsdele, der ville brænde først. Men ganske langsomt lykkedes det os at arbejde os ud af ruinerne.

Det syn, der ventede hende udenfor, overgik hendes værste forestillinger.

Solen var væk. Hiroshima var væk. Der lugtede af fisk, og der var sårede mennesker overalt. De fleste havde fået både tøj, hår og hud brændt af. Huden fra en arm var krænget af og dinglede fra fingerspidserne som en slags laser. En dreng kom hen mod mig. Hans ene arm var revet af, han bar den i den anden hånd. Han faldt om og døde for øjnene af mig. En kvinde løb skrigende rundt og rundt omkring sig selv. Hun var blevet vanvittig. I armene holdt hun sin baby, som var fuldstændig forkullet.

Yoshiko Kajimotos fabrik lå to kilometer fra Ground Zero, hvor bomben faldt. 75.000 mennesker, eller 9 ud af 10 i en radius på 800 meter omkring nedfaldsstedet, blev dræbt på stedet af trykbølgen og den efterfølgende brandstorm ifølge officielle tal fra USAs energiministerium. USA anslår, at dødstallet fem år efter var 200.000, eller halvdelen af byens befolkning. Men det totale dødstal som følge af bestrålingen er aldrig blevet præcist opgjort.

Alle bygninger i en afstand af 1,5 kilometer fra Ground Zero forsvandt, og under 10 procent af byens bygninger stod tilbage efter bombningen. I to dage flakkede Yoshiko Kajimoto rundt sammen med de overlevende, hun mødte, i et veritabelt helvede på jord. Lig af mennesker og dyr svulmede op i sommerheden. Den 14-årige pige var med til at grave huller til dem og brænde dem. To dage senere fandt hun sin far, som havde opgivet at finde hende i live.

Ground Zero er aldrig blevet genopbygget, men er blevet omdannet til en mindepark omkring Hiroshimas Freds-Mindemuseum, der mindes de døde. Det er her, Yoshiko Kajimoto fortæller sin historie til de nye generationer af unge japanere.

Vi troede først, at det var en almindelig bombe, bare meget større. Det var først langt senere, at vi begyndte at høre rygter om usynlige stråler, der fortsatte med at gøre os syge, men selv da sagde myndighederne, at strålerne var væk en måned efter sprængningen. Da min far døde to år senere, troede vi, at han var død af underernæring. Først siden forstod vi, at det var leukæmi, fortæller Yoshiko Kajimoto.

Hun har selv haft mavekræft, og de af hendes jævnaldrende, som stadig lever, har næsten alle haft kræft eller leukæmi.

Om jeg er vred? Jeg mistede min far, og min mor var syg i mange år. Jeg var 14 år og skulle forsørge mine tre yngre brødre, så jeg fik aldrig den uddannelse, jeg drømte om. I de første 13 år fik vi ingen lægehjælp, og vi blev set skævt til af andre japanere, der ikke ville lade deres børn gifte sig med os, fordi vi kunne være sterile, eller vore sygdomme kunne gå arv til vores børn, hvis vi fik nogen. Jeg blev gift med en anden hibakusha, og vi fik to børn. Min ene datter har problemer med skjoldbruskkirtlen, og jeg har aldrig fået at vide, om det har en forbindelse til bomben. Selvfølgelig var jeg vred. Men jeg fortæller ikke min historie, fordi jeg er vred på USA. Jeg fortæller min historie, som de overlevende fra holocaust fortæller deres: for at dette aldrig skal ske igen.

I udkanten af mindeparken i Hiroshima står Genbaku-kuplen, eller det, der er tilbage af den, som et forstenet skelet. Hiroshimas gamle udstillingsbygning er aldrig blevet genopbygget, på samme måde som Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche er blevet efterladt som en ruin i Berlin som et tavst vidnesbyrd om krigens rædsler.

Fredsmuseet i Hiroshima har også en udstilling af papirtraner til minde om de børn, der døde af leukæmi efter atombomben, personificerede i Sadako Sasaki, der døde som 12-årig, 10 år efter den augustdag i 1945. Sadako Sasaki er en slags japansk Anne Frank, der inkarnerer Anden Verdenskrigs uskyldge ofre.

Jøderne oplevede holocaust, japanerne atombomben. Få andre i verden har oplevet den ultimative apokalypse, siger lektor Ole Pihl fra afdelingen for arkitektur og design ved Aalborg Universitet.

Han har sammenlignet den måde, japanerne og tyskerne har givet mindet om denne apokalypse fysisk form på med holocaust-mindesmærket i Berlin og udstillingen af papirtraner i Hiroshima.

holocaust-mindesmærket i Berlin består af 2711 betonklodser, der står så tæt, at det virker klaustrofobisk at gå rundt imellem dem. De vidner om et Tyskland, der er tynget af skyld. Helt modsat er de 1000 papirtraner, foldet af børn fra hele Japan med den japanske traditionelle origami, papirfoldeteknik. Betonkasserne fortæller, at de skal vare for evigt, fuglene er flygtige, af papir, der kan blæse væk, fortæller Ole Pihl.

Både japanerne og tyskerne har været udsat for et kæmpemæssigt overgreb fra autoritære regimer. I begge tilfælde har det ført til en katastrofe. Men de bearbejder det på forskellig måde. Atomangrebet har efterladt et dybt sår i japansk kultur. Japansk manga-kultur og tegneserier er gennemstrømmede af apokalypsen og af byer, der kollapser og falder sammen fra det ene øjeblik til det andet. Men som et mentalt billede på samfundets og livets forgængelighed, hvor tyskerne kæmper med skyldfølelsen, siger Ole Pihl.

I januar 1946 nedsatte de allierede Den Internationale Militærdomstol for Fjernøsten i Tokyo, som dømte over 700 japanske militærfolk til døden.

Men japanernes eget forhold til Hiroshima og Nagasaki er komplekst og modsætningsfyldt, understreger Yoichi Nagashima, professor i japansk og japanske samfundsstudier ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

Den behandling, hibaku-shaerne fik efter krigen, og hele den marginalisering, de blev udsat for, er udtryk for, at japanerne ikke har haft særlig lyst til at se Japans rolle i Anden Verdenskrig i øjnene. Japan gjorde sig skyldigt i grusomheder, men Hiroshima og Nagasaki gjorde dem til ofre, siger Yoichi Nagashima.

Japanerne har ikke haft det opgør med historien, som tyskerne har, og de har ikke tyskernes selvkritiske syn på deres fortid, fastslår Johannes Lang, Afdeling for Holocaust og Folkedrab ved Dansk Institut for Internationale Studier.

En begyndende selvkritik begynder ikke desto mindre at bane sig vej i den japanske debat, ikke mindst takket være den daværende forsvarsminister Fumio Kyuma, som selv er født i Nagasaki, og som i 2007 erklærede, at jeg er kommet til den overbevisning, at bombningen af Nagasaki ikke kunne undgås, hvis der skulle gøres en ende på krigen, og jeg bebrejder ikke USA denne beslutning, som medførte stor lidelse.

Men også Vesten har et uafklaret forhold til de atombomber, som USA kastede over to forsvarsløse byer med i alt over 300.000 dødsofre.

USA har altid begrundet atomangrebet med, at det gjorde en ende på krigen og dermed sparede titusinder af amerikanske soldaters liv, som ellers skulle sættes ind i en invasion af Japan. Men debatten om, hvorvidt bombningerne af Hiroshima og Nagasaki burde betegnes som krigsforbrydelser, har varet lige siden, påpeger Johannes Lang.

Beslutningen om at kaste atombomberne over Hiroshima og Nagasaki blev truffet, efter at Japan havde afvist det ultimatum, som USA, Storbritannien og Kina fremsatte ved afslutningen af Potsdamkonferencen den 26. juli, og som krævede total og betingelsesløs kapitulation af Japan. De amerikanske militæreksperter hævdede, at kun et totalangreb kunne standse den japanske hær, der var fanatisk og villig til at kæmpe til sidste blodsdråbe.

Den 29. juli afviste den japanske premierminister, Kantaro Suzuki, at overgive sig. Den 6. august om aftenen udsendte den amerikanske præsident Truman følgende erklæring:

For 16 timer siden kastede et amerikansk fly en bombe over Hiroshima. Japanerne begyndte krigen i Pearl Habor. De har betalt prisen mangefold. Og det er ikke slut.

Den japanske regering tøvede stadig med at overgive sig. Og først den 15. august, seks dage efter bomben mod Nagasaki, erklærede kejser Hirohito i en radiotale, at krigen var slut.

Senere historikere har sået tvivl om, hvorvidt atombomberne, og dertil hele to af dem, virkelig var den eneste måde at få Japan til at kapitulere på.

Allerede i 1946 konkluderede eksperterne i Strategic Bombing Survey, der skulle evaluere USAs bombninger af nazistiske og japanske krigsmål, at det synes klart, at selv uden atomangreb ville luftvåbenets overmagt have udøvet et tilstrækkeligt pres til at bringe Japan til at kapitulere og undgå en invasion.

Ønsket om at teste de ny atomvåben og demonstrere deres ødelæggelseskraft over for den sovjetiske allierede, som tegnede til at blive USAs næste fjende, fremhæves som lige så vægtigt.

Man kan med rimelighed argumentere for, at der var tale om krigsforbrydelser, fordi bombningen ikke skelnede mellem militære og civile mål, og fordi konsekvenserne i form af dødsfald og ødelæggelse var helt ude af proportioner med det, man ville opnå, siger Johannes Lang.

I 1963 konkluderede en domstol i Tokyo, at bombningerne var krigsforbrydelser. Og den amerikanske forsvarsminister Robert McNamara citerede i et interview en af operationens militære ansvarlige for følgende udsagn: Hvis vi havde tabt krigen, var vi blevet dømt som krigsforbrydere.

Det er vinderen, der afgør, om der er tale om krigsforbrydelser eller ej. Det ser vi også med Den Internationale Krigsforbryderdomstol. Det vil være helt utænkeligt, at magtfulde, vestlige statsledere retforfølges. Det er ikke en kritik af domstolen, men en erkendelse af, at sådan er international politik, siger Johannes Lang.

Under den kolde krig og især i 1960erne og 1970erne blev Hiroshima og Nagasaki symboler på atomkrigens rædsler og et argument for fredsbevægelsen. Men den etiske debat om Hiroshima og Nagasaki er stadig ikke slut.

I Europa har vi lagt en vis distance til Hiroshima, fordi vi ikke selv var direkte involverede, og fordi vi havde nok i vore egne krigsdæmoner. Men i USA indtager Hiroshima en særlig plads i amerikansk tænkning. USA er en stormagt, der også ser sig selv som et moralsk land. Og Hiroshima er et skoleeksempel på det etiske dilemma, der handler om, hvornår krig kan retfærdigggøres med andet end blot, at vi er de mægtigste, siger Johannes Lang.

Japan kom efter krigsafslutningen under amerikansk besættelse frem til 1952, og USA var pennefører for den nye forfatning, hvor Japan giver afkald på krig og på en hær med offensiv kapacitet. Men Japan og især Hiroshima og Nagasaki og deres skiftende borgmestre er også drivende kræfter i forsøget på at få vedtaget et protokollat til aftalen om ikke-spredning af atomvåben, det såkaldte Hiroshima-Nagasaki-protokollat, der skal sikre forhandling om fuld atomnedrustning.

Tanken om, at Japan aldrig mere må komme i krig, har lejret sig dybt i det japanske samfund. Japanerne er de eneste, som har oplevet a-våbnenes ødelæggelseskraft og bogstaveligt talt set menneskekroppe smelte som følge af a-bomben. De har betalt prisen for, at a-våben aldrig siden er blevet anvendt, fordi rædslerne er for store, siger Yoichi Nagashima.

En skoleelev har tegnet den japanske by Hiroshima, som den efter elevens mening må have set ud den 6. august 1945 efter atombombernes fald. Den grusomme begivenhed gjorde med et slag japanerne til ofre i Anden Verdenskrig og har indtil nu spærret for et japansk opgør med landets rolle og egne krigsforbrydelser under krigen som et medlem af aksemagterne i alliance med først og fremmest Tyskland og Italien. Foto: Birthe B. Pedersen.
Det, der er tilbage af Genbaku-kuplen, står som et forstenet skelet. Hiroshimas gamle udstillingsbygning er aldrig blevet genopbygget. Foto: Rainer Hackenberg.