JP-tegning går verden rundt – med afdæmpede reaktioner

De internationale reaktioner på Kinas vrede over Morgenavisen Jyllands-Postens karikatur af det kinesiske flag viger i vid udstrækning uden om Kinas forsøg på at stække ytringsfriheden både inden for og uden for Kinas grænser

Det er denne tegning fra Jyllands-Posten - det kinesiske flag, hvor stjernerne er skiftet ud med symboler for coronavirus - som den kinesiske ambassade kræver en undskyldning for.
Det er denne tegning fra Jyllands-Posten - det kinesiske flag, hvor stjernerne er skiftet ud med symboler for coronavirus - som den kinesiske ambassade kræver en undskyldning for. . Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Historien om den kinesiske ambassades krav om en offentlig undskyldning fra Morgenavisen Jyllands-Posten, efter at de i mandags havde bragt en tegning af det kinesiske flag, hvor stjernerne var skiftet ud med symboler for coronavirus, er gået verden rundt.

Det tyske regeringsparti CDU’s mediepolitiske ordfører, Elisabeth Motschmann, mener ikke, at Jyllands-Posten skal give en undskyldning for karikaturtegningen.

”At Kina bliver vred er forudsigeligt. Men en undskyldning er ikke påkrævet. Ytrings- og pressefriheden er et højt værdsat gode i Europa, og det gælder også i dette tilfælde,” siger Elisabeth Motschmann til det tyske pressebureau Redaktionsnetzwerk Deutschland.

Men bortset fra den tyske parlamentariker er det småt med kommentarer, der forholder sig kritisk til den kinesiske ambassades krav til et dansk nyhedsmedie, endsige tager Jyllands-Postens parti.

Historien har trukket overskrifter i de store medier på næsten samtlige kontinenter. De store nyhedsbureauer som Reuters og Bloomberg har spredt historien til dagblade som The New York Times og The Telegraph i London til det russiske netmedie Russia Today og Malaysia Times.

Men de fleste nøjes med næsten enslydende artikler, der refererer den officielle kinesiske kritik af Jyllands-Posten sammen med chefredaktør Jacob Nybroes forklaring om, at avisen ikke har haft til hensigt at håne Kina, og statsminister Mette Frederiksens opbakning til ytringsfriheden som ”en meget, meget stærk tradition i Danmark”.

Det franske dagblad Libé-ration er et af de få medier, som forholder sig kritisk til Kinas ønske om at kontrollere udenlandske mediers omtale af landet og udbrede sin hjemlige censur til resten af verden.

Avisen har interviewet Jacob Nybroe og henviser samtidig til en række andre sager i Europa og USA, hvor Kina har forsøgt at begrænse ytringsfriheden. Avisen understreger, at angrebet på Jyllands-Posten er led i en offensiv, som den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, lancerede i november, hvor han instruerede alle ambassadører i at slå ned på ethvert kritisk udtryk om Kina.

Siden har den kinesiske ambassade i Italien protesteret skarpt mod en videokonference i det italienske senat med en af lederne af oprøret i Hongkong, oplyser Libération, der også peger på, at Kina er gået til angreb på ”et af ytringsfrihedens fyrtårne” med henvisning til, at Jyllands-Posten også stod bag Muhammed-tegningerne.

De øvrige internationale medier fremhæver også konflikten omkring Muhammedtegningerne, men peger især på, at det ikke er første gang, Jyllands-Posten kommer i modvind med en tegning.

Den internationale organisation Reporters sans Frontières (Reportere uden grænser), offentliggjorde i marts sidste år rapporten ”Kinas nye internationale medieorden”, der kritiserer Kina for at systematisk at forsøge at udbrede sin hjemlige censur til resten af verden via forskellige former for pression.

Landet har således aflyst transmitteringen af alle basketkampe i NBA-ligaen, efter at en amerikansk spiller udsendte en kritisk meddelelse på Twitter. Og på samme måde blev transmissionen af en fodboldkamp mellem Arsenal og Manchester City aflyst efter en kritisk twitter-meddelelse fra en af spillerne om Kinas behandling af det muslimske uighur-mindretal.

Reportere uden grænser har ingen kommentarer til konflikten mellem Kina og Danmark om ytringsfriheden.

På Twitter, hvor tegningen er blevet flittigt delt, er der derimod overvejende opbakning til det kinesiske krav til Jyllands-Posten om at give Kina en undskyldning.

”Mange mennesker er ramt af virusset i Kina. Det er ikke en katastrofe, man skal gøre grin med eller benytte til at skænde et andet lands flag,” skriver Dee Xiang på Twitter, og adskillige andre håner Danmark for, at nazisterne i 1940 kunne invadere landet på kun fire timer.”

”I fik, hvad I havde godt af,” lyder kommentaren fra en anden, tilsyneladende kinesisk Twitter-abonnent.