Sidste år forlod Janne Haaland Matlary Kristeligt Folkeparti i Norge og meldte sig ind i partiet Højre. Professoren i international politik, der tidligere var departementschef i Udenrigsministeriet, spåede samtidig partiets død. Ledelsens forsøg på at blande politik og religion var en umulig bedrift, og vælgerne ville forsvinde i takt med, at Norge blev mere sekulært, sagde Janne Haaland Matlary dengang. Eneste måde at sikre overlevelsen på var at tage ved lære af andre kristendemokratiske partiet i Europa og fokusere på nye kerneområder.
I dag er Janne Haaland Matlary stadig skeptisk over for sit tidligere partis fremtid, for hun tror, at det er for stor en forandring, der skal ske med Kristeligt Folkeparti, hvis det skal fortsætte i Stortinget. Samtidig er hun pragmatisk, for hun ved om nogen, at holdningen i befolkningen kan vende. Som professor ved Institut for Statskundskab ved Oslo Universitet, rådgiver for den katolske kirke og tidligere formand for flere udvalg i Kristeligt Folkeparti mærker hun, hvordan religionsdebatten fylder stadig mere i Norge og ikke mindst i et globalt perspektiv.
Det har hun givet sit syn på i bogen Gud er tilbage! Religionens rolle i fremtiden, der udkom i forrige uge i Norge. Bogens præmis er, at religion kommer til at spille en større rolle i fremtiden, end den har gjort hidtil i perioden siden Anden Verdenskrig. Det kan virke som et paradoks, fordi den vestlige verden bliver stadig mere sekulær, men det er ifølge Janne Haaland Matlary ganske logisk. Hun fokuserer især på de mange stridsspørgsmål, der er omkring, at der findes en majoritetsreligion i samfundet.
Der er en tendens til at ligestille alle religioner og lade, som om staten eller det offentlige er en værdineutral aktør. Skal noget kristent findes i offentligheden, må der nødvendigvis også være noget muslimsk eller agnostisk. Helst skal ingen religioner være synlige, sådan at den værdineutrale offentlige arena kan være stedet for objektiv debat. Det er ikke sandt, at et land uden tydelig religion er værdineutralt, for ateisme og agnosticisme er også et værdistandpunkt, siger hun.
Janne Haaland Matlary er en bestemt dame. Hun er kendt for at være travl og utålmodig, og mere end én journalist er blevet vist døren efter at have formastet sig til at sætte spørgsmålstegn ved Haaland Matlarys ræsonnement. Og det er da også venligt, men bestemt, at hun tager sig tid til at tale om bogen Gud er tilbage!.
Janne Haaland Matlary er kendt som en revser af, hvor det moderne samfund bevæger sig hen.
LÆS OGSÅ: Kristendom skal være godt for noget ellers er den ligegyldig
Der er en grænseløs naivitet i Norge, politikere er tåbelige og skandinaver lever i en boble, hvor det er helt i orden at være middelmådig, naiv og inkompetent er nogle af de citater, der har gjort, at hun er blevet kaldt en moderne korsfarer. Hendes kamp handler først og fremmest om at sætte fokus på, hvordan vi behandler religioner i samfundet.
Der er en tendens i samfundet til, at religioner i stigende grad sættes i skammekrogen og bliver set som noget negativt. Vi så det i den såkaldte krucifiks-dom fra Strasbourg. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i 2010 en dom mod Italien, hvor staten blev dømt til fjerne alle krucifikser fra offentlige klasseværelser, fordi det blev anset for at stride mod religionsfriheden. Dommen blev imidlertid omstødt i 2011, hvorefter Italien fik medhold i at have sin majoritetsreligion i offentligheden. Religionsfrihed giver minoriteter ret til at udøve deres tro uden indblanding, men at en stat historisk har en religion, giver den ret til selv at vælge, hvilken rolle denne majoritetsreligion skal have i samfundet. Det er en helt legitim pluralisme, fastslår Janne Haaland Matlary.
Europas akademikerelite var begejstret for den første dom, men ikke så meget for den anden. Men vi fik altså slået fast, at der ikke er nogen modsætning mellem religionsfrihed og det faktum, at den italienske stat har en kristen identitet. Det har ifølge mig altid været selvfølgeligt: at nogle lande er kristne af natur og historie, mens andre lande har en anden religion. Det eneste relevante med tanke på religionsdebat er, at minoriteter får frihed til at udøve deres religion som de vil det betyder ikke, at alle religioner skal være lige.
I Janne Haaland Matlarys bidrag i Gud er tilbage! tager hun udgangspunkt i en grundlovsændring fra maj sidste år. Et årelangt arbejde med at forny den norske grundlov endte med, at båndene mellem staten og statskirken, Den Norske Kirke, blev betragteligt løsnet. Kirken har nu overtaget opgaven med at udnævne biskopper, og den evangelisk-lutherske kirke er ikke længere landets statskirke. Samtidig fremhævede grundlovsændringen stadig kristendommen som landets primære kulturbærer, da der i paragraf 2 i den reviderede grundlov står:
Værdigrundlaget forbliver vor kristne og humanistiske arv. Denne grundlov skal sikre demokrati, retsstat og menneskerettigheder () Den Norske Kirke, en evangelisk-luthersk kirke, forbliver Norges folkekirke og understøttes som sådan af staten.
Disse sætninger stadfæster ifølge Janne Haaland Matlary kristendommens særstatus i Norge, selvom båndene mellem kirke og stat er på vej mod at blive brudt.
I Norge har vi den interessante situation, at vores nye grundlov omfavner kristendommen som statens værdi-grundlag. Samtidig er der stærke kræfter i den offentlige arena, som bærer ved til myten om, at den sekulære offentlighed er værdineutral og derfor retfærdig og almen. Det problematiske i debatten i den vestlige verden er den værdirelativistiske præmis, at ingenting er sandt eller rigtigt. I den debat er der ikke plads til tro, for baseret på værdirelativisme kan troende ikke formidle deres tros essens eller diskutere religion i offentligheden på en reel måde. Der er meget på spil, for hvis en troende ikke kan diskutere emner som hvad er meningen med livet, hvad er de etiske problematikker ved abort eller hvordan skal jeg leve, bliver samfundet underlagt en form for militant sekularisme. Så bliver både demokrati og kultur kastreret, og vi går glip af interessante og væsentlige debatter om livets vigtigste ting.
Den militante sekularisme, som Janne Haaland Matlary mener har slået rod i mange vestlige lande, får ifølge hende næring af, at færre kalder sig kristne. Hun peger på, at det er umuligt at opretholde kristendommens betydning i samfundet uden kundskab om den.
Vi er for indskrænkede i forhold til, hvad børnene lærer i skolen. Børn behøver et solidt faktagrundlag om vestlig kulturhistorie, og hvad der har formet vores samfund. Jeg er bekymret over manglen på faktisk kundskab om filosofi og teologi, og vi er i gang med at skabe befolkninger, som ikke kender deres egen historie. I britiske skoler indeholder læreplanen klassikerne tilbage til Grækenland og Rom, og det er den rigtige retning at få for at forstå menneskerettighederne, og hvad vores samfund bygger på.
Janne Haaland Matlary er med i et regeringsnedsat udvalg, som rådgiver regeringen om, hvordan menneskerettigheder kan styrkes i grundloven. Hun argumenterer for, at kristne værdier er fuldt ud forenelige med menneskerettighederne, og hun baserer til dels sin analyse på den italienske teolog og filosof Thomas Aquinas.
Leddet, som forbinder politikkens sfære med kristendommens, er naturretten, hvilket Aquinas definerede som menneskets rationelle evne baseret på antik græsk filosofi. Kristendommen skelner mellem religion og politik, men det betyder ikke, at de kristne værdier tages ud af politikken. Vores samfund bygger på idéen om, at den stærkestes ret er afskaffet, og det skal vi kæmpe for, for ellers brister sammenhængskraften, når presset fra en ældrebølge eller andre fremtidige udfordringer bliver for store.
I Janne Haaland Matlarys privatliv spiller religion en væsentlig rolle.
Hun er troende katolik og kalder troen for det, der er rammen om mit liv og meningen med det. Siden 1999 har hun været medlem af den romerske kuries pavelige råd for retfærdighed og fred, der fungerer som en støtte for den katolske kirke. Hun har flere gange mødt den tidligere pave, Johannes Paul II, og hun betragter den netop abdicerede pave Benedikt XVI som en ven. Hun vurderer, at han trådte tilbage, fordi han har haft svært ved at slå igennem i en global medieverden.
Han er god til at kommunikere på tomandshånd, men i store folkemængder trives han ikke med at være en offentlig person. Han vænnede sig aldrig til at skulle tale i sloganer og vække begejstring, og det gør det svært at slå igennem i en moderne medieverden. For at være den øverste leder i et trossamfund i dag skal man ikke blot være en dygtig teolog men også en slags superstjerne, og det er en interessant udvikling, siger hun.
Når den offentlige debat bliver reduktionistisk, og for eksempel et pavevalg bliver vurderet som en magtkamp, så hopper kæden af. Så glemmes det vigtigste, nemlig at magt er det sidste, kardinalerne er optagede af. For mange debattører, som ikke selv er religiøse, er det helt ubegribeligt, at nogle kan vie deres liv til at tjene Gud.
Fremtiden har mange muligheder for at blive indrammet af fred og respekt mellem troende og ikke-troende, mener Janne Haaland Matlary.
Hun håber, at politikere på tværs af landegrænser vil tage fat i det, hun kalder den tiltagende historieløshed, og hun tror, at det vigtigste vil være at give plads til religion i samfundet.
I vores demokratier kan og skal man leve med pluralisme. Europas erfaring med det går tilbage til første gang, da religionsfriheden blev indført, i Transsylvanien i 1645. Den rigdom, som et pluralistisk samfund bringer med sig, er et enormt gode, men tolerance over for andre er en forudsætning for, at rigdommen kan udfolde sig. Vi kan strides, men kun med ord og tanker.