Under de slidte sko ligger resterne af flere tusinde mennesker. Penselstrøgene kærtegner den slidte betonoverflade. Hånden, der holder penslen, bevæges forsigtigt. Respektfuldt. Næsten ærbødigt. Morgensolen stråler gennem de svajende træer, der hviskende fortæller den, der stadig hører efter, om historien. Men en ny tid gør det mere vanskeligt at lytte, fordi det, der tidligere eksisterede, ikke længere er til:
”Situationen har aldrig været værre end nu,” siger Jerzy Tyc, som forklarer, at forskellige regeringsaktører overvåger hans arbejde.
Mureren fra den nordøstlige del af Polen beskrives af polsk stats-tv som russisk spion, selvom han under polsk lov ikke er skyldig i en forbrydelse. Hans grove hænder hviler i skødet. Panden ligger for det meste i dybe folder, mens han fortæller.
Jerzy Tyc driver organisationen Kursk, som ved hjælp af frivillige bidrag restaurerer militærkirkegårde, hvor nogle af de omkring 600.000 sovjetiske soldater, der døde i Polen under krigen, er begravet. Soldater, som med hans ord ”befriede Polen fra den tyske besættelse” under Anden Verdenskrig. Mange grave og monumenter er nu blevet glemt, mens andre bliver ødelagt eller skændet.
”Folk straffes ikke for dette hærværk, fordi dommerne ikke tør dømme de skyldige af frygt for at blive beskyldt for at gå Kremls ærinde,” siger han.
Jerzy Tycs engagement drives ikke af ideologi. Han holder fast i, at det handler om et løfte, han gav til sin mor, Helena, hvis liv blev reddet af soldater fra Den Røde Hær:
”Hvis hun ikke havde overlevet, var jeg aldrig blevet til.”
Mens Jerzy Tyc og hans tre hjælpere på soldaternes kirkegård i storbyen Radom arbejder med gravene, har Polens præsident, Andrzej Duda, indsat 27 nye dommere ved landets højesteret. Det sker trods kritik af præsidenten og regeringen, som beskyldes for at underminere demokratiet og retsstaten. Udnævnelserne handler om de pladser, der blev ledige, da en omstridt lov om at sænke pensionsalderen for højesteretsdommere fra 70 til 65 år trådte i kraft. Siden er 23 dommere blevet tilbudt at vende tilbage, efter at EU-Domstolen i oktober gav EU-Kommissionen medhold i, at denne del af en større retsreform var i strid med princippet om domstolenes uafhængighed.
Den nationalkonservative regering begrunder retsreformen med, at det er nødvendigt at rydde op i et korrupt retssystem og fjerne de dommere, der blev indsat under det kommunistiske styre. Regeringen i Warszawa beskylder EU for at blande sig i interne anliggender og for at overtræde unionens kerneværdier i den igangværende konflikt med EU-Kommissionen, som sidste år iværksatte en procedure mod Polen for ikke at leve op til retsstatens principper. Det kan i yderste konsekvens føre til, at Polen som det første land mister sin stemmeret i EU’s ministerråd, hvilket Ungarn dog vil blokere for.
Historien spiller en stor rolle i denne strid. Og historien er allestedsnærværende i Polen. Efter Anden Verdenskrigs afslutning blev der ikke længere kæmpet om territoriale områder, men om ideologier og systemer. Sovjetunionen efterlod ikke kun faldne soldater i Polen, men også et totalitært styre efter egen model, der bestod i mere end fire årtier. Den Røde Hærs soldater, der først blev set som befriere og siden som besættelsesmagt, er et kontroversielt tema og har været det siden Berlinmurens fald i 1989 og østblokkens endeligt året derpå. Ifølge historikeren Jakub Mitek fra kulturcentret i Radom giver den kommunistiske arv fortsat problemer.
”Polen er et delt land på grund af sin historie. Kommunismen erstattede nazismen, men folk fortsatte med at dø,” siger han med henvisning til repressioner og fængslinger under kommuniststyret.
Gennem de mange års besættelse og kommunisme har religionen spillet en vigtig rolle som samlende faktor. 90 procent af de knap 38 millioner polakkerne er katolikker, og 80 procent af dem svarer ifølge en Eurobarometer-rundspørge, at religion spiller en stor rolle i deres liv. Kirken har i kraft af sin betydning i hverdagen en stor indflydelse på samfundet, men holdt lav profil i striden om retsreformerne. Poznans ærkebiskop, Stanislaw Gadecki, beskyldte dog ifølge det katolske magasin The Tablet i juni EU for at stå bag et ”materialismens diktatur”, mens de vestlige demokratier med hans ord ”ligesom kommunismen er ude på at ødelægge den personlige identitet”.
Da det nationalkonservative Lov- og Retfærdighedsparti vandt valget i 2015, blev partiets tætte bånd til kirken af liberale medier beskrevet som ”alterets alliance”. Oppositionen mener, at partiets nationalkonservative dags-orden er for meget på linje med Viktor Orbáns Ungarn og truer med at isolere landet. Regeringspartiets formand, Jaroslaw Kaczynski, mener til gengæld, at partiet er under angreb fra udenlandske såvel som indenlandske kræfter, der maler et forvrænget billede af virkeligheden.
”Det er sværere at tjene nationen frem for blot de mest indflydelsesriges interesser,” sagde han i en tale i Warszawa for nylig.
Økonomien i Polen har oplevet et opsving under de senere år, og arbejdsløsheden er i dag den laveste i 25 år, omend skeptikerne hævder, at dette er resultat af en positiv udvikling i verdensøkonomien. Selvom Kaczynskis parti gerne kritiserer EU og især er gået til angreb på det kuldsejlede forsøg på en kvotefordeling af flygtninge, ser partilederen fortsat unionen som det rette sted at være, og 87 procent af polakkerne bakker da også op om EU-projektet.
”EU er den korteste vej til velstand, men det betyder ikke, at vi skal begå de samme fejl, som Vesten har gjort, og blive smittet med deres sociale sygdomme,” har han sagt.
På hovedgaden i Radom er kontrasterne i efterårssolen klare: Slidte facader på store betonkomplekser sladrer om en svunden tid, mens et overvældende flertal af forbipasserende på gaden flasher nye mobiltelefoner og det nyeste tøj.
Her 100 kilometer syd for Warszawa er mange trætte af korruption, hvor myndigheder ragede til sig under og efter kommunismen, og de anser det for nødvendigt at rense ud, sådan som Lov- og Retfærdighedspartiet har sat sig for. Selvom mange det seneste år er gået på gaden i protest mod retsreformerne, støtter et flertal af polakkerne reformerne. Ved sidste weekends anden runde af kommunalvalget opnåede regeringspartiet absolut flertal i seks ud af 16 regionsråd, men gik tilbage i storbyerne og tabte borgmestervalg i Krakow og Gdansk.
Meningsmålinger viser, at mange vælgere støtter Lov- og Retfærdighedspartiet på grund af dets store fokus på velfærd og reformer, hvor for eksempel pensionsalderen er blevet sat ned.
”Hvis folk får det bedre, er det lettere at begrænse deres rettigheder, uden at de bemærker det eller overhovedet bekymrer sig om det. Særligt når de har levet under kommunismen, hvor de ingen materielle goder havde,” siger Kristeligt Dagblads tolk, der ikke vil have sit navn i avisen, under en kaffepause på en café.
Efter et stykke tid, hvor stilheden har hersket i caféens summen, fortsætter han:
”De fleste mennesker i vores land lever et liv, hvor de ofte end ikke har brug for et demokrati.”
Da dagen er ved at være slut, reduceres trafikken af mennesker på hovedgaden i Radom. De forbipasserende er på vej hjem. De småsnakker, holder i hånd og bærer poser fyldt med produkter fra en verden langt fra kommunismens regulering. Jerzy Tyc og hans tre medarbejdere pakker deres værktøj sammen et par kilometer derfra. De lukker forsigtigt sækkene med cement og tømmer deres termokander.
Snart er restaureringen i Radom afsluttet. Men Jerzy Tyc vil tage videre. Til et andet monument. Til en anden forfalden gravplads i sin kamp for at definere både Polens og sin egen historie.
Selvom der nu hersker fred, vil kampen for Polens fremtid fortsætte, mens der i skyggen af nutiden føres en kamp om den arv, Sovjetunionen har efterladt. I politik, i samfundet og hos Jerzy Tyc selv, der ikke fortrækker en mine, da han sagte udtrykker den fremherskende mening i samfundet:
”Der er dem, der siger, at den eneste krig, Polen kan vinde mod Rusland i dag, er en krig mod de sovjetiske tropper, der allerede er døde og begravede her.”
Oversat fra svensk af bureauet Translated By Us.