Amerikanske storbyer stod i brand, mens Nationalgarden patruljerede i gaderne. Vrede og fortvivlede demonstranter krævede social forandring, og nyhedsmedierne var spækkede med billeder af voldshandlinger, brutale anholdelser og plyndringer. Nationen var i undtagelsestilstand, og Det Hvide Hus lovede at genoprette lov og orden.
Det var 1968. Og det er nu. En bølge af demonstrationer og optøjer er skyllet hen over mindst 140 amerikanske byer i samtlige 50 delstater i protest mod, at en forsvarsløs afroamerikansk mand, George Floyd, døde i politiets varetægt under en brutal anholdelse i Minneapolis for 10 dage siden. Drabet på den 46-årige George Floyd er det seneste i en række tilsyneladende umotiverede drab på ubevæbnede afroamerikanere og blevet symbolet på USA’s manglende evne til at værne om sin sorte befolknings lige ret til livet. Flere storbyer har indført natlige udgangsforbud, efter at ballademagere har benyttet kaosset til at plyndre, hærge og udøve hærværk, og selvom størsteparten af demonstrationerne er fredelige, er antallet af voldelige sammenstød mellem politi og civile eskaleret. Mindst 11 mennesker har mistet livet som følge af urolighederne, og i tirsdags omplacerede USA’s forsvarsministerium cirka 1600 soldater til forbundshovedstaden, Washington D.C.
Ligesom i 1968, hvor mordet på borgerrettighedslederen Martin Luther King fik dråben i et allerede fyldt bæger til at flyde over og udløste omfattende civil uro i flere end 125 amerikanske byer, er USA lige nu martret af en uhellig alliance af sammenfaldende plager. Denne gang tæller elendighederne en pandemi, kraftigt stigende ledighedstal og en dybtliggende, sydende vrede over politivold og det amerikanske samfunds ulige behandling af sin afroamerikanske befolkning.
”Alle disse ting bliver vævet sammen. Det er som en parade af fiaskoer, et sammenløb af de største katastrofer igennem de seneste 100 år, der alle rammer os på én gang. Og hvad med håbet?”, spørger historikeren Thurston Clarke, der forsker i 1960’ernes amerikanske historie, i avisen Christian Science Monitor.
Håbet overdøves lige nu af raseri, fortvivlelse og frustation. Drabssigtelsen mod den politibetjent, der i en mobiltelefonoptagelse ses knæle på George Floyds nakke i over syv minutter, har ikke dæmpet gemytterne, og få eksperter tør spå om, hvornår urolighederne vil aftage.
I 1968 sluttede de voldelige optøjer efter mordet på Martin Luther King i de fleste byer inden for et par uger, efter at Nationalgarden var sat ind, men vreden over raceulighed kom til udtryk i nye udbrud af civil uro i årene derefter. Optøjerne i Los Angeles i 1992 i slipstrømmen på frifindelsen af fire hvide politibetjente for at have gennembanket en afroamerikansk mand, Rodney King, var til gengæld stort set overstået efter seks dages uro, der kostede 55 mennesker livet. Demonstrationer i 2014 og 2015 over en række politidrab på ubevæbnede sorte mænd satte flere amerikanske byer i brand, men de ebbede ud. Til gengæld bed græsrodsbevægelsen Black Lives Matter (Sorte liv har betydning) sig fast.
I avisen The Washington Post siger den fremtrædende historiker Douglas Brinkley, at manglen på lederskab fra Det Hvide Hus, hvor præsident Donald Trump har undladt at forsøge at gyde olie på de oprørte vande, kan forlænge den nuværende uro.
”Der er en håndgribelig vrede mod Donald Trump og hans tilhængere, der meget vel kan indlede en lang periode med optøjer. Hvorvidt dette er en enestående begivenhed som Rodney King-optøjerne i Los Angeles i 1992, eller vi kommer til at opleve en serie af brændende byer som i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, er endnu uvist. Men lige nu har det afroamerikanske samfund fået nok af Trump,” siger han.
Optøjer som dem, der nu finder sted, trækker lange spor, påpeger Eugene O’Donnell, der er lektor på John Jay College of Criminal Justice i New York og tidligere politibetjent, i nyhedsmediet The Politico.
”Jeg ved ikke, hvornår det vil slutte. Jeg ved, at byer kommer til at være i en elendig forfatning, og at den offentlige sikkerhed kommer til at være i en elendig forfatning. Optøjer slutter aldrig rigtigt. Konsekvenserne af optøjer slutter aldrig,” siger han.
Ligesom det var tilfældet i 1992, hvor Rodney King i et forsøg på at sætte en stopper for de voldelige begivenheder i Los Angeles plæderede for fred og fordragelighed, maner George Floyds efterladte nu også til besindighed. Floyds fortvivlede lillebror, Terrence Floyd, brast i gråd og faldt på knæ i bøn, da han mandag eftermiddag besøgte det gadekryds i Minneapolis, hvor hans storebror en uge forinden blev holdt nede, mens han gispede efter vejret og kaldte på sin mor. Men altimens Terrence Floyd sørgede over familiens tab, betonede han også, at vold og hærværk ”ikke vil bringe min bror tilbage”.
”Lad os gøre dette på en anden måde. Lad os holde op med at tro, at vores stemmer ingen betydning har, og lad os bruge vores stemmeret. Der er mange af os, og vi vil gøre dette på en fredelig måde,” sagde han til menneskemængden forsamlet i gadekrydset.
Andre påpeger, at voldsomme oprør kan være en effektiv og nødvendig motor for forandring. Eksempelvis førte optøjerne i Los Angeles i 1992 til betydelige reformer af politiets arbejdsmetoder, og demonstrationerne i 2014 og 2015 åbnede mange hvide amerikaneres øjne for deres sorte landsmænds ulige livsvilkår. Udtrykket ”Black Lives Matter” og bevægelsen af samme navn har fået bred kulturel indflydelse, og i modsætning til tidligere demonstrationer mod raceulighed har de nuværende haft massiv deltagelse af hvide amerikanere.
”Selv, hvis optøjer endnu ikke har banet vejen for en anden amerikansk revolution, så har den forrige bølge af protester og oprør ageret fortrop for en række politiske og kulturelle skift. Dette inkluderer et venstresving i den offentlige opinion, hvad angår ulighed i retssystemet,” skriver kommentatoren Zak Cheney-Rice i nyhedsmediet New York Magazine.
Optøjer og modstandsbevægelser kan føre til samfundsomvæltninger, skriver også Kellie Carter Jackson, der er lektor i afroamerikanske studier på Wellesley College i Massachusetts, i nyhedsmediet The Atlantic.
”Oprør har en evne til at fungere som et forstørrelsesglas, der udstiller ikke alene fejl og mangler i samfundssystemet, men også magthavernes styrke. Den amerikanske revolution blev vundet med vold. Den franske revolution blev vundet med vold. Den haitianske revolution blev vundet med vold. Borgerrettighedskampen blev vundet med vold. En revolution ville i vor tid betyde, at disse landsdækkende oprør fører til, at sorte menneske kan få fuld adgang til deres lige ret til frihed og menneskelig værdighed,” skriver hun.
Over for The Politico fordømmer Valerie Jarrett, der fra 2009 til 2016 var toprådgiver for USA’s daværende – og første farvede – præsident Barack Obama, de voldelige optrin, men er optimistisk omkring de langsigtede udsigter til, at massedemonstrationerne vil føre til positiv forandring i USA.
”Dette er et af de vendepunkter, hvor jeg føler mig meget sikker på, at vi vil komme ud på den anden side som et bedre land. Jeg tror ikke, at det, som jeg ser på mit fjernsyn lige nu, vil forsvinde inden for den nærmeste fremtid. Og det er en god ting,” siger hun.