Historien om kærligheden der udløste kollektiv kvalme

Da en britisk mor og søn i sidste uge stod frem og fortalte, at de ville gifte sig og have børn sammen, mødte de en global vrede og foragt. Selv kalder de det for ægte og uimodståelig kærlighed. Så hvorfor forarger det os sådan?

Vi er to alen af et stykke, og det er meningen, at vi skal være sammen, siger moderen Kim West, som henviser til et fænomet ”Genetic Sexual Attraction”, hvor genetisk relaterede forelsker sig i hinanden.
Vi er to alen af et stykke, og det er meningen, at vi skal være sammen, siger moderen Kim West, som henviser til et fænomet ”Genetic Sexual Attraction”, hvor genetisk relaterede forelsker sig i hinanden. Foto: Citat .

På forsiden af den britiske avis The New Day kunne man sidste uge læse historien om en usædvanlig kærlighed mellem mor og søn. En kærlighed, som ifølge den engelske mor er så stærk, at de to ikke kan gøre andet end at give efter. Moderen, den 51-årige Kim West, bortadopterede sin nyfødte søn for over 30 år siden. Han kom til at hedde Ben Ford og voksede op i USA, og de to havde ingen kontakt med hinanden indtil 2013, hvor han skrev til sin biologiske mor.
 
I dag mere end to år senere er mor og søn forelskede. De har ifølge avisen et passioneret sexliv og vil nu gifte sig og have børn sammen.
 
”Det er ikke incest. Det er GSA. Vi er to alen af et stykke, og det er meningen, at vi skal være sammen,” siger moderen, som henviser til et fænomet ”Genetic Sexual Attraction”, hvor genetisk relaterede er tiltrukket og forelsker sig i hinanden.

På de sociale medier har verden taget imod historien med vrede, afsky og ord som ”ad”, ”klamt” og ”ulækkert”. Og netop den reaktion – den kollektive kvalme, om man vil – er en oplagt og måske ligefrem sund reaktion på parrets historie. Sådan lyder det fra Anne Marie Pahuus, som forsker i etik og moralfilosofi ved Aarhus Universitet.

”Vi mennesker har kun få faste grænser. Og ligesom at vi ikke spiser andre mennesker, er det her en af dem.”

De to overskrider en grundlæggende moralsk intuition, som er dybt forankret i os. Lidt på samme måde, som at vi ikke sætter tænderne i rådne grøntsager, bliver vi ikke intime med vores sønner og døtre, forklarer hun.

”Det mener jeg også bunder i noget biologisk. Vi har en helt bestemt måde ”at rynke på næsen på”, som når der er noget mad, vi ikke sætter tænderne i, som giver os en umiddelbar afsky-reaktion. Og det er nok rigtig heldigt, for det er som bekendt ikke så godt med indavl,” siger Anne Marie Pahuus.

Så på den måde er det forståeligt, at man reagerer med foragt. Man får ikke børn med sine børn.

Men når forholdet mellem Kim West og Ben Ford så alligevel kan, hvis ikke forstås, så forklares, skyldes det Freuds ødipuskompleks. For langt de fleste sønner oplever på et tidspunkt en lyst til deres mor – måske tager den bare form i en drøm. Og det samme gælder forældre over for deres børn.

”Hvis ellers Freud har ret, er det noget, alle skal igennem for at forstå deres kønsidentitet. Og jeg tror, det er vigtigt at vedstå sig, at tanken dukker op som søn og teenager, men også som mor,” siger Anne Marie Paahus.

Noget af den folkelige forargelse kommer givetvis, fordi tanken selv har strejfet de fleste. Man føler, det kommer for tæt på, fordi vi alle ”ødipusser mere eller mindre i det ubevidste”, som etikprofessoren formulerer det. Og fordi vi, trods sønnens høje alder, oplever deres forhold som et overgreb. Mod sønnen og mod det kommende barn. Det lægger ekstra vægt i væmmelsen. Og måske er Kim West og Ben Ford bare først trådt ind i den ødipale fase i deres genforening.

De udlever det begær og forsøger at forsvare sig med, at det nærmest er ude af deres hænder at stoppe det. Men den køber Anne Marie Pahuus altså ikke: ”De har installeret sig selv i en parallel verden, hvor der kun er de to. De undskylder sig med, at lysten tvinger dem. Men når vi former vores tilskyndelser og begær, er det nok så meget på grund af alle de andre relationer og etiske forhold, som vi også står i.”

Hun forklarer, at der er to forskellige former for kærlighed i spil for de to. Den ubetingede kærlighed fra mor til barn og den lidenskabelige kærlighed. Og skulle man formaste sig til at tro, at dobbelt kærlighed er dobbelt så godt, tager man fejl.

”Der er ulykke i at tro, at lidenskaben er den eneste lykkeforventning, vi kan have til livet. At kunne være en del af et samfund er eksempelvis mindst lige så væsentligt,” siger Anne Marie Pahuus.

Komikeren Torben Chris kom i vælten i udlandet, fordi han delte et foto, hvor han tog et karbad med sin datter.
Komikeren Torben Chris kom i vælten i udlandet, fordi han delte et foto, hvor han tog et karbad med sin datter.

På den anden side, er vi også pædofili-forskrækkede i en grad, som vi ikke burde være, mener moralfilosoffen.

- Vi skal turde glæde os over den kropslighed, som findes hos vores børn. Vi skal turde røre ved dem. Også når de er i færd med at opdage deres kønsidentitet.

Måske husker du komikeren Torben Chris, som tog et karbad med sin datter. Det fik netop Storbritannien til at kløjes i eftermiddagsteen og udråbe det til krænkende og pædofili-agtigt.

Kim West og Ben Ford er nu gået under jorden i frygt for at blive anholdt og fængslet. Det er ikke lovligt for dem at få børn sammen, men de er endnu ikke anmeldt til politiet.