Prøv avisen
Historisk set

Historien trækker sine blodige spor i Cataloniens drøm om selvstændighed

I går fortsatte demonstrationerne i den catalonske hovedby, Barcelona, efter at spansk politi i onsdags arresterede 12 politikere og embedsmænd og beslaglagde 10 millioner stemmesedler op til en bebudet folkeafstemning den 1. oktober om catalonsk selvstændighed. – Foto: Emilio Morenatti/AP/ritzau

Striden om, hvorvidt Catalonien er en region i Spanien eller en suveræn nationalstat i EU, kulminerer i næste uge med en kontroversiel folkeafstemning. Cataloniernes konflikt med den spanske centralmagt rækker langt tilbage i tiden

Fodboldholdet FC Barcelonas tilhængere begynder at synge slagsange på Camp Nou på slaget 17.14, hvis modstanderen er et af de store spanske hold. Helst Real Madrid, men de gør det også mod andre hold. Det skyldes årstallet 1714.

Det lyder umiddelbart usandsynligt, at fodboldfans skulle gå op i et sådant årstal, men ikke i Barcelona, hovedbyen i Catalonien, der den 1. oktober skal stemme om selvstændighed, selvom Spaniens forfatningsdomstol har erklæret folkeafstemningen ulovlig. Den konservative spanske regering under Mariano Rajoy truer initiativtagerne med fængsel, bødestraf og det, der er værre, hvilket foreløbig har ført til anholdelsen af 12 lokale politikere og embedsmænd, ransagninger af selvstyrets regeringskontorer og beslaglæggelsen af 10 millioner stemmesedler.

Futbol Club Barcelona dyrker en catalonsk version af historien. Fortællingen viser tilbage til det store aragonske rige, som mellem 1200 og 1400 dominerede Middel- havet fra Mallorca, Sardinien og Sicilien til Grækenland og Sortehavet. Men i 1469 blev de to kongeriger Aragon og Kastilien forenet ved ægteskabet mellem Fernando 2., der var konge af Aragon (med Catalonien, Valencia, Bale-arerne og Cerdaña) fra 1479, og dronning Isabella af Kastilien og Leon. Det ægteskab lagde grunden til vore dages Spanien, der også en kort overgang i 1500-tallet til 1640 omfattede Portugal.

Men det var en personalunion i stil med Kalmarunionen i Norden, ikke en nationalstat. Nationalstat blev Den Pyrenæiske Halvø heller ikke senere, hverken i 1714, da bourbonerne vandt kongemagten efter den spanske arvefølgekrig, eller under Francos diktatur efter den spanske borgerkrig, der blandt andet handlede om Cataloniens og Baskerlandets status.

Arvefølgekrigen fra 1701 til 1714 blev udløst af, at den barnløse Carlos 2., der var habsburger, havde testamenteret tronen til Philip af den franske familie Bourbon. I denne konflikt allierede Catalonien sig med habsburgerne i Wien. Catalonierne ønskede en føderal organisering af Spanien, men krigen blev en fuldstændig katastrofe for catalonierne. Barcelona blev ødelagt efter en blodig belejring, hvor indbyggerne gjorde desperat modstand. Alle mænd og drenge over 14 år fik våben og kæmpede i 13 måneder mod en hær på 40.000 mand. Det udhungrede Barcelona kapitulerede omsider den 11. september 1714, der nu er Cataloniens nationaldag. Det catalonske selvstyre blev ophævet i 1716 med en række dekreter af Felipe 5., der bragte catalonierne under castiliansk lov.

Først i slutningen af 1800- tallet genopstod den catalonske selvstændighedsbevægelse, denne gang blandt en ny klasse af velhavende industrialister. Den industrielle revolution fandt sted i floddalene omkring Manresa, hvor der var vandkraft til at drive tekstilindustriens maskiner baseret på ulden fra fårene i bjergene.

Her skabtes den enorme rigdom, vi i dag beundrer i Barcelonas statelige kvarterer fra tiden omkring 1900, hvor nogle af den tidlige modernismes arkitekter udfoldede sig, især Antoni Gaudí (1852-1926) med de fantastiske, snoede og kurvede huse, herunder katedralen La Sagrada Familia, som islamistiske terrorister havde planer om at sprænge i luften i sommer. Og Gaudí var kun en blandt snesevis af eksperimenterende arkitekter, hvis bygninger besøgende i dag valfarter til. Ganske tilfældigt er det næppe heller, at malere som Joan Miró og Salvador Dalí stammer fra Catalonien, mens Pablo Picasso levede der en kort intens periode.

Ironisk nok var det især Barcelona og Catalonien, der profiterede af eksporten til det tidligere spanske koloni-rige i Sydamerika. Den deraf følgende økonomiske vækst lagde grunden til en kulturel og politisk opblomstring, som i 1892 kronedes med planer for et autonomt Catalonien i en føderal spansk stat.

I 1931 proklameredes en kortvarig catalonsk republik, og i foråret 1936 lykkedes det trods kraftig modstand fra de øvrige republikanske partier det catalonske selvstyreparti sammen med baskerne i tre af de baskiske provinser – Navarra tilsluttede sig na-tionalisternes oprør – at sikre en vidtgående autonomi inden for en føderal spansk republik. Den catalonske regering, Generalitat, kæmpede tappert til det sidste mod Francisco Francos oprør under borgerkrigen, og Barcelona kapitulerede som den sidste republikanske bastion i januar 1939.

Formelt fortsatte Generalitat i eksil fra 1940 til 1980, og præsidenten fra 1954 til 1980, Josep Tarradellas, levede i eksil på den spanske republiks ambassade i Mexico og deltog i forhandlingerne om genindførelse af demokratiet under Francos efterfølger, Adolfo Suárez.

Med vedtagelsen af en ny forfatning for Spanien genoprettedes Cataloniens selvstyre i 1979. Ved det første frie valg i 1980 blev Jordi Pujol valgt til præsident for Generalitat som nummer 126 i rækken. Han kæmpede for catalonsk selvstyre som leder af det borgerlige parti Convergència i Unió, som han stiftede i 1974. Hans eftermæle er dog plettet af afsløringen af storstilet korruption, og partiet har nu en ny ledelse efter en periode med Artur Mas. Afløseren Carles Puigdemont er ikke korrupt, men en fanatisk catalonsk nationalist, som ikke vil gå på kompromis med den centrale regering i Madrid.

Sporene fra Francos undertrykkelse af alle udtryk for catalonsk selvstændighed og egenart sidder dybt. Det er baggrunden for, at de borgerlige cataloniere med alle midler arbejder for selvstændighed i samarbejde med det radikale nationale og socialistiske Esquerra Republicana de Catalunya. Det er en giftig cocktail, som det er svært for tilhængerne af et fortsat Spanien i det regerende Partido Popular og det socialdemokratiske PSOE at stille noget op mod.

Catalonien er den rigeste region i Spanien sammen med Baskerlandet. I EU overgås gennemsnitsindtægten i Barcelona kun af byer som Hamborg, London, Paris og Milano, og Catalonien er på næsten alle måder en succes. Om det er i kraft af nationalismen, som catalonierne selv hævder, eller om det er på trods af den, som det hævdes i Madrid, er dog omstridt.

Et faktum er, at Franco-tidens undertrykkelse i dag nærmest er vendt på hovedet, således at catalonsk nu er første sprog overalt, engelsk nummer to og spansk modvilligt accepteret som nummer tre. Der udgives en regional avis på spansk, La Vanguardia, men det er en mindre indrømmelse til den halvdel af befolkningen, som er indvandrere fra det øvrige Spanien, først og fremmest fra Andalusien.

De spansktalende indvandrere er taberne i den kulturelle selvstændiggørelse, som den catalonske nationalisme har trumfet igennem, men deres børn, der har gået i catalonske skoler, hvor spansk behandles som et fremmedsprog, set catalonsk tv og læst catalonske tegneserier, er efter stemmetallene at dømme blevet, om ikke catalonske nationalister, så i hvert fald catalonske regionalister. Hvordan konflikten med den stædige galicier Mariano Rajoy i Madrid spænder af, er helt uforudsigeligt.