Joe Biden er kommet overraskende godt fra start: Han kan blive Roosevelts arvtager

USA’s præsident, Joe Biden, har nu været præsident i 100 dage, og har fået en enestående chance til ikke blot at være en overgangsfigur, siger den fremtrædende kommentator Jonathan Alter

Joe Biden har kunnet køre en række politiske sejre i hus i sine første 100 dage i embedet, fordi hans ukonventionelle og kontroversielle forgænger, Donald Trump, satte barren lavt i embedet, mener historikeren Jonathan Alter. – Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix.

Historien gentager ikke sig selv, men nogle gange rimer den. Hvis det ræsonnement er sandt, kan USA’s 32. og 46. præsidenter, Franklin D. Roosevelt og Joe Biden, ende som et versepar.

Det siger den prisvindende amerikanske historiker og politiske analytiker Jonathan Alter, nu da Joe Biden i morgen kan markere sine første 100 dage i embedet.

Selvom det er for tidligt at sammenligne Biden med den ikoniske Roosevelt, der i sine 12 år som præsident løftede USA ud af 1930’ernes store depression, og som med massive offentlige investeringer lagde grunden til den amerikanske velfærdsstat, så er parallellerne mellem de to præsidenter indlysende, mener Jonathan Alter. Han henviser blandt andet til Bidens underskrivelse af en historisk 1900 milliarder dollars – 11.860 milliarder kroner – dyr økonomisk hjælpepakke, der inkluderer kontante udbetalinger til de fleste amerikanere og enorme investeringer i fattigdomsbekæmpelse, samt hans succes med at få vaccineret amerikanerne mod coronavirussen.

En af Joe Bidens første store udenrigspolitiske sejre er det virtuelle klimatopmøde med stats- og regeringschefer fra 40 lande, som han i sidse uge havde indkaldt til. – Foto: Johanna Geron/Pool/AFP/Ritzau Scanpix.

”Både Joe Biden og Franklin D. Roosevelt overtog præsidentposten på et tidspunkt, hvor USA’s politiske system oplevede en ægte eksistentiel krise, og Biden har haft en debut som præsident, der matcher Roosevelts. Helt konkret har han med en af verdens største og hurtigste vaccinationskampagner samt underskrivelsen af hjælpepakken rakt amerikanske husholdninger en hjælpende hånd, der kunne mærkes på manges privatøkonomi næsten omgående. På længere sigt arbejder Biden hen imod en anden vigtig målsætning, som han har tilfælles med Roosevelt: at genoprette befolkningens tillid til, at den føderale regering arbejder for dem og rent faktisk kan løse problemer og levere hurtige, håndgribelige resultater,” siger Jonathan Alter, der har skrevet biografier om flere amerikanske præsidenter, heriblandt Franklin D. Roosevelt og Barack Obama.

Præsident Bidens ambitiøse og svimlende dyre genopbygningsplan ”Build Back Better” har samme revolutionære vision for USA, som Franklin D. Roosevelts sociale og økonomiske New Deal-reformprogram havde i 1930’erne, vurderer Jonathan Alter. Bidens plan inkluderer både forslag til at opgradere USA’s infrastruktur og til at investere i omsorgssektoren og andre dele af ”serviceinfrastrukturen”, og den har potentialet til at ændre USA’s kurs i årtier fremover, mener den amerikanske historiker.

”De seneste mange år har amerikansk politik kredset om, hvorvidt staten bruger for mange penge, og om skatteniveauet er for højt. Præsident Bidens bredere målsætning er at ændre USA ved at ændre betingelserne for debatten. Han argumenterer for, at det er mere risikabelt at bruge for få penge end at bruge for mange penge. Biden trækker meget tydeligt ansvaret for at skabe jobs og for at drage omsorg for befolkningen væk fra den private sektor og markedskræfterne og placerer det hos staten. Det er samme slags filosofiske skifte, som Roosevelt stod for i 1930’erne, men som ikke har været ret populært i Washington de seneste år,” siger han.

Joe Biden, der her besøger soldaterkirkegården Arlington for at hylde faldne soldater fra krigen i Afghanistan, har holdt fast i sin republikanske forgænger, Donald Trumps, beslutning om at trække de sidste amerikanske soldater ud af det krigshærgede land. Nu skal det blot ske et halvt år senere inden den 11. september. – Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix.

Men USA som helhed er klar til at favne dette skifte trods udsigten til skattestigninger for dem, der tjener mere end 400.000 dollars (cirka 2,5 millioner kroner) om året, og en hastigt voksende statsgæld, forudser Jonathan Alter.

”Frygten for skattestigninger er blevet mindre i USA, og bekymringen over ulighed er blevet større. Den amerikanske befolkning har i lang tid generelt bakket op om et højere skattetryk for de mest velhavende borgere og for de største virksomheder, og den politiske debat er nu begyndt at hale ind på folkestemningen. Coronapandemien har yderligere sat fart under bevægelsen væk fra idéen om, at staten skal blande sig mindst muligt i økonomien og i hverdagslivet,” siger han.

Som historiker og skribent har Jonathan Alter dækket Joe Bidens politiske liv igennem flere årtier, og han er overrasket over, hvor godt den 78-årige veteran er kommet fra start i præsidentembedet.

”Jeg forventede, at Biden var for udisciplineret til at være virkelig effektiv og til at spille det komplicerede spil, som præsidentembedet kræver, uden konstant at træde i spinaten eller støde ind i store forhindringer. Men det har vist sig, at Joe Biden er en undtagelse til reglen om, at det er umuligt at lære en gammel hund nye tricks,” siger han.

Joe Bidens foreløbige succes er dog også et resultatet af ting, som præsidenten ikke selv er herre over, understreger Jonathan Alter.

”Biden fulgte i hælene på en præsident, Donald Trump, der satte barren lavt. Samtidig arvede han en folkesundhedskrise, der i høj grad var moden til at blive taget hånd om. Det er en gammel sandhed, at kriser skaber muligheder. Biden fik en helt enestående chance for at blive mere end bare en overgangsfigur. Han har en række fordele: Han er vellidt, han har utroligt gode politiske instinkter, og han har masser af politisk erfaring. Og han har et demokratisk flertal i Senatet, omend det er papirstyndt,” siger han.

Siden Joe Bidens tiltrædelse er antallet af latinamerikanske migranter, der søger mod den mexicansk-amerikanske grænse, eksploderet, fordi præsidenten har lovet at føre en mere human indvandringspolitik end sin forgænger, Donald Trump. ”Biden, luk os ind”, står der på de T-shirts, som migranterne her har på i Tijuana. – Foto: Jorge Duenes/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvis Joe Biden skal gøre sig håb om at opnå permanent strukturel forandring, så er han nødt til at knytte sit politiske program til en ”åndelig fornyelse af USA’s borgerreligion”, tilføjer Jonathan Alter.

”Amerikanerne har som folk nogle fælles moralske antagelser og en fælles tro på demokratiet og på det kollektive bedste, men denne ’borgerreligion’ er blevet udvandet igennem de seneste år. Præsident Biden gør klogt i at forsøge at genoplive og reparere det amerikanske projekt og på troværdig vis gøre sig til nationens moralske leder. Han skal vise, at staten kan løse problemer, og han skal motivere amerikanerne til at genoplive de værdier, der traditionelt har bundet os sammen,” siger han.

Med kun 100 dage bag sig er det endnu for tidligt at konkludere, om Joe Bidens præsidentskab vil markere et lige så skarpt og permanent ”politisk og psykologisk” brud med fortiden, som Franklin D. Roosevelts lederskab gjorde før og under Anden Verdenskrig, understreger Jonathan Alter.

Vicepræsident Kamala Harris ser på, da Joe Biden den 30. marts ved sit skrivebord i Det Ovale Kontor underskriver loven om Paycheck Protection Program, som er en del af den gigantiske coronahjælpepakke, og som giver amerikanske virksomheder og selvstændige mulighed for at låne penge til fortsat at udbetale løn til deres ansatte. – Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Roosevelt havde det nemmere i Kongressen, hvor han modsat Biden havde store flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Men det er en myte, at Kongressen bare gav Roosevelt en blankocheck, og at nyhedsmedierne gav ham fripas. Han var nødt til at indgå kompromiser, og Biden vil blive nødt til at gøre det samme. Noget af det, som taler til Bidens fordel, er hans varme personlighed og empati. Det er svært ikke at synes om ham, og det er også en anden kvalitet, som han deler med Roosevelt. Den daværende britiske premierminister Winston Churchill sagde engang, at det at møde Roosevelt var som at ’åbne din første flaske champagne’. At møde Biden er som at møde en logrende terapihund for første gang,” siger han.

Uanset hvad fremtiden bringer, er Biden og Roosevelt på grund af størrelsen og bredden af deres progressive ambitioner nu forbundne i historien, forudser Jonathan Alter:

”Biden er heldig nok til at være blevet valgt på et tidspunkt, hvor amerikansk histories kredsløb snurrer til venstre. Tiden vil vise, om han spilder sine muligheder, eller om han bliver en af de store præsidenter.”

Coronakrisen har præget Joe Bidens første måneder i embedet. Da USA sidst i februar nåede op på flere end 500.000 coronadødsfald, mindedes den katolske præsident og hans hustru, Jill Biden, ofrene med et minuts stilhed ved en mindehøjtidelighed foran Det Hvide Hus. – Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix.