Spørger man, hvad der skete i 1945, vil mange formentlig straks nævne nazismens sammenbrud og Anden Verdenskrigs afslutning. Spørger man, hvad der skete i 1989, vil de fleste sikkert pege på Berlinmurens fald. Men spørger man, hvorfor året 1979 var så afgørende, falder svaret næppe så prompte. Ikke desto mindre er det værd at beskæftige sig med 1979, hvis man vil forstå den tid, vi i dag lever i. For få år har haft så stor betydning for verdens tilstand i dag, mener den tyske historiker Frank Bösch, som er aktuel med bogen ”Zeitenwende 1979. Als die Welt von heute begann” (Vendepunkt 1979. Da verden af i dag begyndte).
”Jeg er ikke ude på at lave en konkurrence om årstal, men fokus på andre år end 1945 og 1989 synliggør andre sider af historien. Jeg ville skrive en historie om nutiden, og mit udgangspunkt var spørgsmålet: ’Hvor kommer de aktuelle udfordringer fra?’. Det blev klart for mig, at 1979 er et godt sted at stille sig, hvis man vil forstå mange af de spørgsmål, vi diskuterer i dag, såsom flygtninge, radikal islam, religionens plads i offentligheden og miljødebatten,” siger Frank Bösch i sit kontor ved Center for Samtidshistorisk Forskning i Potsdam syd for Berlin, hvor han uden at trække vejret trækker streger på kryds og tværs af begivenheder, som på overfladen ligner isolerede eksempler:
Den iranske revolution gjorde fundamentalistisk islam til en politisk magtfaktor og øvede samtidig indflydelse på den anden store oliekrise, som igen var med til at bane vej for miljøbevægelser og fokus på nye, bæredygtige energikilder. Den globale olie- og finanskrise banede også vej for den britiske konservative premierminister Margaret Thatcher og hendes neoliberalistiske reformer, som i dag fremhæves som forbillede og skræmmeeksempel alt efter politisk anskuelse. Samtidig førte pave Johannes Paul II’s besøg i det kommunistiske Polen og Sovjetunionens invasion af Afghanistan til en svækkelse af de kommunistiske regimer. Og mens pavebesøget gav kristendommen en ny fremtrædende plads i offentligheden som en af de største modvægte til de østeuropæiske regimer, gav afghanernes kamp mod den sovjetiske overmagt grobund til en ny forestilling om muslimske hellige krigere. En forestilling, som kan spores helt op til de senere års terrorangreb mod vestlige mål.
”Religionens rolle var en overraskende opdagelse for mig. Vi har formentlig glemt det i dag. Men i begyndelsen af 1970’erne gik man ud fra, at religionen havde udspillet sin rolle, kirkerne blev mere og mere tomme, også i Danmark. Men pludselig var billedet et helt andet, religionen kom tilbage i offentligheden med en uforudset kraft, og dens politiske betydning tog til overalt, fra islamisk fundamentalisme over pavens og kirkens udfordring af kommunismen til Moral Majority-bevægelsen i USA og befrielsesteologien i Nicaragua og Latinamerika, som lægger vægt på social retfærdighed og fik dele af den ellers kirkekritiske venstrefløj til at interessere sig for en fællesskabsorienteret kristendom,” siger han og peger på endnu et markant spor i dag:
”Selvom Europa er den globale undtagelse, hvor religionens betydning ikke vokser, har religion som del af den politiske argumentation vundet fremgang og bliver især brugt til at afgrænse nogle grupper fra andre. Højrefløjspartiet Alternativ for Tyskland påberåber sig for eksempel en kristen arv og definerer sig ud fra kristendommen i modsætning til islam, selvom vælgerne især i det gamle Østtyskland sjældent går i kirke. Det er blandt andet arven efter den iranske revolution, som var med til at danne stereotype billeder af islam, og Bild (Tysklands største avis, red.) skrev dengang, at vi nu alle skal være muslimer for overhovedet at få olie.”
I dag taler man meget om, at EU er i krise, og Storbritannien skal efter planen forlade unionen i nær fremtid. Hvad kan 1979 lære os i den sammenhæng?
”Dengang kunne man fortælle en lignende historie. EU stod i en fundamental krise, der var en udbredt følelse af stagnation, og man talte om eurosklerose. Allerede da var der stærkt EU-kritiske strømninger i Stor-britannien, som blev styrket med Thatcher og hendes ’I want my money back’ (Jeg vil have mine penge tilbage), og som førte til et lavere økonomisk britisk bidrag til De Europæiske Fællesskaber. Men krisen ansporede også til at aktivere Europa politisk og nedefra, man udskrev det første valg til Europa-Parlamentet, som havde stor deltagelse, og man indførte ecuen, en forløber for euroen, som siden er blevet det stærkeste økonomiske bindemiddel i Europa. Så selvom der er grund til en vis pessimisme i dag, er det værd at huske, at det, vi kalder for en krise, også kan give anledning til at prøve noget nyt og finde nye løsninger. Unionen faldt heller ikke fra hinanden i 1979,” siger han.
Flygtningekrisen i Europa i de senere år har ellers set ud, som om den kunne få unionen til at falde fra hinanden. Tyskland har uden held insisteret på en fælleseuropæisk løsning, mens lande som Polen og Ungarn har afvist at tage imod asylansøgere – en holdning, som i stigende grad finder fodfæste i Italien og Østrig. Men Frank Bösch vil hellere tale om en tilbagegang end krise. For krise er et medicinsk begreb, der betegner en fuldstændig akut situation, hvor en person svæver mellem liv og død. Det er ikke tilfældet for Europa.
”Som historiker lærer man, at krise ofte er noget, vi tilskriver en situation. Man talte også om en krise i 1979, da titusindvis af bådflygtninge fra Sydøstasien kom til Tyskland. Men integrationen af dem viste sig at blive en absolut succeshistorie,” siger han og påpeger, at to tredjedele af den gruppe, der har vietnamesiske rødder, i dag tager en studentereksamen mod 40 procent af gammel-tyskerne.
Begivenhederne omkring de vietnamesiske flygtninge i 1979, den første store gruppe af ikke-europæiske flygtninge, viser os også, hvor meget enkelt-aktører faktisk kan opnå, når de tager sagen i egen hånd, mener Frank Bösch. Han nævner den tyske journalist Rupert Neudeck, som blev kendt verden over, da han på eget initiativ rejste penge til et skib, ”Cap Anamur”, og formåede at redde næsten 10.000 vietnamesiske bådflygtninge i Det Sydkinesiske Hav og få dem til Tyskland.
1979 kan ligeledes give vestlige lande et andet blik på udenrigspolitisk krisehåndtering, ikke mindst i en tid, hvor USA’s præsident, Donald Trump, har trukket sig fra atomaftalen med Iran og indført nogle af de hidtil hårdeste sanktioner mod præstestyret, mener Frank Bösch.
”Man kan lære, at knaldhårde sanktioner ofte ikke fører andet med sig end, at landene lukker sig om sig selv, og dermed mister man enhver mulighed for politisk kontakt. Tyskland var i forbindelse med den iran- ske revolution stærkt optaget af at føre hemmelige samtaler med Iran, og selv i de svære situationer havde man kontakt. Et let pres, som kan intensiveres, uden at kontakten afbrydes, har vist sig mere fordelagtigt.”
Men generelt betragtet lader andre forskere og meningsdannere til at se noget mere pessimistisk på situationen i dag end dig?
”Jeg siger ikke, at der slet ikke er grund til pessimisme. Men hvad jeg har lært gennem min forskning, er, at meget få eksperter faktisk ved ret meget om, hvor verden er på vej hen, og at der historisk set opstår nye situationer og nye løsninger, som ingen eksperter er forberedte på.”
”Næsten ingen islamforskere beskæftigede sig med radikal islam, da det blev et tema, og da Kina begyndte at udvikle sig til en ny økonomisk stormagt, kunne de fleste specialister kun sige noget om det daværende Kina. Ingen havde heller forudset, at vi fandt nye, bæredygtige veje til at løse energikrisen. Så eksperter tager ofte fejl i deres pessimistiske prognoser, blandt andet fordi prognoserne sjovt nok hjælper med at hindre, at de går i opfyldelse,” siger han.