Kriserne begyndte at hobe sig op i samme øjeblik, amerikanerne skød nytåret ind.
I januar indledte Senatet i Washington for kun tredje gang i nationens historie en rigsretssag mod en præsident. I februar blev præsident Donald Trump frikendt i rigsretssagen, og senere samme måned registrerede USA det første coronarelaterede dødsfald.
I midten af marts blev bekymring over den nye virus erstattet af eksistentiel panik. Delstaterne begyndte at lukke ned, og millioner af amerikanere mistede deres job. I april meldte sygehuse i epidemiens epicenter, New York, om desperate tilstande, og pandemien kostede hver dag flere end 1000 amerikanere livet. Læger og sygeplejersker tryglede om værnemidler, og talrige fortvivlede børn måtte sige det sidste farvel til deres døende forældre over en mobiltelefonforbindelse.
I slutningen af maj antændte mobiltelefonoptagelser af politiets brutale drab på afroamerikaneren George Floyd voldsomme raceuroligheder, der satte kvarterer i flere amerikanske storbyer i brand. Præsident Donald Trump lancerede en ”lov og orden”-kampagne og antydede, at demonstranter risikerede at blive skudt. I juni bredte de fortrinsvist fredelige massedemonstrationer sig til alle afkroge af USA, og demonstranter begyndte at rive statuer af konføderationshelte og slaveejere ned, hvorved en ny kulturkamp mellem højre- og venstrefløjen blev antændt.
Nu er det juli, og corona-pandemien er igen på fremmarch i 40 af landets 50 delstater. Natten til i går satte USA med 54.879 nyregistrerede smittetilfælde global rekord for det højeste antal smittede i løbet af et døgn. Mismodet vokser. Og der er stadig seks måneder tilbage af 2020.
Amerikanerne markerer i dag deres nationaldag under en mørk sky af simultane akutte kriser. Præsident Trump markerer dagen med et storslået fyrværkerishow i Washington, men mange af hans landsmænd har ikke meget at fejre.
USA synes lige nu at gennemleve en brydningstid uden fortilfælde i amerikansk historie. Men selvom 2020 er et rædselsår, så har USA i sin tre århundreder gamle historie oplevet epoker, der var langt mere tumultariske end den nuværende. Det siger den fremtrædende historiker H.W. Brands, der er professor på University of Texas i Austin og forfatter til 30 bøger om amerikansk historie. Han peger på, at USA fra nationens stiftelse i 1776 og frem til afslutningen af den kolde krig var i næsten uafbrudt krise kun afbrudt af enkelte fredelige perioder.
”Hver generation tror, at dens trængsler er større end de, der er gået forud. De nuværende plager, som har ramt USA, er usædvanlige, men de nærmer sig ikke det forrige århundredes verdenskrige. Der synes heller ikke at være de strukturelle svagheder i verdensøkonomien, der producerede 1930’ernes store økonomiske depression. Borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne var langt mere reformskabende, end den nuværende synes at være. Og præsident Trump overlevede rigsretssagen imod ham, så vi kommer ikke til at opleve en præsident, der destabiliserer Washington og nationen ved at forlade embedet før tid. Alt i alt er den tid, som vi lever i, forbløffende set med vores egne moderne synsvinkel, men den er det ikke set i et historisk perspektiv,” siger H.W. Brands.
Den amerikanske historiker erklærer sig dog samtidig enig i, at spliden i det moderne USA er dybere, end den har været på noget andet tidspunkt siden Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865), hvor selve nationens eksistens var truet. USA præges af mistillid og uro, og det grundlæggende værdifællesskab, der kitter nationen sammen, synes at være i skred. End ikke coronapandemiens grusomme hærgen har fået amerikanerne til at rykke sammen. Befolkningen er dybt uenig om nationens kurs, og i Washington fører partierne skyttegravskrig.
”Polariseringen i USA, hvad angår national partipolitik, er næsten uden fortilfælde. Tidligere var der et filosofisk overlap mellem de to partier. Liberale republikanere kunne finde fælles fodslag med konservative demokrater, og tværpolitisk samarbejde var et almindeligt syn. Det er ikke tilfældet længere. Nu er alle republikanere i Washington konservative, og alle demokrater er liberale, og der er ingen fælles holdninger eller muligheder for at mødes på midten. Dette afbødes dog lidt af, at situationen er anderledes i lokalpolitik mange steder i landet. Især i storbyerne samarbejder politikere af forskellige ideologiske overbevisninger, og de er af samme grund langt mere produktive end landspolitikerne,” siger han.
H.W. Brands har skrevet 30 bøger om amerikansk historie, heriblandt biografier om præsidenter som Woodrow Wilson, Andrew Jackson og Ronald Reagan. Han mener generelt, at amerikanerne er alt for fikseret på deres præsidenter og endda har opbygget en ”kult” omkring embedet, hvilket er med til at forklare fænomenet Donald Trump.
”Kendispræsidenter er ikke en nyskabelse i amerikansk politik. Theodore Roosevelt var i begyndelsen af det 20. århundrede den første af slagsen, og han grundlagde den forestilling, at præsidenten er centrum for den amerikanske politiske bevidsthed. Der er et samspil mellem præsidenten og medierne, fordi det praktisk og stilistisk er nemmere at fokusere på én person end en gruppe såsom Kongressen. Blandt konsekvenserne af dette er, at vi forventer for meget af den person, der sidder i Det Hvide Hus,” siger han.
I dag fejrer USA sin 244. fødselsdag med en stærkt ukonventionel og ekstremt kontroversiel præsident i spidsen. Trods det store ståhej omkring Donald Trump er det for tidligt at forudsige, om hans præsidentskab bliver en parentes i historien, eller om han kommer til at søsætte en ny epoke i amerikansk politik, mener H.W. Brands:
”Donald Trump laver med sin bombastiske, narcissistiske, konfrontatoriske stil en masse larm. Men svaret på, om Trump er en anomali, eller om han rent faktisk har ændret præsidentembedet, kan jeg først give efter valgdagen i november. Hvis Trump bliver genvalgt, så har det amerikanske folk signaleret deres godkendelse af hans præstation som præsident. Og først dér vil de forandringer, han har foranle-diget, være nødt til at blive betragtet som den nye norm.”
Ligesom de fleste andre iagttagere af amerikansk politik forventer historikeren, at det kommende præsidentvalg på grund af den politiske og samfundsmæssige splittelse bliver blandt de giftigste og mest forbitrede i nyere tid. Men han er generelt optimistisk omkring USA’s evne til at overleve som demokrati og til at bevare sin sociale sammenhængskraft på både kort og lang sigt:
”Vi amerikanere har en formidabel evne til at hutle os igennem. Jeg går ud fra, at vi vil fortsætte med at hutle os igennem.”