Han er israeler. Han er vokset op i Haifa, hvor hans forældre slog sig ned i det daværende Palæstina efter at være flygtet fra nazismens Tyskland i 1930'erne. Han har været soldat i den israelske hær og kæmpede blandt andet i Golanhøjderne under Yom Kippur-krigen i 1973.
Han føler sig som israeler. Det er hans land, hans identitet. Men for to år siden valgte den 55-årige Ilan Pappe alligevel at flytte med sin familie til Storbritannien, hvor han nu er professor i historie ved universitetet i Exeter. Israel var blevet for broget. Pappes udlægning af landets historie – hvor han blandt andet beskylder Israel for at have ført en bevidst etnisk udrensning af palæstinenserne – havde gjort ham til en af de mest forhadte intellektuelle i landet. Han blev fordømt i parlamentet, Knesset; han modtog dødstrusler og blev truet med fyring fra Haifa Universitet, hvor han var ansat.
– Det sker, at man må betale en høj pris for at være kritisk, siger Ilan Pappe udglattende, når man spørger til, hvordan det er at være så ugleset af hovedparten af sine egne landsmænd.
Han har sammenlignet israelernes reaktion på hans bøger og kommentarer med mennesker, der smadrer spejlet, når det viser noget, de ikke bryder sig om.
– Jeg er det spejl, israelerne ikke ønsker at se i, siger Pappe.
Den israelske historiker var forleden i Danmark for at give foredrag og interviews i forbindelse med den danske udgivelse af hans bog "Det moderne Palæstinas historie – Et land, to folk". Og det er netop mere end noget andet Pappes vurdering af de historiske begivenheder, der leder frem til staten Israel, der har gjort ham til en kontroversiel figur.
Pappe tilhører – sammen med nogle få andre israelske historikere – en gruppe, der kaldes "De nye historikere". Gruppen er løst defineret, og dens "medlemmer" er ikke absolut enige om alt, men nogle af deres vigtigste fælles pointer er, at Israel i et eller andet omfang aktivt var med til at fordrive de omkring 700.000 palæstinensere, der flygtede i forbindelse med grundlæggelsen af Israel, samt at Israel bærer hovedansvaret for, at der ikke forlængst er sluttet fred mellem Israel og palæstinenserne.
For Ilan Pappe er nøgleordet i høj grad "kolonisering". Israel har opført sig – og opfører sig stadig – som en kolonimagt i forhold til palæstinenserne, mener han. Alt, hvad Israel foretager sig i forhold til palæstinenserne, har dybest set til formål at skabe et israelsk – et zionistisk – overherredømme.
Gennem årtier har Israel sørget for at få kontrol med alt, hvad der er værd at kontrollere i de palæstinensiske områder. Gennem sine bosættelser og opførelsen af sikkerhedsmuren, men også gennem kontrol med vandet, vejnettet, palæstinensernes bevægelsesfrihed, deres handel og økonomi. Målet har været at skabe en fysisk og praktisk realitet, som ikke nok så mange fredsaftaler kan ændre, mener Ilan Pappe.
– Virkeligheden har forlængst gjort en tostatsløsning umulig. Kendsgerningerne viser, at Israel aldrig vil acceptere anden form for palæstinensisk nation end en statsløs stat inden for to bantustans (de områder i Sydafrika, som havde til opgave at være "hjemlande" for landets sorte indbyggere) på henholdsvis Vestbredden og i Gaza.
– Faktum er, at der allerede eksisterer én fælles stat, ensidigt kontrolleret af israelerne. Udfordringen er at ændre dens væsen og regime, siger Pappe.
Ilan Pappe mener ikke, at det giver nogen mening at lade, som om der er et valg mellem en og to stater i en fredsløsning. I praksis står valget alene mellem at bevare situationen, som den er i dag, eller at danne en fælles stat.
– Tostatsløsningen er ikke andet end at legitimere de vilkår, der eksisterer i dag. Idéen om to stater er blevet prøvet gennem 60 år, og det eneste, den har bragt med sig, er en fortsættelse af eksilet for flygtningene, besættelse, diskrimination og udplyndring, siger han.
Hvor overbevist Ilan Pappe end er om, at en enstatsløsning er den eneste farbare vej ud af striden mellem israelere og palæstinensere, hvis palæstinenserne skal have en ægte forbedring af deres levevilkår i en demokratisk stat, erkender han, at det store flertal i begge befolkninger stadig betragter forslaget med noget, der ligger et sted mellem total afvisning og dyb hovedrysten. Årtiers bitre uforsonlighed og begge befolkningsgruppers intense ønske om at være herre i eget hus gør det utænkeligt at tro på en fredelig sameksistens inden for fælles grænser. Ilan Pappes vurdering er dog, at der er store forandringer på vej blandt palæstinenserne.
– Folk er ikke blinde. Mange er ved at ændre holdning, og man skal ikke lægge for stor betydning i, hvad de palæstinensiske politikere siger. De palæstinensiske myndigheder vil være de sidste, der bakker op om idéen. De har jo fordel af et tostatssystem, understreger han.
Men Ilan Pappe kan sagtens forstå, at mange palæstinensere på Vestbredden og i Gaza blankt afviser en fælles stat.
– Det er forståeligt, at de, der lever på Vestbredden og i Gaza, er usikre på, hvad de kan få ud af at leve i en fælles stat. Det ville jeg også være, hvis jeg boede i et besat område. Så ønsker man bare, at besætterne skal forsvinde, Men israelerne forsvinder ikke. Og det er ved at gå op for folk, siger han.
Med undtagelse af det palæstinensiske mindretal i Israel er hovedparten af israelerne også lodret imod en enstatsløsning. For israelerne giver det en særlig grund til frygt, at de kan se frem til i løbet af få år at blive et mindretal i en fælles stat, fordi palæstinenserne får flere børn, end de gør. Men udviklingen arbejder mod Israel – og jo før landet indser det, jo bedre, mener Ilan Pappe.
– Hvis Israel har tænkt sig at blive ved med at være en racistisk, etnisk stat, vil den tabe. Israelerne er de fremmede midt blandt arabiske befolkninger. Historien viser os, at kolonisatorer ender med at blive fordrevet, og det vil israelerne også blive, hvis regeringen ikke ændrer politik, siger Ilan Pappe.
Han er med på, at de arabiske landes regeringer i stigende grad støtter Israel og reserverer deres solidaritet med palæstinenserne til skåltalerne. Det ændrer ikke hans overordnede konklusion.
– Man skal ikke lade sig forblænde af, at de arabiske regimer accepterer Israel. Det gør deres befolkninger ikke, ligesom befolkningerne ikke accepterer deres egne regeringer. Der foregår to parallelle processer. De arabiske befolkninger forsøger på en gang at gøre oprør mod deres egne regimer og Israels undertrykkelse af palæstinenserne, siger han.
Det er også et vægtigt argument for Ilan Pappe, at en enstatsløsning vil sikre de flere end fire millioner palæstinensiske flygtninge, som er registreret af FN, bedre end en tostatsløsning, fordi der ganske enkelt vil være meget mere plads og bedre økonomi til at lade dem vende tilbage. For ham er det afgørende, at en fredsløsning også tager hensyn til flygtningene.
– Vi har en moralsk forpligtelse til at lade de palæstinensiske flygtninge få et stort ord indført.
Det er umuligt at vide, hvor mange af eksilpalæstinenserne, der reelt vil vende tilbage, hvis de får mulighed for det, men selv hvis de skulle tælles i millioner, afviser Pappe, at det vil være et problem.
– Det er ikke urealistisk at bringe dem tilbage. Israel tog mod 1,5 million russere uden problemer. Hvis nogle har problemer med at lade flygtningene komme tilbage, skyldes det ideologi, ikke praktiske omstændigheder, pointerer han.
Ilan Pappe er opmærksom på, at der er en fare for, at palæstinenserne i en fælles stat blot vil ende som en gruppe andenrangsborgere – formelt ligestillet, men i praksis dårligere uddannet, fattigere og med dårligere leve- og arbejdsvilkår. Som i dagens Sydafrika, hvor der efter manges mening stadig eksisterer en økonomisk apartheid.
– Det er en reel fare, som man skal være opmærksom på, men jeg mener, at man undervurderer palæstinensernes evne til at blive stærke og magtfulde. Risikoen for, at der opstår et problem, er ikke et tilstrækkeligt argument for, at man skal lade være med at stræbe efter en løsning. Økonomisk apartheid i et tostatssystem er værre end i en fælles stat, vurderer han.
Sydafrika dukker jævnligt op i en samtale med Ilan Pappe. Landet, som var skamredet af apartheid indtil for 20 år siden, har efter historikerens mening flere lighedspunkter med Israel – men også en del forskelle, understreger han – og omverdenen kunne med fordel lære af udviklingen i Sydafrika. For Pappe har zionismen skabt samme vilkår for palæstinenserne under den israelske besættelse, som apartheid gjorde i Sydafrika for den sorte befolkning. Undertrykkelse og kontrol. Nationen Israel er blevet skabt ved at udplyndre palæstinenserne.
Hvor er så israelernes og palæstinensernes svar på Nelson Mandela og Frederik de Klerk, de to sydafrikanske ledere – den sorte og den hvide – der lagde stenene til det nye demokratiske Sydafrika og i 1993 modtog Nobels Fredspris i fællesskab for deres indsats?
Ilan Pappe indrømmer gerne, at deres ligemænd ikke er til at få øje på i det nuværende mellemøstlige landskab, men det afskrækker ham ikke.
– De kommer. Det er ikke blot mennesker, der skaber processer. Processer skaber også mennesker, og når udviklingen har bevæget sig tilstrækkeligt, vil de rigtige mennesker være der, mener han.
Derfor er der også brug for, at omverdenen hjælper udviklingen på vej ved at boykotte Israel økonomisk og kulturelt, præcis som det skete over for Sydafrika, mener Pappe. Han har gennem mange år været en stærkt fortaler for boykot på forskellige niveauer, fordi han ser det som det mest fredelige og effektive middel til at tvinge Israel til en erkendelse af, at der er brug for en ny politik.
– Ud fra ethvert tænkeligt perspektiv, uanset om man er socialist, liberal, jøde eller buddhist, kan en anstændig person ikke andet end at opfordre til boykot af et regime og en regering, som i mere end 40 år har mishandlet en civilbefolkning, udelukkende fordi den er arabisk, insisterer han.
Ilan Pappe har beskæftiget sig med forholdet mellem Israel og palæstinenserne i mere end 30 år, og selvom udsigterne for den nærmeste fremtid stadig tegner dystre, insisterer han ufortrødent på, at der stadig er håb langt, langt nede for enden af tunnelen.
– Man kan ikke skabe fred med et stopur i hånden. Man er nødt til at arbejde, hvor man kan, og hele tiden gribe de chancer, der viser sig, siger han.
Foreløbig er historikeren dog indstillet på, at situationen vil udvikle sig til det værre, før freden omsider bliver en realitet.
– Jeg er ikke i tvivl om, at det vil blive frygteligt. Det ser meget slemt ud for den kommende tid, siger han.
Han forklarer sin frygt med, at israelerne endnu ikke er modne til at slutte fred. Samtidig har de travlt med at styrke deres egen kontrol over palæstinenserne, fordi de frygter, at tiden er ved at rinde ud for det internationale samfunds tålmodighed. For Israel gælder det blandt andet om at få taget al den jord på Vestbredden, de har brug for, inden der bliver fred.
Ilan Pappe ser den eskalerende konflikt som en naturlig del af mønstret mellem fjender. Så længe et flertal tror, at de mister goder ved at gennemføre den forandring, en fred vil være, foretrækker de at fortsætte konflikten. Det er først, når situationen er blevet uudholdelig, at folk er villige til at tage chancen for forandringer.
– Man skal komme til et punkt, hvor omkostningerne ved fred forekommer mindre end omkostningerne ved at fortsætte krigen, siger han.
Punktet er ikke nået endnu for israelerne. Men det kommer, er Ilan Pappe overbevist om. Trods alt, som han siger, skabes fred jo af fjender, ikke af elskende.
Det moderne Palæstinas historie – Et land, to folk. 396 sider. 299 kroner. Forlaget Klim. Bogen beskriver landets historie fra tiden under Det Osman-niske Rige først i 1800-tallet frem til vor tid.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk
