Det var en bemærkelsesværdig scene. En sydkoreaner på talerstolen i Det Hvide Hus med nyt om den amerikanske præsident og dennes politiske agenda.
Og hvilken nyhed. Et møde mellem ”den lille raketmand” og ”galningen”, som Donald Trump og Kim Jong-un har kaldt hinanden i den nervekrig på ord og militære trusler, der har kendetegnet forholdet mellem USA’s præsident og Nordkoreas leder det seneste års tid.
Nu skal de – om alt går vel – mødes i slutningen af maj. Det er på mange niveauer en historisk udvikling.
Kim Jong-un har endnu ikke stået ansigt til ansigt med en politisk leder fra et andet land, men kan både notere Sydkoreas og USA’s præsidenter i forårets mødekalender.
Fra amerikansk side er der tale om et markant brud med årtiers håndtering af Korea-spørgsmålet. Landets præsident har aldrig før indvilget i et sådan møde.
Men den præcedens vil Donald Trump bryde med, kunne Sydkoreas nationale sikkerhedsrådgiver, Chung Eui-yong, tidligt fredag dansk tid berette på presseseancen i Washington. Han var ankommet med nyt fra koreahalvøen efter et begivenhedsrigt møde med Kim Jong-un i Pyongyang tidligere på ugen. Her var den nordkoreanske vært overraskende samarbejdsvillig.
Man ville forbedre kommunikationen, deltage i et topmøde med Sydkorea og undlade at foretage nye atom- og missiltest, lød det. Det var også her, invitationen til en dialog med amerikanerne om de nordkoreanske atomvåben først blev nævnt.
Set fra Pyongyang er der både militære og økonomiske grunde til at række hånden ud mod de gamle fjender i Seoul og Washington. Det isolerede kommunistiske styre har interesse i at sætte en stopper for militærøvelserne mellem USA og Sydkorea eller måske endda for USA’s militære tilstedeværelse i Sydkorea. Derudover er der ingen tvivl om, at sanktionerne rettet mod landet gør ondt på økonomien.
Med USA i spidsen og Kina på sidelinjen har FN gjort det stadig sværere for Nordkorea at skaffe udenlandsk valuta og nødvendige råstoffer. Især Kinas villighed til lukke ned for importen af en række af landets vigtigste eksportvarer rammer hårdt.
Tidligere har nordkoreanske krav ved forhandlinger da også været at få løftet sanktioner, blive tildelt bistand eller på anden vis få større økonomisk råderum. Det vil givetvis også blive tilfældet denne gang. Og Kim Jong-un har stærke kort på hånden. Hans atomvåben og missilteknologi er langt mere avanceret end under de såkaldte sekspartsforhandlinger mellem Nordkorea, USA, Kina, Sydkorea, Japan og Rusland, der brød sammen i 2009.
I dag kan nordkoreanske missiler ramme ikke kun Sydkorea og Japan, men også USA – sandsynligvis også med atomvåben. Den unge Kim Jong-un sidder så vidt vides solidt på magten og er allerede i besiddelse af våbenteknologi af en type, styret altid har stræbt efter at udvikle.
På den baggrund står Donald Trump i en yderst svær forhandlingsposition. Hans krav er ultimativt. Nordkorea skal opgive sit atomprogram fuldt og helt. At han selv kaster sig ind i forhandlingerne, kan enten vise sig at være galt eller genialt. Det giver unægtelig nogle muligheder at hæve mødet op på højeste niveau. Til gengæld er der ingen protokol eller retningslinjer for, hvordan han skal gribe det an.
Ingen præsident har været i samme situation før, og hvis Trumps forgænger, Barack Obama, havde åbnet for noget lignende, var det blevet udlagt som svaghed af den republikansk dominerede kongres. Trump er derimod klar til at tale med Kim Jong-un efter at have truet denne med bål og brand og gentagne gange spillet med musklerne over for Nordkorea.
Men den ukonventionelle republikanske præsident er uerfaren i udenrigspolitiske sammenhænge og står samtidig uden rådgivere på nogle af de vigtigste diplomatiske poster.
USA har for tiden ingen ambassadør i Seoul eller viceudenrigsminister for Østasien, og udenrigsministeriets særlige repræsentant for Nordkorea har lige sagt op. Og i modsætning til sin modpart er han demokratisk valgt. Et møde med Kim Jong-un er et politisk sats af de helt store, og Trump kan dårligt forlade forhandlingsbordet uden klare indrømmelser. At forhandle med ryggen mod muren er sjældent en fordel.
Nordkorea har over årene gang på gang pure afvist enhver snak om at afskaffe landets atomvåben. Senest gav Kim Jong-un udtryk for samme holdning i sin nytårstale til befolkningen. Et kig i historiebøgerne giver da heller ikke grund til stor optimisme.
Styret har en lang tradition for at indlede forhandlinger, der trækker i langdrag, og hvor aftalerne ikke bliver overholdt. Efter næsten syv år med Kim Jong-un er der intet, der tyder på, at han skulle være mindre utilregnelig end sin far eller farfar.