Hitler lægger ansigt til ny aids-kampagne

En ny tysk kampagne mod aids viser Adolf Hitler i seng med en kvinde. For aids er også en massemorder, mener organisationen bag filmen. Men kampagnen kritiseres af AIDS-Fondet herhjemme

I en ny tysk kampagne mod Aids ses Adolf Hitler have sex med en kvinde. -
I en ny tysk kampagne mod Aids ses Adolf Hitler have sex med en kvinde. -. Foto: UWE DUETTMANN.

Det damper i det dunkle lokale, hvor to lidenskabelige personer tager tøjet af stykke for stykke. På de slørede billeder kan man se en mand og en kvinde have samleje, mens festmusikken pumper i baggrunden.

Parret kunne være hvem som helst, lige indtil manden i slutningen af filmklippet kigger ind i kameraet. Han viser sig at være Adolf Hitler. Frem på skærmen toner teksten Aids er en massemorder. Beskyt dig selv!

- Kampagnen er lavet for at ruske op i folk og bringe emnet aids tilbage centralt på dagsordenen. Og så for at få vendt tendensen med at folk har ubeskyttet sex, siger Dirk Silz til nyhedsbureauet AFP. Han er kreativ direktør for reklamebureauet Das Comitee, som har lavet kampagnen for organisationen Regenbogen forud for World Aids Day i december.

Filmen vil blive vist på tysk fjernsyn fra i næste uge, og den vil blive fulgt op med plakater af Josef Stalin og Saddam Hussein, der også har sex med nøgne kvinder.

- Vi spurgte os selv, hvilket ansigt, vi skulle give virussen, og det skulle ikke være et rart ansigt, siger Dirk Silz

Filmen stigmatiserer

Men kampagnen møder kritik fra flere sider. Den britiske anti-aids-organisation Terrence Higgins Trust mener, at kampagnen virker stigmatiserende. I stedet for at folk forbinder sygdommen med Hitler, frygter organisationens talskvinde, at man i stedet vil forbinde de smittede med Hitler.

Det er et synspunkt, som deles af AIDS-Fondet herhjemme, der karakteriserer filmen som en dødssyg kampagne.

- Vi ved, at danskerne i forvejen har en meget overdreven frygt for hiv. Det betyder i det lange løb, at folk, der måske går rundt og har hiv uden at vide det dem er der 1000 af i Danmark ikke tør lade sig teste, fordi de er bange for omverdenens reaktioner, forklarer direktør i AIDS-Fondet, Henriette Laursen til kristeligt-dagblad.dk.

Det er vigtigt at motivere folk til at blive testet, så dem, der er syge, kan få den rette behandling. Når de kommer i behandling, medfører medicinen desuden, at virus bliver bragt så langt ned, at den er svær at overføre til andre.

Folk skal lokkes med humor

Men en kampagne som den tyske skræmmer i stedet folk til ikke at lade sig teste, mener Henriette Laursen.

- Hvis man har på fornemmelsen, at man bliver mast ud i et hjørne sammen med Hitler og Saddam, og at den danske offentlighed får en fornemmelse af, at hiv er lige så forfærdelig som Hitler og Holocaust, så er jeg bange for, at vi ikke får de mennesker, det er rigtig vigtigt at få testet, til at stå frem, forklarer hun.

Ifølge Henriette Laursen viser al erfaring, at skræmmekampagner ikke har nogen brugbar effekt. I stedet har AIDS-fondet brugt humor til at nå ind til folk. Det så man blandt andet med kampagnen Humor mod AIDS.