Prøv avisen

Hitlers uimodsagte terror er en skamplet på vestlig presse

illustration: morten voigt

Hvorfor gjorde vestlige medier knæfald for Hitler og fortiede nazisternes forbrydelser, spørger fransk forfatter i en bog om tysk erindringskultur, som han præsenterede i Berlin for nylig

Da Adolf Hitler begyndte at forfølge tyske jøder umiddelbart efter magtovertagelsen i 1933, rejste den demokratiske verdens vagthund, den frie presse, sig heroisk og bombarberede det nazistiske regime med sønderlemmende lederartikler og kritiske reportager. Denne forestilling passer formentlig godt til selvforståelsen her i vores vestlige verden knap 75 år efter de allieredes sejr over Det Tredje Rige.

Men intet kunne være længere fra sandheden. Med ganske få glorværdige undtagelser var den tyske, amerikanske og britiske presses dækning af Nazitysklands omsiggribende terror og civilisationsskred i 1930’erne så sølle, at man må spørge sig selv: Hvordan kunne det gå til? Præcis det har den franske journalist og forfatter Daniel Schneidermann gjort i bogen ”Berlin, 1933: la presse internationale face à Hitler” (Berlin, 1933: Den internationale presse mod Hitler), som han præsenterede ved Det Tyske Udenrigspolitiske Selskab i Berlin for nylig.

”Hvis journalisterne havde været bedre forberedt i 1933 og havde skrevet om, hvad der faktisk skete i Tyskland, ville Hitlers fredserklæring formentlig have været sværere at sluge for de vestlige lande,” lyder hans dom med henvisning til München- erklæringen, som fik den britiske premierminister Neville Chamberlain til at erklære ”Peace for our time” (fred for vores tid), indtil Tyskland mindre end et år efter invaderede Polen og udløste Anden Verdenskrig.

Det var ikke, fordi den internationale presse savnede øjne og ører i Hitlers Tyskland, påpeger Daniel Schneidermann. Hans ”første store overraskelse” i arbejdet med bogen var, at 200 udlandskorrespondenter befandt sig i Berlin i 1933. Bogens tilblivelse skyldes med hans egne ord ”rædsel over Donald Trump”. Ikke fordi den amerikanske præsident er en ny Hitler, betoner han. Men fordi Trump ligesom Hitler repræsenterer noget politisk set radikalt nyt og uden fortilfælde. Kan den tyske erindringskultur dermed fortælle os noget om den usikre tid, vi i dag lever i, spørger han.

”Valget af Trump har traumatiseret amerikanske journalister. Før valget lo de ad ham, og bagefter spurgte de sig selv: ’Hvordan kunne vi være så blinde?’ Journalister deler det træk med alle andre mennesker, at de uvægerligt vil drage sammenligninger til tidligere begivenheder. Men Trump er en hidtil ubekendt. Jeg blev derfor optaget af, hvordan journalister havde håndteret Hitler. Og det viste sig, at en af svaghederne her netop var en total manglende evne til at håndtere noget, som ikke var forekommet før,” konkluderer han og henviser til, at journalisterne ligeledes til at begynde med lo ad Hitler.

Siden banaliserede de ham og trivialiserede den snigende terror, de med tiden vænnede sig til.

For eksempel faldt det den amerikanske journalist Louis P. Lochner, som var leder af det amerikanske nyhedsbureau Associated Press’ kontor i Berlin, voldsomt svært at håndtere, at han ikke stod over for et normalt politisk styre som Weimarrepublik-kens folkevalgte regeringer. Han var en af de første til at interviewe Hitler, og samtalen forløb godt, indtil Loch-ner spurgte til jøderne, og Hitler tabte fatningen.

”Men det skriver han ikke. Han er ikke forberedt på, at politikere ikke behersker selvkontrol i forhold til bestemte emner. Tankegangen var, at man ikke kunne fremstille dem som forrykte. Han er ikke psykiatrisk journalist, men politisk journalist,” siger Daniel Schneidermann.

Han har minutiøst analyseret den brede franske, britiske og amerikanske presses dækning af Hitler-regimets udvikling og bevidst udelukket ekstremistiske medier. Dommen er kras: Ordet ”jøde” skulle kun nødtvungent optræde i spalterne, Nürnberg-lovene fra 1935, der gjorde de tyske jøder statsløse, fik stort set ingen omtale, det samme var tilfældet med nazisternes boykotkampagne af jødiske forretninger den 1. april 1933 og de 4000-5000 kommunis-ter, der umiddelbart efter rigsdagsbranden den 27. februar 1933 blev sendt i kz-lejre og fængsel uden rettergang og underretning af deres familier. Selv da jødiske flygtninge blev nægtet indrejse i USA, blev begivenheden i New York Times hverken tildelt forsideplads eller omtalt i lederartikler, men forvist til en ”kølig og faktuel” artikel langt inde i avisen.

”Det var en chokerende opdagelse, at pressen i bedste fald dækkede forfølgelsen af kommunister og jøder efter Hitlers magtovertagelse i en kølig tone og med en afstand til begivenhederne,” siger Daniel Schneidermann.

”Alle de fornuftige, grundige og afbalancerede journa-lister bidrog til at lulle masserne i søvn,” skriver han i bogen.

En del af forklaringen var en udbredt antisemitisme og antikommunisme i 1930’erne, der langtfra begrænsede sig til Tyskland.

Ejeren af britiske The Daily Mail, på et tidspunkt landets bedst sælgende avis, pressebaronen lord Rothermere, var en stor beundrer af Adolf Hitler og Benito Mussolini, Italiens fascistiske leder. Samtidig var den russiske revolution endnu ikke 20 år gammel, og skrækken for en kommunistisk magtovertagelse i Europa gav borgerskabet koldsved. Hvis Hitler kunne holde kommunisterne nede, var han det bedste af to onder, lød ræsonnementet. Første Verdenskrigs rædsler havde også sat et stærkt pacifistisk præg på Europa.

”Der herskede en stemning af, at pressen ikke skulle forværre tingene, ikke skulle gøre nazisterne nervøse, ikke skulle fornærme Hitler. Pressen udøvede stærk selvcensur,” siger Daniel Schneidermann.

Samtidig overdyngede det tyske propagandaministerium og udenrigsministerium velvillige korrespondenter med frynsegoder, og holdt man sig på god fod med nazisterne, kunne man være heldig at få det, alle drømte om: et interview med føreren. Skrev man kritisk om regimet, blev man smidt ud af landet eller nægtet indrejse igen, hvis man havde været hjemme på ferie.

”Mange journalister var germanofile og grebet af det, der skete. De vidste, at Hitlers tiltagende magt var tidens største begivenhed, og de ville blive og skrive historien,” siger han og tilføjer, at journalisterne for størstedelen befandt sig i Berlin, hvor terroren ikke var så synlig, mens brunskjorterne i de mindre byer og landsbyer tævede kommunister og jøder på åben gade.

Den fremtrædende journalist Edgar Ansel Mowrer fra The Chicago Daily News blev i 1933 smidt ud af Tyskland, og den amerikanske ambassades halvhjertede forsøg på at hjælpe ham var ifølge Mowrer ”Vestens første kapitulation over for Hitler”.

Journalister var dog langtfra ene om at være blinde for Hitler-regimet; det samme var intellektuelle, historikere og diplomater, ja, store befolkningsgrupper, understreger Norman Domeier, historiker ved Stuttgart Universitet, som deltog i debatten i Det Tyske Udenrigspolitisk Selskab. Amerikanske aviser modtog tusindvis af breve fra læsere, som mente, at aviserne var for kritiske over for det tyske regime. De troede, at de blev løjet for, som de var blevet det under Første Verdenskrig.

”Men ud fra tidens journalistiske standarder gjorde den amerikanske presse et godt stykke arbejde,” mener han og påpeger for eksempel, at de amerikanske korrespondenter skrev meget kritisk om Krystalnatten i november 1938 og beskyldte den nazistiske ledelse for at bedrive ”terror” i et omfang, som ikke var set siden Trediveårskrigen.

”Man må huske på, at Det Tredje Rige hele tiden fastholdt verdensoffentligheden i spænding med dets politik. Løgne og forbrydelser blev hurtigt glemt, fordi Hitlers politik konstant førte til nye mediebegivenheder. Emnet koncentrationslejre, som for eksempel allerede var blevet meget beskrevet i 1933 og 1934, førte til en træthed og tilvænning blandt læsere, så fra 1941 blev beretningerne ikke længere taget alvorligt, selvom millioner af mennesker virkelig blev myrdet der,” siger Norman Domeier.

Hvad kan historien så lære os? Ifølge Thomas Wieder, tysklandskorrespondent for det franske dagblad Le Monde i Berlin, som også deltog, at vi ikke må vænne os til ondskaben:

”Tilvænning er en af bogens vigtigste advarsler. Forandringer kommer sjældent som lyn fra en klar himmel, og vi må ustandseligt spørge os selv om, hvad der foregår omkring os.”

Alle artiklerne kan læses på