Prøv avisen

Hjælp Syrien: Millioner er på flugt i den værste humanitære katastrofe i nyere tid

Behovet for hjælp til de syriske flygtninge er stort. Derfor samler Kristeligt Dagblad nu ind til flygtningene sammen med de tre hjælpeorganisationer Folkekirkens Nødhjælp, Danmission og Caritas. Foto: Flo SmithNurPhotoSIPA Denmark

Kristeligt Dagblad er gået sammen med Folkekirkens Nødhjælp, Danmission og Caritas for at samle penge ind til flygtningene fra Syrien. Chefredaktør Erik Bjerager forklarer her hvorfor

Flygtningestrømmen fra Syrien er en af den nyere tids største humanitære katastrofer. Hver tredje indbygger i Syrien er nu på flugt fra borgerkrigen.

HJÆLP SYRIEN: Her kan du give et bidrag

Mange er fordrevet internt i landet, og flere end to millioner syrere har nu krydset grænsen til nabolandene som flygtninge. Behovet for hjælp er stort, og den menneskelige nød er hastigt voksende. Derfor går Kristeligt Dagblad fra i dag sammen med tre humanitære organisationer om at samle penge ind til ofrene for borgerkrigen.

Folkekirkens Nødhjælp, Danmission og Caritas er alle organisationer, der er kirkeligt forankrede og har særlige lokale samarbejdspartnere, der sikrer, at hjælpen når frem.

LÆS OGSÅ: Hvert 15. sekund flygter en syrer fra sit land

Vi ved, at danskernes vilje til at give er begrænset, når det gælder ofrene for borgerkrige, og derfor har vi sat et relativt beskedent mål på en halv million kroner på indsamlingen. Men vi håber at kunne nå langt mere, så endnu flere mennesker kan få hjælp. Som det fremgår her på siden, kan man give et beløb på flere forskellige måder. Alle beløb er velkomne. Giver man eksempelvis 180 kroner, svarer det til, at en flygtningefamilie får hygiejneartikler i en måned, og giver man 450 kroner, kan det sikre en flygtningefamilie mad i to måneder.

Vi vil her i avisen dække borgerkrigen, den humanitære krise og de politiske aspekter af sagen indgående i den kommende tid. I dagens avis bringer vi reportager fra flygtningelejre fra vore udsendte medarbejdere i Tyrkiet, Libanon og Jordan. Alle steder er samfundene belastet til bristepunktet af de massive flygtningestrømme, der vokser time for time. Den humanitære krise i og omkring Syrien risikerer at eksplodere, hvis USA straffebomber den syriske regering for brugen af kemiske våben. Alle store kirkesamfund i regionen og på verdensplan har advaret imod det, fordi de humanitære følger kan blive endnu mere uoverskuelige end nu. De små kristne kirkesamfund er truet, og det samme er muslimske befolkningsgrupper. Det politiske spil om Syrien er tæt på at være uoverskueligt, og ingen har noget klart billede af, hvordan udfaldet af borgerkrigen bliver, endsige hvad der er at foretrække set fra en humanitær synsvinkel. Men den usikkerhed bør ikke afholde nogen fra at hjælpe nu.

LÆS OGSÅ: Assads kristne støtter flygter også

Alle penge, der indsamles, går direkte til de tre organisationers hjælpearbejde i området. Deres arbejde er kort beskrevet inde i avisen og vil blive beskrevet mere fyldigt i de kommende dage. Med det indsamlingsbarometer, der vises her på siden, følger vi dagligt udviklingen i den kommende tid.

Krisen i Syrien kalder på en ekstraordinær indsats. I dagens avis kan vore læsere finde et girokort med en opfordring til at støtte den fælles indsamling. Generalsekretærerne for de tre organisationer Henrik Stubkjær, Folkekirkens Nødhjælp, Mogens Kjær, Danmission, og Jann Sjursen, Caritas samt jeg selv siger tak for al støtte til dette hjælpearbejde.

HJÆLP SYRIEN: Her kan du give et bidrag

Behovet for hjælp til de syriske flygtninge er stort. Derfor samler Kristeligt Dagblad nu ind til flygtningene sammen med de tre hjælpeorganisationer Folkekirkens Nødhjælp, Danmission og Caritas Foto: Flo Smith/NurPhoto/SIPA