Hjælp til selvmord. Kirke splittet over lovforslag

I næste uge skal det britiske parlament behandle et lovforslag, som vil gøre det lovlig for uhelbredeligt syge at få lægehjælp til at afslutte deres liv.

Langt de fleste kristne trosretninger advarer mod den glidebane, som de mener lovforslaget er. Men der er også markante stemmer i debatten, som mener, at hjælp til at afslutte livet kan være en kristen gerning.

Mest markant er lord George Carey, tidligere ærkebiskop af Canterbury, som stod i spidsen for den anglikanske statskirke Church of England fra 1991 til 2002. Han afviser argumentet om, at andre lider med den lidende.

”Der er intet ædelt i ulidelig smerte, og jeg mener, at vi som nation skal give mennesker retten til at bestemme over deres egen skæbne,” siger George Carey til den kristne radiostation Premier.

”Efter min mening er det et dybt kristent og moralsk anliggende at udforme en lov, der gør det muligt for folk, hvis de ønsker det, at afslutte deres liv med værdighed,” siger George Carey.

Direktøren for den kristne organisation Care, Nola Leach, advarer omvendt mod lovforslaget. Hun vil sende et signal til ældre, sårbare og dødeligt syge om, at samfundet vil hjælpe dem med at leve - og ikke dø.

”Hjælp til at begå selvmord er i modstrid med et sandt kristent verdensbillede, fordi det siger, at livet for nogle ikke har en værdi. Men vores værdi som mennesker er ikke bundet op på vore omstændigheder, men er en usynlig realitet, fordi vi har Guds hånd på os,” skriver Nola Leach i avisen Church Times.

Lederen af den katolske kirke i England og Wales, kardinal Vincent Nichols, opfordrer kristne til at skrive til deres lokale parlamentsmedlemmer for at få dem til at stemme mod forslaget.

”At give læger lov til at give dødelig medicin til dødeligt syge patienter for at hjælpe dem til at begå selvmord er baseret på den præmis, at nogle liv er mindre værd end andre. At hjælpe nogen til at begå selvmord kompromitterer den fundamentale menneskelige værdighed for begge parter. Hjælp til selvmord er hjælp til drab,” skriver Vincent Nichols i sin henvendelse ifølge nyhedssiden Independent Catholic News.

Den tidligere statsanklager Keir Starmer havde opgaven med at fortolke den nuværende lov. Han er nu valgt til parlamentet for Labour og går ind for at lovliggøre hjælp til selvmord, fordi den nuvæ rende lov efter hans mening ikke fungerer.

”De nuværende retningslinjer har nogle indbyggede begrænsninger, som betyder, at der i nogle tilfælde vil blive begået uretfærdigheder,” siger Keir Starmer ifølge avisen Daily Mail.

Han mener, at det skal være muligt at få lægehjælp til at tage sit eget liv, men at der også skal være sikkerhedsmekanismer, så muligheden ikke kan misbruges.

I et læserbrev i avisen The Times tager den anglikanske biskop af Carlisle, James Newcome, afstand fra Keir Starmers argumenter.

”Dødeligt syge mennesker fortjener at bliver omgivet med kærlighed, medfølelse og pleje og ikke bedt om at foretage et valg mellem at dø tidligere eller være en byrde. Den eneste beskyttelse mod dette pres er at lade loven stå, som den er,” skriver James Newcome.

Uanset hvad udfaldet bliver i Parlamentet, så er det for sent for 68-årige Bob Cole, der led af aggressiv lungekræft. Han tog for nylig sit eget liv på selvmordsklinikken Dignitas i Schweiz.

”Jeg burde have muligheden for at dø med værdighed i mit eget land, i min egen seng. Det er nødvendigt med en lovændring,” sagde han i et sidste interview med avisen The Sun.