Hvis alle får lov at producere vacciner, kan vi så inddæmme pandemien?

Der er mangel på coronavacciner i fattige lande. USA vil støtte et forslag om at ophæve patenter på vacciner. Men vil det reelt kunne gøre en forskel, og er der nogen chance for, at forslaget bliver stemt igennem? Kristeligt Dagblad spørger og svarer selv

Manglen på vacciner får folk til at protestere flere steder i verden. Her er demonstranter mødt op i Oxford.
Manglen på vacciner får folk til at protestere flere steder i verden. Her er demonstranter mødt op i Oxford. . Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvad vil det sige at ophæve vaccinepatenter?

Opfindelser, herunder medicinske, er dækket af patenter. Det betyder, at de er beskyttet imod kopiering, og at opfinderne selv har alle rettighederne til produktet og til at tjene penge på det. Ophæves vaccinepatenterne under den igangværende pandemi, kan fabrikker i hele verden producere vacciner imod covid-19 uden at frygte at blive sagsøgt af opfinderne.

Hvad skal der til, for at patenterne ophæves?

Det skal vedtages i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Her skal der opnås konsensus, hvilket betyder, at alle 164 medlemslande skal støtte en eventuel ophævelse af vaccinepatenter, før det kan ske.

Hvilke lande støtter en ophævelse?

I oktober 2020 foreslog Sydafrika og Indien i WTO, at patenterne skulle ophæves midlertidigt under pandemien. Det fik støtte fra flere lande i Afrika og Sydasien, mens USA, Storbritannien, Canada og EU-landene blandt andre var modstandere af forslaget. Det har ændret sig, nu da coronasmitten er gået grassat i Indien.

Biden-regeringen meddelte for en uge siden, at USA nu støtter en ophævelse. En holdning, som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i torsdags sagde, at han delte. Efterfølgende meddelte EU-Kommisionen, at man var klar til at tale om muligheden for en ophævelse. Også statsminister Mette Frederiksen (S) udtalte i forbindelse med weekendens EU-topmøde i Portugal, at hun er åben for at tale om det. Kina og Rusland, der begge producerer mange coronavacciner, er ligeledes villige til at diskutere det. Over 100 lande støtter nu en ophævelse af patenterne. Flere lande, heriblandt Tyskland, er dog stadig imod, mens Canada, Italien, Japan og Storbritannien endnu ikke har meldt noget ud om deres stillingtagen til USA’s kursskifte.

Bliver patenterne på vaccinerne ophævet?

Næppe lige med det første. På trods af at EU-lederne deler ønsket om at få alle verden over vaccineret så hurtigt som muligt, er flere forbeholdne over for en ophævelse af patenterne. Efter EU-topmødet var konklusionen, at det ikke haster. Som EU’s præsident, Charles Michel, sagde, ”så mener vi ikke, at det på kort sigt er den magiske løsning. Men vi er parate til at tage emnet op, så snart der ligger et helt konkret forslag på bordet”. Flere EU-embedsmænd har udtalt, at det vil kunne tage op til to år, før man når til enighed i WTO-forhandlingerne om ophævelse af patenter, hvilket vil gøre det irrelevant i forhold til den nuværende pandemi. USA’s støtte til forslaget vil muligvis kunne overtale flere lande til at gå på kompromis og indgå en form for aftale, som dog næppe helt fjerner patenterne på vaccinerne. I juni skal der stemmes i WTO om forslaget fra Indien og Sydafrika.

Hvad mener medicinalindustrien?

Forslaget er som ventet stødt på stor skepsis i medicinalindustrien. Kritikpunkterne lyder, at en ophævelse af vaccinepatenterne fremover vil gøre det mindre attraktivt for arbejde så effektivt og investere så mange penge i at udvikle vacciner, som medicinalfirmaerne har gjort, siden coronapandemien tog fart sidste forår.

Lægemiddelindustriforeningen i Danmark peger også på, at der vil være en risiko for, at efterspurgte materialer bliver opkøbt af fabrikker, der ikke har kompetencerne til at producere vacciner imod covid-19 på sikker og godkendt vis.

Kommer der til at blive produceret flere vacciner, hvis patenterne bliver ophævet?

Det er ikke sikkert. Produktionen af vacciner er meget kompliceret, da de er lavet gennem helt særlige fremstillingsprocesser. Og som det seneste år har vist, har selv erfarne virksomheder udfordringer med at opskalere deres produktion. Derfor vil en opskrift fra virksomhederne bag vaccinerne ikke nødvendigvis være nok for at kunne producere vaccinerne.

”En ophævelse af patenterne er ikke en hurtig løsning. Havde man gjort det for et år siden, ville man kunne se resultaterne nu,” siger Ellen’t Hoen, ekspert i lægemiddelpolitik og intellektuel ejendomsret, til The Guardian.

Kilder: DR, Ritzau, Reuters, cnbc, AP, Berlingske, Danwatch