Man kan dårligt beskylde israelere for at nære urealistisk høje forventninger til den moralske dømmekraft hos landets ledere.
Israels tidligere premierminister Ehud Olmert sidder bag tremmer i en større sag om korruption. Og det er under en måned siden, at landets tidligere præsident Moshe Katsav blev løsladt efter at have afsonet fem års fængsel for voldtægt.
Men selv med disse erfaringer in mente risikerer tiltroen til den politiske ledelse at lide endnu et knæk, efter at en opsigtsvækkende skandalesag med premierminister Benjamin Netanyahu i centrum er begyndt at rulle sig ud for den israelske offentlighed. Detaljerne i sagen er gradvist blevet lækket til pressen i løbet af januar, hvor politiet ad flere omgange har afhørt regeringschefen.
Indtil videre tegner der sig et omrids af to forskellige sager. I den ene bliver Netanyahu beskyldt for at have modtaget ekstravagante gaver fra rigmænd i form af cigarer, luksusrejser og champagne for mange hundredtusinde kroner. Det er i sig selv ulovligt for israelske politikere at modtage store gaver, og samtidig har det ført til spekulationer om, hvad rigmændene mon kan have fået som modydelse for disse gaver.
Den anden sag er endnu mere opsigtsvækkende og handler om en mulig studehandel mellem Netanyahu og Arnon Mozes, der er øverste chef for en af landets største aviser, Yediot Ahronot. De to har mødtes flere gange, hvor møderne er blevet optaget på bånd, angiveligt af Netanyahus folk.
Dele af båndudskrifterne er siden kommet frem i pressen. Af dem fremgår det, at de to diskuterer en aftale, hvor Mozes lover at skrue ned for den kritiske dækning af Netanyahu, hvis premierministeren til gengæld vil presse på for en lovgivning, der stækker Yedioth Ahronots største konkurrent, gratisavisen Israel Hayom.
Aftalen blev angiveligt aldrig realiseret. Men for at forstå, hvorfor sådan en sag alligevel er opsigtsvækkende, skal man se på, hvilken avis Yedioth Ahronot er. Den har i årevis været kendt for sin særdeles kritiske kurs over for Netanyahu, der åbent har beskyldt avisen for ikke at sky nogen midler for at vælte hans Likud-regering.
Gratisavisen Israel Hayom er dens politiske modstykke. Den blev oprettet i 2007 på grundlag af et stort pengebeløb af Netanyahus gode ven og støtte, den amerikanske rigmand Sheldon Adelson. Avisen har siden stået for en så entydig positiv dækning af Netanyahu, eller Bibi, som han bliver kaldt i Israel, at den i folkemunde blot hedder Bibis Tidende.
Det betyder, hvis man ellers skal tro båndudskrifterne, at Netanyhau har forsøgt at alliere sig med sin ærkefjende på bekostning af sin økonomiske protegé for at styrke sin egen magt.
For israelerne er det endnu et eksempel på, at politik efterhånden er blottet for idealer og reduceret til en kamp om personlig vinding og magt for magtens skyld.
Samtidig har sagen ramt mediernes troværdighed hårdt og efterladt det indtryk, at indholdet i aviserne blot er styret af politiske interesser og penge.
Af samme grund tog redaktionen på Yedioth Ahronot i sidste uge til genmæle på forsiden af avisen, hvor den forsikrede læserne om, at journalisterne ville have sagt op i hobetal, hvis der var blevet indgået en sådan aftale mellem premierministeren og mediechefen.
Ligeledes har Netanyahu pure afvist, at der skulle være noget at komme efter i sagen. I en Facebook-kommentar kalder han den for en orkestreret smædekampagne bygget på løgne.
Endnu mangler den israelske rigsadvokat at tage stilling til, om der overhovedet er grundlag for at rejse en tiltale mod Netanyahu. Men på grund af beskyldningernes alvor vurderer flere iagttagere, at han får svært ved at fortsætte som premierminister, hvis det ender med en egentlig tiltale.
Uanset udfaldet står israelerne tilbage med spørgsmålet, om der er noget grundlæggende galt med det politiske system, siden disse sager bliver ved med at dukke op. Så godt som alle premierministre de seneste 20 år har i en eller anden grad været centrum for efterforskning i kriminelle sager.
Ifølge den politiske redaktør Shmuel Rosner ligger problemet dog ikke udelukkende i det politiske system. Sagen udstiller i lige så høj grad et misforhold mellem israelernes generelt afslappede forhold til bureaukratiske regler, og den nidkærhed, politikerne bliver set efter i sømmene med.
I en kommentar i avisen The New York Times argumenterer han for, at løsningen på de uendelige korruptionssager er at få en bedre proportionssans i, hvad man efterforsker politikerne for.