Norge ligger helt i top, mens Nordkorea skraber bunden.
Det er status på den internationale organisation RSF, Journalister Uden Grænsers, indeks over pressefriheden, der netop er udkommet. Rapporten konkluderer, at vilkårene for journalister og medier verden over er forværret i næsten to tredjedele af verdens lande, og at vold og begrænsninger mod journalister er steget med 14 procent. Samtidig bliver pressefriheden skrøbeligere i de lande, der tidligere har udgjort dens frontkæmpere.
”Pressefriheden har det sværere nu, end den havde det for et år siden. Det ser vi i Tyrkiet, hvor pressen er underlagt meget stramme restriktioner. Og vi ser det i Rusland, Polen og Ungarn, hvor autoritære styreformer vinder frem, og det stærke parti ikke tillader fri meningsdannelse og kritisk presse,” siger Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund.
International Media Support, der arbejder med at fremme pressens vilkår i en række lande fra sit kontor i Danmark, har længe været opmærksom på udviklingen i Polen, Ungarn, Tyrkiet og Rusland.
”For os er det nye og måske mest skræmmende i rapporten, at lande som England og USA, som tidligere har været frontkæmpere for pressefrihed og har scoret højt på listen, ryger nedad,” siger Jesper Højberg, direktør for IMS, og peger på USA som det mest tydelige eksempel.
Her er pressefriheden blevet omdrejningspunkt i et værdipolitisk slagsmål, hvor præsident Donald Trump bruger enhver lejlighed til at lange ud efter velrenommerede nyhedsmedier som The New York Times og The Washington Post med anklager om ”fake news” (falske nyheder).
Når pressefriheden i dele af Europa og USA er under pres, hænger det blandt andet sammen med det liberale demokratis krise og fremkomsten af populistiske, autoritære strømninger, siger Jens Elo Rytter, professor ved Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet.
”Det ser vi i både i Rusland, USA og dele af Europa, herunder Tyrkiet. I flere lande går populismen hånd i hånd med stærke autoritære tendenser, som selvsagt medvirker til en yderligere begrænsning af pressefriheden,” siger han.
Samtidig mister demokratiet sin særstatus, siger Jesper Højberg.
”Globalt set er demokratiet ikke længere en samfundsmodel i vækst. Der er sket et skred i opfattelsen af demokratiet, hvor det bliver mere og mere acceptabelt at undertrykke pressefrihed og kritisk tænkning,” siger han.
Man ser det i Canada, der har indført en antiterrorlovgivning, som tillader politibetjente at overvåge journalister, hvis der er mistanke om, at de har kontakt til kriminelle. I England og New Zealand, som i løbet af det seneste år har begrænset beskyttelsen af whistleblowers. Og i Finland, som mistede sin førerposition på listen, blandt andet fordi landets statsminister bad et medie trække 20 kritiske artikler tilbage, siger Emilie Lehmann-Jacobsen, ph.d.-studerende ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.
”Meget af lovgivningen om terrorbekæmpelse og overvågning går ikke direkte efter pressen, men skaber nye begrænsninger. Hvis man tager de naive briller på, har det været utilsigtet, men ligegyldig hvad har det skabt bivirkninger,” siger Emilie Lehmann-Jacobsen.
Hun slår samtidig fast, at truslerne mod Vestens pressefrihed er småting i forhold til listens bundskrabere, lande som Vietnam, Eritrea og Nordkorea, hvor journalister risikerer fængselsstraffe eller dødsdomme.
”Det handler også om signalværdi, for sammenlignet med det har vi ikke særlig meget at bekymre os om. RSF udtrykker måske i højere grad en frygt for, at der skal ske en dominoeffekt: Hvis Vestens tidligere frontkæmpere for medie- og pressefrihed ikke kan opretholde standarden derhjemme, hvordan skal velfungerende pressesystemer så nogensinde kunne fungere i andre dele af verden?”, siger hun.