Amerikansk højesteret og politisk spil får medierne til at hyperventilere

Amerikanske præsidenter prøver at forme højesteret med deres dommerudnævnelser. Men det går langt fra altid efter planen

Præsident Donald Trump har tidligere kritiseret den amerikanske højesterets afgørelser ved at kalde dem "politiske heksejagte" og "svindelnumre". Nu forsøger han at påvirke dommerudnævnelsen inden præsidentvalget i år.
Præsident Donald Trump har tidligere kritiseret den amerikanske højesterets afgørelser ved at kalde dem "politiske heksejagte" og "svindelnumre". Nu forsøger han at påvirke dommerudnævnelsen inden præsidentvalget i år. . Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix.

Amerikanske nyheder kan få visse medier til at hyperventilere – såvel i USA som i Europa. Ting, der, hvis de havde udspillet sig i Tyskland eller Frankrig eller Brasilien, ikke ville have fået den store opmærksomhed, blæses op til noget stort. Ofte viser det sig, at der stadig er et godt stykke til civilisationens undergang.

Tag nu udnævnelsen af en ny højesteretsdommer. Den markante og liberale Ruth Bader Ginsburg døde for nylig. Det er præsidenten, der nominerer domstolens medlemmer. De sidder for livstid og kommer fra forskellige, politiske lejre. Derfor kan de også have forskellige opfattelser af forfatningen, som danner grundlag for deres afgørelser. En af dem, Oliver Wendell Holmes, sammenlignede i 1935 dommerne med ”ni skorpioner i en flaske”.

Det er jo morsomt, men i virkeligheden er dommerne meget lidt giftige. Og i det øjeblik, de første gang træder ind i højesterets kolossale bygning på First Avenue i Washington, sker der noget. De bliver måske ikke rundere, men navlesnoren til præsidenten, der har skaffet dem jobbet, kappes i reglen.

Dommerne er selvstændige væsener, og mangen en beboer i Det Hvide Hus må være blevet skuffet efter med Senatets godkendelse at have sendt endnu en dommer til De Forenede Staters fineste, juridiske instans.

Mandag er det Amy Coney Barretts tur til en senatshøring. Hun skal efterfølge Ginsburg. Høringen er fremrykket, fordi Republikanerne vil være sikre på, at hun bliver indsat, selvom Donald Trump måtte tabe det snarlige præsidentvalg. Så meget for højrefløjens selvtillid i øjeblikket.

Manøvren er ikke synderlig elegant, men det er politik sjældent. Og Demokraterne gjorde det samme, da de var ved magten.

Væsentligere er det, at Barrett, der personligt er modstander af abort og sympatiserer med ortodokse, kristne kredse, i givet fald bliver del af en kultur, der mere fokuserer på forfatningen end på private holdninger.

Den, der skriver disse linjer, mødte for efterhånden længe siden Antonin Scalia, en højesteretsdommer udnævnt af præsident Reagan. Scalia gjaldt for at være en af de skarpeste konservative, juridiske hjerner. Men han forfulgte ikke en personlig dagsorden. Derfor var han med til at fastslå, at afbrænding af det amerikanske flag er lovligt. Det vakte harme hos hans gamle, politiske fæller; han nøjedes med at konstatere, at det ikke strider mod forfatningen. Han mente heller ikke, at abortspørgsmålet, der udgør kernen i kritikken af Barrett, bør behandles af højesteret, for det er ikke nævnt i denne amerikanske grundlov. I stedet bør det afgøres af folkevalgte politikere, mente han.

”Vi er her ikke for at gøre folk tilfredse. Vi træffer ofte afgørelser, vi ikke selv bryder os om. Det er den virkelige prøve for en dommer. Vi skal ikke være populære,” sagde han.

Scalia døde i 2016, men ånden er der stadig. Den nuværende højesteretspræsident John Roberts, udnævnt af republikaneren George W. Bush, var med til at redde Obamacare, en sygeforsikring indført under Bushs demokratiske efterfølger. Republikanerne hader den. Også andre tidligere og nuværende dommere, nomineret af republikanske præsidenter, har i adskillige sager fulgt en liberal linje, når først de havde iført sig kappen; – da Barrett var nyuddannet, arbejdede hun i øvrigt som Scalias assistent.

Der er mange eksempler på det modsatte også – at dommere på begge sider har fulgt deres gamle, politiske mønster. Pointen er, at det ikke lader sig forudsige. Og selv hvis Barrett som højesteretsdommer måtte medvirke til at omstøde fri abort, som mange frygter, og andre håber, vil emnet formentlig rykke over i de folkevalgte organer. Præcis som Scalia i sin tid foreslog. Hyperventilationen vil næppe ophøre, men måske behøver man ikke at blive oprørt hver gang.

Michael Kuttner har som korrespondent i Budapest, Washington og Berlin fulgt politik og samfundsudvikling på begge sider af Atlanten. Han skriver internationale klummer ud fra et europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.