Højreradikal leder kendt skyldig i stormløb på Kongres

Oath Keepers-stifter er blevet kendt skyldig i sammensværgelse for at gøre oprør i forbindelse med stormløbet.

Oath Keepers-stiferen Stewart Rhodes bærer klap for det ene øje, efter at han ved en fejl skød sig selv i ansigtet. Han er tirsdag blevet kendt skyldig for sin rolle i stormløbet mod USA's Kongres 6. januar 2021. (Arkivfoto).
Oath Keepers-stiferen Stewart Rhodes bærer klap for det ene øje, efter at han ved en fejl skød sig selv i ansigtet. Han er tirsdag blevet kendt skyldig for sin rolle i stormløbet mod USA's Kongres 6. januar 2021. (Arkivfoto). Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix.

Stifteren af den højreradikale gruppe Oath Keepers, Stewart Rhodes, er tirsdag blevet kendt skyldig for sin rolle i stormløbet på USA's Kongres, som skete 6. januar sidste år.

Et nævningeting har vurderet, at Rhodes har gjort sig skyldig i sammensværgelse for at gøre oprør.

Også Kelly Meggs, som også er en del af Oath Keepers, blev fundet skyldig i samme tiltalepunkt. Tre andre blev frikendt.

Sagen fik sit udgangspunkt i januar sidste år, da demonstranter havde samlet sig foran Kongressen, hvor daværende vicepræsident Mike Pence skulle overlevere resultatet af det seneste præsidentvalg: Siddende præsident Donald Trump havde tabt til Joe Biden.

Demonstranterne røg i klammerier med politiet og endte med at trænge ind i Kongressen. Flere betjente mistede livet i forbindelse med stormløbet.

Stewart Rhodes er manden, som står bag den højreradikale gruppe Oath Keepers i USA. Gruppen består blandt andet af tidligere soldater og politibetjente.

Oath Keepers er kendt for at troppe op til amerikanske demonstrationer bevæbnet til tænderne. For eksempel har de deltaget i moddemonstrationer mod Black Lives Matter-bevægelsen, som kæmper mod etnisk diskrimination i USA.

Rhodes selv er tidligere soldat og uddannet fra det juridiske fakultet ved det prestigefyldte Yale Universitet.

Han var anklaget for med magt at forsøge at forhindre Kongressen i at godkende Joe Bidens valgsejr.

Selv om han er blevet kendt skyldig for sin rolle i stormløbet, er der endnu ikke blevet udmålt en straf til ham. I USA er det ikke usædvanligt, at skyldkendelsen og strafudmålingen falder på forskellige tidspunkter.

Selv om de tre personer blev frikendt for sammensværgelse for at gøre oprør, er de sammen med Kelly Meggs og Stewart Rhodes blevet kendt skyldige i at forhindre en officiel proces.

/ritzau/Reuters