Mænd sidder på magten og træffer vigtige beslutninger, mens kvinder velvilligt agerer smilende vedhæng, der i hælene på deres indflydelsesrige ægtefæller besøger udsatte dyr og børn og giver slipset under ansvarets åg et menneskeligt anstrøg.
Karikeret, ja, men ikke desto mindre sådan, mange tolkede det videoklip, som EU’s præsident, polakken Donald Tusk, lagde op på det sociale medie Instagram i forbindelse med sidste weekends G7-topmøde. Den korte filmsekvens i grynet kvalitet viser Melania Trump, Brigitte Macron, Magorzata Tusk og Akie Abe. Filmet bagfra i blafrende kjoler i varierende farver over temaet creme ser de fire kvinder ud over bølgerne ved sydfranske Biarritz, der dannede rammen om sidste weekends topmøde mellem verdens mægtigste ledere. Ledere, som med undtagelse af tyske Angela Merkel udelukkende er mænd.
Til filmklippet knyttede Tusk kommentaren ”The light side of the Force” (den lyse side af kraften), der udover at være en reference til Star Wars-filmene satte gang i debatten om forældede opfattelser af køn og magt.
”Dette billede minder os om, at bag enhver magtfuld mand står der stadigvæk en kvinde, som ikke kan komme frem, fordi fyrene står i vejen,” skrev Annalisa Merelli i internetmagasinet Quartz.
Donald Tusks opslag blev af flere tolket som en patriarkalsk bøvs fra en svunden tid – og det med ganske god grund, mener Christina Fiig, lektor i køn og europæisk politik ved Aarhus Universitet.
”Det er jo ikke nyt, at førstedamerne præsenteres på den her måde, men det er ikke desto mindre ret forbløffende i 2019. En kønsstereotyp fremstilling cementerer jo nogle traditionelle idéer om kvinder og mænds roller i toppolitik – et maskulint felt, hvor kansler Merkel er med som undtagelsen,” siger hun.
”Samtidig er det interessant, at mens førstedamerne fremstod helt stereotypt i medierne, blev der i forbindelse med topmødet nedsat et udvalg med en række højtprofilerede personer, der udformede og præsenterede et ligestillingspapir i både Elysee-palæet og på G7. Og deri findes absurditeten: Man laver en ret ambitiøs programerklæring på ligestillingsområdet, samtidig med at G7-ledernes koner præsenteres som det bløde vedhæng til den maskuline magt.”
Vedhæng eller ej, så har førstedamen historisk været genstand for både opmærksomhed og debat på den politiske scene – ikke mindst i USA. Her forventes det, at førstedamen er mere end en ægtefælle, forklarer lektor ved Aarhus Universitet Inger H. Dalsgaard, der har forsket i amerikanske førstedamers historie. Allerhelst skal man kaste sig over godgørende projekter, og samtidig skal man symbolisere sit land og sin regering. Og nogle gange også sin ægtefælle.
”Studier viser, at førstedamerne enten kan spejle eller komplimentere manden. Bill og Hillary Clinton var et ligeværdigt makkerpar, mens eksempelvis Nancy Reagan og Melania Trump har understreget mandens maskulinitet med deres feminine fremtoning.”
Inger H. Dalsgaard forstår godt dem, der finder det gammeldags, at førstedamerne under internationale topmøder turnerer rundt med eget program og ser på ting, der af nogen henregnes til det kvindelige domæne, mens mændene diskuterer vigtige sager.
”Nogen vil tænke, at det er et levn fra fortiden. Det interessante er dog, at vi faktisk har set en tilbagevenden til en mere stereotyp førstedame-rolle de seneste årtier, hvor selv en Michelle Obama i meget stor stil har beskæftiget sig med traditionelle kvinde-områder,” siger hun.8