Holland i opgør med nationalt traume

Lettelsen over anholdelsen af Ratko Mladic er uventet blevet vendt til skam i ­Holland, der i sidste uge for første gang blev dømt for at bære en del af skylden for folkemordet i Srebrenica

Lidt efter lidt er den ydmygende sandhed om hollændernes rolle i Srebrenica blevet tydelig. Først blev de hollandske FN-soldaters øverstkommanderende, Karremans (billedet), hyldet og senere forfremmet til oberst. Derefter fulgte en serie af pinlige afsløringer af hollændernes overdragelse af bosniske muslimer til Ratko Mladic.
Lidt efter lidt er den ydmygende sandhed om hollændernes rolle i Srebrenica blevet tydelig. Først blev de hollandske FN-soldaters øverstkommanderende, Karremans (billedet), hyldet og senere forfremmet til oberst. Derefter fulgte en serie af pinlige afsløringer af hollændernes overdragelse af bosniske muslimer til Ratko Mladic. Foto: Toussant KluitersAFP.

Da Ratko Mladic blev arresteret i Serbien den 26. maj, var reaktionen særligt stærk i Holland. Samtlige store tv-kanaler slog over i timelange ekstranyheder, mens utallige kommentarer prægede netmedierne. Ikke blot fordi den tidligere bosnisk-serbiske general skulle udleveres til Jugoslavien-tribunalet i Haag, men også fordi sagen øjeblikkelig rev op i et nationalt traume, der aldrig er blevet lukket.

LÆS OGSÅ: 8372. tal er ikke bare tal

I juli 1995 overgav en svagt udrustet hollandsk FN-styrke cirka 5000 bosniakker, bosniske muslimer, til Mladic og hans overlegne bosnisk-serbiske hær. Bosniakkerne havde søgt tilflugt på den hollandske base uden for Srebrenica, men for at afværge en direkte konfrontation og for at få frigivet 16 hollandske gidsler valgte de ledende officerer at evakuere flygtningene til serberne. Næsten alle blev efterfølgende henrettet. Det var et skæbnesvangert valg, der siden har ført til stor selvransagelse i den hollandske offentlighed og førte til regeringens afgang efter en undersøgelse i 2002. Siden har Srebrenica stille konsolideret sig som en national ydmygelse og et smertefuldt traume for FN-soldaterne.

Anholdelsen af Mladic affødte derfor en kollektiv lettelse i den hollandske hær og blandt de daværende regeringsmedlemmer. Den nuværende udenrigsminister, Uri Rosenthal, talte om oprejsning for den fredsbevarende styrke. Sidste år gav den serbiske regering en officiel undskyldning for folkemordet, og nu kunne spørgs­ målet om skyld altså endeligt dedikeres til Mladic, mens forfølgelsen af egne drenge kunne høre op. Det berømte billede af Mladic, der får en afskedsdrink med den hollandske lejrkommandør Karremans skulle arkiveres.

Lettelsen skulle ikke vare længe. Netop som man håbede at kunne lægge Srebrenica bag sig, har en anden retssag pludselig flyttet det internationale spotlight tilbage på Hollands egne forbrydelser i forbindelse med folkemordet.

Ganske uventet skulle den første overordnede juridiske dom efter Srebrenica hverken tilfalde de bosnisk-serbiske hovedmistænkte, Karadzic og Mladic, men i stedet den hollandske stat. Den 5. juli dømte en hollandsk appeldomstol staten skyldig i uretmæssigt at have udleveret tre bosniakker til Mladics styrker. De tre var civilt ansatte i den hollandske lejr og havde derfor en særlig ret til beskyttelse, men blev alligevel sendt ud til serberne under store protester.

Soldaterne var ifølge appeldomstolen vel vidende om, at overleveringen til serberne var livsfarlig ... der var en reel risiko for, at de ville blive dræbt. Bemærkelsesværdigt blev det fastslået, at Holland havde den faktiske kontrol med soldaterne i Srebrenica, og at staten ikke FN var hovedansvarlig for beslutningerne på jorden. Også hvis disse organisationer fejlagtigt efterspørger enheder, der viser sig at være underbevæbnede og med et utilstrækkeligt mandat. Dette faktum gør sagen til den første af sin art i verden, og det kan få store konsekvenser for, om stater i fremtiden vil risikere at deltage i fredsbevarende operationer.

Hvad der umiddelbart var en lettelse for hollænderne, er derfor på kort tid vendt til et smertefuldt gensyn med uhyrlighederne i 1995. Reaktionen er defensiv; hæren erklærer sig overrasket over resultatet, og på avisernes debatsider hæfter mange sig ved, at landet skal sige nej til internationale operationer i fremtiden. Dog kan man også ane en stadig mere åben offentlig erkendelse af fejltagelser, som i mange år ikke har kunnet bide sig fast i hverken regering eller befolkning.

Jan Pronk, der var udviklingsminister i 1995, mener, at han selv og den daværende regering må gøre rent bord i forhold til folkemordet. Han udtalte sig til hollandsk tv umiddelbart efter dommen:

FN siger, at fredsbevarende styrker må beskytte flygtninge i nærheden så godt som overhovedet muligt. Det var vores pligt over for disse mennesker. Politikere, inklusive mig selv, må drages til ansvar for fejltagelserne begået af vores soldater, sagde han.

Efterfølgende lagde Pronk vægt på, at den hollandske stat selv må følge op efter dommen og give en uforbeholden undskyldning. Noget, som staten ellers hidtil har afvist, da man har henvist til, at FN havde overkommandoen.

Vejen til dommen og disse politiske indrømmelser har været lang og fyldt med kollektiv undertrykkelse, hvis man spørger advokaten Liesbeth Zegveld. Hun har på vegne af de efterladte ført sagen mod staten gennem de seneste 10 år og talte med Kristeligt Dagblad efter dommen i sidste uge.

Jeg troede ikke, at denne sejr var mulig inden for Hollands grænser. Fordi vi er alt for involverede. Det er for stort et traume for vores land, og jeg troede ikke, at retten ville være i stand til at løsrive sig fra dramaet. Men det burde ikke have varet et årti, for juridisk set var dette en utrolig stærk sag, siger hun.

Ifølge Zegveld er sagen ikke forløbet efter normale retsstatslige principper:

Vi oplevede en stærk politisk indblanding undervejs, og det vidner om, at det er blevet et nationalt traume. En af dommerne blev udskiftet under sagen, fordi han sandsynligvis var for hurtig til at foreslå et forlig (på vegne af staten, red.), fordi sagen var så klokkeklar. Vi kunne ikke få at vide, hvorfor det skete, og det er ulovligt. Resultatet kunne nemlig have store konsekvenser for landets internationale militære deltagelse, så dette handler ikke længere blot om Srebrenica, men om mulig politisk indblanding i en retssag i et demokratisk land.

Uregelmæssigheder, som Zegveld tilskriver Srebrenicas rolle i det politiske liv.

Hvis man stadig er traumatiseret, mener jeg ikke, at loven kan spille sin rolle ordentligt. For at kunne dømme ordentligt må man have bearbejdet traumet og objektivt møde kendsgerningerne, siger den 41-årige advokat.

Frank Westerman kan forklare, hvordan dette traume har udviklet sig, og hvorfor det har rykket i noget fundamentalt i hollænderne. Han er i dag forfatter og var den ene af blot to tilstedeværende journalister i Srebrenica i 1995.

Siden kolonitiden har vi haft et dybt ønske om at gøre gode ting i verden, siger han og fortsætter:

Vi har brugt mottoet Nederland gidsland Holland skulle være en guidende moralsk aktør i verden. Derfor ønskede vi også at være værter for de internationale domstole. Vi ville være allerforrest i forsøget på at gøre godt i verden. Hollandske politikere valgte det sværeste og mest isolerede område i Bosnien, hvilket militært set var dybt naivt. De kunne ikke have stoppet Mladic, men de vidste og skulle have rapporteret, at et folkemord var forestående. Hvorfor de ikke gjorde det, kan stadig holde mig vågen om natten.

Ifølge Westerman blev dette længe holdt skjult for offentligheden:

Traumet har udviklet sig gradvis for hollænderne. Lidt efter lidt er den ydmygende sandhed blevet tydelig. Først blev den øverstkommanderende, Karremans, kørt rundt i åben Cadillac og senere forfremmet til oberst. Derefter fulgte en serie pinlige afsløringer. Men først efter den store kulegravning i 2002 ville politikerne påtage sig ansvaret, men stadig ikke nogen skyld. De moralske ambitioner var meget høje, og derfor er den politiske selvransagelse stadig ikke slut. Srebrenica er for hollænderne, hvad Saigon var for amerikanerne. Et ar på folkesjælen, siger han.

Den juridiske og historiske tolkningskamp slutter ikke foreløbig. Den udskiftede dommer i den netop afsluttede sag skal afhøres i september, hvor han under ed skal forklare, om politikere blandede sig i processen. Dernæst beslutter landets offentlige anklager, om sigtelser skal rejses mod de hollandske militærledere i oktober, mens sagen mod Ratko Mladic ventes endeligt afsluttet i 2014.

udland@k.dk

Ratko Mladic tager hovedtelefonerne af i vrede under den seneste fremstilling ved Det Internationale Krigsforbryder-tribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag. Arrestationen af Mladic vække glæde i Holland, men den genåbner også diskussionen af hollændernes egen rolle.
Ratko Mladic tager hovedtelefonerne af i vrede under den seneste fremstilling ved Det Internationale Krigsforbryder-tribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag. Arrestationen af Mladic vække glæde i Holland, men den genåbner også diskussionen af hollændernes egen rolle. Foto: AFP.
En ældre bosnisk-muslimsk kvinde viser billeder af pårørende, der enten er forsvundet eller dræbt i Srebrenica. Mange af de efterladte til de døde bebrejder de hollandske FN-styrker for at have lukket øjnene for, at de bosnisk-muslimske mænd ville blive dræbt.
En ældre bosnisk-muslimsk kvinde viser billeder af pårørende, der enten er forsvundet eller dræbt i Srebrenica. Mange af de efterladte til de døde bebrejder de hollandske FN-styrker for at have lukket øjnene for, at de bosnisk-muslimske mænd ville blive dræbt. Foto: Danilo KrstanovicReuters.