Prøv avisen
Interview

Hollandsk lægeformand om dødshjælp: Det vigtigste er selvbestemmelsen

”Vi har en århundredlang tradition for at ville bestemme selv,” siger René Héman, der har arbejdet som trope- mediciner i Afrika, og som har været formand for Den Kongelige Hollandske Lægeforening KNMG siden den 1. januar 2017. – Foto: KNMG

Hollandsk dødshjælp hviler på et fundament af urokkelig tro på individets ret til selvbestemmelse – uanset om individet risikerer at skade sig selv, siger formanden for landets lægeforening, René Héman

Fra 2003 til 2016 steg antallet af personer i Holland, som døde ved aktiv dødshjælp og assisteret selvmord, med 236 procent. I dag kan personer med psykisk sygdom, i de tidlige stadier af demens og svagelige ældre få hjælp til at dø – og altså ikke kun terminalt syge. Hvert år dør et lille antal mennesker, hvor dødshjælpen ikke opfyldte lovens krav; fra en berygtet sag om en dement kvinde, som strittede imod, til andre om læger, der vurderede graden af lidelse ud fra en stum patients blik, eller simpelthen ud fra eget perspektiv:

”For lægen var det afgørende spørgsmål, om han selv ville finde lidelsen ubærlig, og hvad han havde ønsket, hvis han var i patientens sko,” som der står i en redegørelse om en sådan sag fra en af de komitéer, der vurderer alle hollandske tilfælde af dødshjælp.

Men hvordan forstår hollænderne selv udviklingen? Hvordan ser de på sager, hvor dødshjælpen ikke skulle have fundet sted – er systemet overhovedet sikkert?

Ja, mener René Héman, formand for Den Kongelige Hollandske Lægeforening, som Kristeligt Dagblad møder i et enormt domus medica af samme navn og glas og stål nogle kilometer fra Utrechts centrum.

”Vi har en ægte tro på, at mennesker er i stand til at træffe deres egne beslutninger. Vi tillader folk at drikke, ryge og køre bil. Hvorfor skal de ikke have lov til at bestemme, hvilke sundhedsydelser de ønsker? Det er altså paternalistisk at mene, at mennesker ikke duer til at bestemme selv,” siger han – og bruger en term, der inden for medicinsk etik nok tenderer et skældsord: Idéen om, at lægen ved bedre om patientens behov end patienten selv.

Dér må man starte for at forstå, hvordan det hollandske system kan rumme sine fejl: Den håndfuld eller to, som hvert år dør, men hvor dødshjælpen ikke levede op til loven, og hvor sagen ikke kan gå om, da lægen ifølge hollandsk lov først skal indberette en sag om dødshjælp efter, at handlingen har fundet sted.

Men for det første er disse sager netop få, siger René Héman, 10 ud af 6091 dødsfald i alt i 2016. For det andet er en verden uden dødshjælp værre, mener han:

”For uden det kan folk ikke være selvbestemmende.”

Og mere end noget andet lindrer denne klokkeklare tro på autonomi selv de forkerte handlinger, uanset at patienten nu er død:

”I sagen om lægen, som vurderede lidelsen ud fra patientens blik, var der jo stadig et ønske om dødshjælp, som kvinden havde skrevet ned flere år tidligere. Det var der også i sagen om kvinden, der blev holdt nede. Det var en anden sag, hvis der ikke havde været et ønske. Men så havde der heller ikke været eutanasi,” siger lægeformanden.

Han anser det hollandske system for sikkert. Der er seks kriterier, lægen skal opfylde, for at dødshjælp er en straffri handling. De seks kriterier holder hinanden i skak som tandhjul i et ur: hvis ét led mangler, går alt andet i stå, uanset omstændighederne.

”For eksempel kan ingen, der ligger i koma, få aktiv dødshjælp. For de kan hverken give tilsagn, og det kan heller ikke afgøres, om de lider ubærligt, som er to essentielle kriterier,” siger René Héman.

Ifølge et andet kriterium skal en læge, der får et ønske om dødshjælp, indhente mindst én vurdering fra en uafhængig kollega. Lagt sammen med den efterfølgende vurdering i komitéerne er det en ”dobbeltsikring”, mener René Héman.

Flere kriterier er med vilje formuleret bredt, og hollandske læger er især i tvivl om to: Hvordan man afgør, om lidelse er ”ubærlig”, og hvordan man ved, om der ”findes noget rimeligt alternativ” til dødshjælp. Men loven er lavet med elastik, for det ultimative mål er – igen – at sikre selvbestemmelsen:

”Det er kun patienten, der kan sige, at mit liv ikke er godt nok. Det afgørende er, at lidelsen er ubærlig efter patientens egen opfattelse, og at patienten kan overbevise lægen om det. Lidelsen er i centrum, ikke den konkrete sygdom,” siger han og fortsætter:

”Samfundet ændrer sig over tid. Lidelse ændrer sig i takt med nye behandlinger og nye indstillinger til lidelse, og loven skal være i stand til at følge med den udvikling. Derfor er kriterierne brede.”

”Ingen havde tænkt over”, at dødshjælpen ville gribe om sig, som den har gjort, siden loven blev vedtaget i 2002, siger han. Regeringen har sat en undersøgelse i gang, der skal kulegrave årsagerne til den eksplosive stigning. Men loven i sig selv er ikke til debat.

”Den har enorm støtte både blandt læger og i befolkningen. Den kritiske debat går på marginale grupper, for eksempel om en skriftlig forhåndstilkendegivelse om dødshjælp kan erstatte et mundtligt ønske hos patienter, der i mellemtiden er blevet inhabile, og hvor graden af lidelse derfor er svær at fastslå,” siger han.

René Héman blev engang rost for, at ”Holland er det fjerde skandinaviske land”. Og det er forunderligt, medgiver han – den slående lighed mellem Norden og Holland, for eksempel hvad angår velfærd og social samvittighed. Men der er en lige så forbløffende forskel i grundindstilling: De skandinaviske lande hælder mod at beskytte individet, om nødvendigt mod at skade sig selv. Hollænderne betoner, at individet må gøre, som det vil, også selvom det risikerer at skade sig selv.

Holland kæmpede hårdt for sin uafhængighed, der kom i 1581. Landet var en republik, da Europa var styret af monarkier. Det husede forfulgte mindretal, fra portugisiske jøder til calvinister og arabere, og måske rummer historien en del af forklaringen, siger René Héman:

”Ethvert land må lave den lov, der passer til det pågældende lands kultur. Vores lov passer her. Vi har en århundredlang tradi- tion for at ville bestemme selv og for at være tolerante.”

Hollandsk lov gælder aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Dødshjælp og eutanasi bruges samlet, hvis andet ikke er angivet.

Mellem 2002 og 2016 rapporterede lægerne om 49.287 tilfælde af dødshjælp. Komitéerne fandt, at 89 sager, 0,18 procent, ikke levede op til kriterierne. Her er tre eksempler:

Et ”indirekte samtykke”. I 2012 fik en kvinde i 50’erne og i de sidste stadier af demenssygdommen Huntingtons sygdom aktiv dødshjælp. Hun havde seks år tidligere givet en skriftlig tilkendegivelse om, at hun ønskede dødshjælp, men ikke hvornår. Tre år tidligere havde lægen nævnt dødshjælp, men kvinden blev urolig og sagde, at hun ikke ”ville have en nål”. Et år inden hun døde, bragte lægen det op igen. Denne gang blev kvinden ikke urolig. Lægen ”tog dette som et indirekte samtykke”. Dagen før kvinden døde, opfattede lægen hendes ”rolige opførsel”, som om ”hun forstod, hvad hun blev fortalt” om den forestående dødshjælp, selvom patienten var inhabil.

Hendes øjne sagde alt. I 2014 fik en kvinde i 80’erne aktiv dødshjælp. Hun havde en 20 år gammel skriftlig tilkendegivelse om, at hun ønskede dødshjælp, hvis hun blev inhabil. Det var hun nu, men plejehjemslægen afviste børnenes ønske om dødshjælp, da han mente, kvinden var ”rolig og venlig”. Børnene kontaktede i stedet End of Life-fonden, der er specialiseret i sager, hvor patientens læge har sagt nej. Klinikkens læge så kvinden to gange. Han så ingen fysisk lidelse og kunne ikke afgøre, om kvinden led psykisk, men indvilgede i at udføre dødshjælpen på baggrund af den gamle, skriftlige tilkendegivelse. En uafhængig læge tilså også kvinden og gav sit samtykke. Lægen så i patientens øjne ”helt tydeligt hendes fortvivlelse og ulykke”.

Blev holdt nede. I 2016 fik en kvinde i 70’erne aktiv dødshjælp. Hun havde Alzheimers sygdom og havde tidligere skriftligt tilkendegivet, at hun ”ønskede at dø, når min livskvalitet er så dårlig, at jeg beder om eutanasi”. Da dødshjælpen blev givet, var kvinden dog in-habil og kunne ikke udtrykke et klart ønske om dødshjælp. Familie og læge handlede nu på baggrund af det skriftlige ønske. Inden dødshjælpen gav lægen kvinden et sovemiddel i kaffen, og endnu ét, da det første ikke var nok. Kvinden satte sig op og lavede en undvigende manøvre, mens dødshjælpen var under forberedelse, hvilket resulterede i, at familiemedlemmer måtte holde hende nede, mens dødshjælpen blev givet. Anklagemyndigheden undersøger lige nu, om der skal køre en straffesag, i så fald den første nogensinde.

Foto: Anne-Sofie Christensen