”Min mor troede ikke, at hun havde nogen familie overhovedet. Det ville have slået benene væk under hende, hvis hun havde vidst, at hendes egen mor ledte efter hende.”
Følelserne er tydelige på stemmebåndet hos den 52-årige Clare Reay fra nordengelske Newcastle upon Tyne.
Det er syv år siden, at hendes mor, Eva Lestman, døde. Men i det forgangne år fandt hun ud af, at moderen har to yngre søstre i USA, og at hendes egen bedstemor rejste rundt på børnehjem i Tyskland efter Anden Verdenskrig for at finde sin ældste datter.
Eva Lestman blev født af Dora Rapaport i en koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Det eneste dokument, Eva Lestman havde, sagde, at hun var født i Bergen-Belsen i 1945. Men det eneste eksisterende billede af mor og datter viser tydeligt, at hun ikke var nyfødt i 1945. De præcise detaljer vil nok aldrig komme frem.
Alt, hvad vi ved, er, at Dora Rapaport fødte datteren, mens hun var i en koncentrationslejr – mest sandsynligt Auschwitz – og de overlevede begge. Men datteren blev taget fra den unge mor i 1945 og siden sendt med skib fra Marseille til Tel Aviv.
Den unge Dora Rapaport blev i mellemtiden gift og fik døtrene Dena og Jean, og den lille familie emigrerede til USA.
Men for Dora Rapaport lå det altid i baghovedet, at hun havde efterladt en datter tilbage i Europa.
”Hun gav aldrig op. Hun rejste mindst fem gange til Tyskland, hvor hun besøgte børnehjem for at finde en pige, der lignede hende. Men ingen vidste, at hendes datter – vores søster – var sendt til Israel,” fortæller datteren Dena Morris fra hjemmet i amerikanske Ohio.
Takket være dna-test ved hun nu, at hun er moster til Clare Reay i England, og det er her, hvor historien bliver til noget helt særligt. For det er en fortælling om, hvordan familier adskilt af holocaust finder hinanden 75 år senere.
Clare Reays fødselsdagsgave i marts sidste år fra hendes søn, der bor i Australien, var en dna-test fra et slægtsforskningsfirma. Hun var groft sagt ikke imponeret og havde mest af alt følelsen af, at han i sidste øjeblik havde fundet på en gave, som var let at sende over internettet.
Det blev bekræftet, da hun fik det første resultat, som blot gav oplysninger om hendes etniske ophav. Hun studsede over, at hun er 30 procent skandinavisk. Det kommer fra hendes far, da mange i det nordlige England og Skotland har vikingegener, hvilket hun ikke vidste. Andre 28 procent påviste ashkenazisk jøde, som er betegnelser for jøder fra primært østeuropæiske lande.
Kuriøst, men ikke rigtigt oplysninger, der ville ændre hendes liv. Men så fik hun et telefonopkald.
For slægtsforskningsfirmaet, det israelske Myheritage, havde sendt hendes dna-test gennem deres computere. Resultatet viste, at hun havde et ret perfekt match med to kvinder i USA, som nu har vist sig at være hendes afdøde moders to søstre.
På samme vis som Clare Reay tog testen ved en tilfældighed, gjorde det samme sig gældende for Dena Morris og Jean Gearhart, hendes nyfundne mostre.
”Det var min søster, der ville vide mere om vores baggrund. Og hun sagde, at jeg skulle købe en test, og den viste ikke noget overraskende ud over, at jeg er 10 procent italiensk. Vi havde ikke det store håb om, at der ville komme mere ud af det,” fortæller Dena Morris, som kalder det ”fuldstændigt vanvittigt”, at testen endte med, at de fik kontakt til deres ukendte søsters datter – og dennes tre søskende.
Slægtsforsker Nitay Elboym fra MyHeritage er vant til at finde ukendte forbindelse.
”Men det er ikke hver dag, at vi ser historier som denne,” siger han.
Dena Morris og hendes søster voksede op med bevidstheden om, at der var en historie om den forsvundne datter, der plagede deres mor, Dora.
”Hun var anderledes. Hun var optaget af at finde sin datter, og var lidt ligeglad med Jean og mig, og havde svært ved at vise følelser. Vi forstod det bedre, da vi blev ældre, at mor ikke altid havde det godt. Og hun havde altid billedet af de to sammen med sig,” fortæller Dena Morris.
En historie, som går igen i Clare Reays fortælling om sin mor; Dora Rapaports forsvunde datter.
”Jeg tror, at hele hendes liv var traumatiseret af hendes barndom; at hun var adopteret. Hun kendte ikke sin fødselsdag, men valgte den 24. oktober, og hun læste altid horoskoper for hendes stjernetegn skorpionen, men de passede aldrig. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun skulle overleve, og hun havde den teori, at hendes far var en SS-officer, som lod hende leve,” husker Clare Reay.
Hun bærer stadig sin mors Davidsstjerne i en halskæde, men det er stort set hendes eneste jødiske forbindelse:
”Jeg er ikke religiøs på nogen måde, så det påvirker mig ikke rigtigt, at min mor var jøde. Jeg har aldrig sat mine fødder i en synagoge,” siger hun.
En tilsvarende historie kommer fra Dena Morris i Ohio.
”Vi har altid kendt til vores jødiske ophav. Men da vi kom til USA, forbød vores far, at vi talte om, at vi var jødiske. Han var bange for, at der skulle ske os noget. Så jeg har aldrig været en del af det jødiske samfund,” siger hun.
Når det aldrig lykkedes Dora Rapaport at finde datteren, så hænger det blandt andet sammen med, at datteren ikke kendte sit eget navn. Hun fik efternavnet Lestman, så hun kunne rejse til Israel – og der blev hendes fornavn Eva ændret til det hebræiske Chava. Hun blev siden bortadopteret til en familie, som flyttede til London, da hun var omkring 10 år-alderen.
”Hun prøvede at finde ud af så meget som muligt, men fik at vide, at alle dokumenter var destrueret efter krigen. Hun havde kun det dokument, der sagde, at hun var født i Bergen-Belsen, og så breve, hun havde skrevet som lille pige. Det er lidt bittersødt at have fundet hendes familie nu, for det ville have betydet så meget for hende,” siger Clare Reay.
Hun er nu jævnligt i kontakt med sine to mostre i USA – og de venter alle på, at coronarestriktionerne bliver lempet, så de kan møde hinanden ansigt til ansigt.