Homoseksuel palæstinenser må bo i Israel

En 33-årig mand har fået midlertidig opholdstilladelse i Israel, fordi han er homoseksuel og dermed i livsfare på Vestbredden

De israelske myndigheder har udstedt en midlertidig opholdstilladelse til en palæstinensisk mand, fordi han som homoseksuel er i livsfare i hjembyen Jenin. -
De israelske myndigheder har udstedt en midlertidig opholdstilladelse til en palæstinensisk mand, fordi han som homoseksuel er i livsfare i hjembyen Jenin. -.

En 33-årig palæstinenser fra Jenin er glad. Han har fået lov til at bo sammen med sin partner, en anden mand, i den israelske by Tel Aviv.

De israelske myndigheder har udstedt tilladelsen, fordi mandens liv angiveligt skulle være i fare på Vestbreden. Her har palæstinenseren modtaget flere dødstrusler fra modstandere af homoseksualitet, skriver Reuters.

I livsfare
Det israelske indenrigsministerium udsteder meget sjældent opholdstilladelser til palæstinensere fra Vestbreden, og sagsbehandlingen kan tage flere år.

- I dette tilfælde sagde mandens advokat, at hans liv var i fare på grund af hans seksualitet, siger Peter Lerner, der er talsmand for Israels Koordinator for Regeringsanliggender på Vestbreden og i Gaza.

- På det grundlag udstedte vi den midlertidige opholdstilladelse, siger han.

Også israelsk modstand
Selvom homoseksualitet generelt er mere accepteret i Israel end i de palæstinensiske områder, er de ultraortodokse jøder stærke modstandere af hmoseksuelles rettigheder.

Under sidste års Gay Pride-parade i Jerusalem, hvor homoseksuelle går i optog gennem byen, var der grupper af jøder, der truede med vold.