Homoseksuelle indvandrere frygter for deres liv

Norges udlændingedirektorat har flere sager i hænderne om homoseksuelle indvandrere, som frygter at blive myrdet af deres familier

Nogle homoseksuelle indvandrere forsøger at komme ud af tvangsægteskabet, mens andre vælger at leve som homoseksuelle ved siden af ægteskabet. -
Nogle homoseksuelle indvandrere forsøger at komme ud af tvangsægteskabet, mens andre vælger at leve som homoseksuelle ved siden af ægteskabet. -. Foto: Arkiv/stock.xchng.

Udlændingedirektoratets team mod tvangsægteskaber i Norge har i år arbejdet med 160 sager om unge drenge og piger, som risikerer at blive giftet bort mod deres vilje.

Og en række af sagerne handler om homoseksuelle og lesbiske unge mennesker.

De unge fortæller både om mordtrusler og frygten for at blive udstødt af familien.

- De frygter, at de bliver dræbt, siger rådgiver Terje Bjørnanger til den norske avis Dagsavisen.

Ifølge Bjøranger kommer de unge fra Pakistan, Irak, Afghanistan og Somalia - lande, hvor tvangsægteskaber er et udbredt fænomen.

De unge bliver bortgiftet i familiens hjemland for senere at vende tilbage til Norge.

Nogle af de, der henvender sig til teamet, er allerede gift og ønsker at komme ud af ægteskabet. Men særligt for pigerne er det uhyre vanskeligt.

Andre vælger fortsat at være gift, men samtidig leve som homoseksuel ved siden af ægteskabet.