Homoseksuelle mormoner udfordrer kirkens lære

Mormonernes tro på at livet efter døden varetages af familier, giver kirkens ledere problemer med at håndtere aktuelle sager om homoseksuelle mormoner

Lester Leavitt (midten) blev bandlyst fra sin mormon-menighed, da han fortalte, at han var homoseksuel, men nu byder kirken ham velkommen igen. Her ses han sammen med sin tidligere kone og sin nye partner.
Lester Leavitt (midten) blev bandlyst fra sin mormon-menighed, da han fortalte, at han var homoseksuel, men nu byder kirken ham velkommen igen. Her ses han sammen med sin tidligere kone og sin nye partner. Foto: Express.

Homoseksuelle mormoner har indtil for nylig været ikke-eksisterende, men nu har en enkelt sag prikket hul i en af mormon-kirkens største tabuer.

Blev bandlyst fra mormonkirken

For et halvt år siden blev Lester Leavitt bandlyst fra en mormonkirke, da han fortalte menighedens ledere, at han var tiltrukket af mænd. Det skete, selvom han lovede at være tro mod sin kone og ønskede at forblive gift.

Nu har menigheden trukket bandlysningen tilbage.

Og ikke lang tid efter udgav Jesu Kristi Kirke af de Sidste Dages Hellige traktaten "Gud elsker sine børn", hvori der står, at det ikke er syndigt at være tiltrukket af en af samme køn.

"Traktaten er udtryk for, at mormonerne er ved at bløde op i spørgsmålet om homoseksualitet, også selvom mormonerne stadig vil forbyde homoseksuel adfærd", mener Lester Leavitt, som i dag hverken er mormon eller gift.

En torn i øjet på mormonerne

"Hvis der er homoseksuelle, der ønsker at forblive en del af kirken, så har denne sag banet vejen for dem", siger han til nyhedsbureauet Religion News.

Traktaten er ikke nødvendigvis en holdningsændring, men et tegn på, at mormon-ledere er blevet mere åbne for at tale om homoseksualiet, mener talsmand for mormonerne Kim Farah, som beskriver det som et "positivt skridt".

Spørgsmålet om homoseksualitet er en torn i øjet på mormonerne, eftersom ægteskabet mellem mand og kvinde har konsekvenser langt ind i evigheden.

Familien er vigtigfor mormoner

Mormonerne tror nemlig, at livet i himlen varetages af familier, som er blevet til på jorden. Og vil man nå højt i graderne i den mormonske himmel, må man have en familie.

"Det er utænkeligt for mange mormoner, at man kan være homoseksuel, og som mormon bliver man nødt til at fornægte det", siger Boyd Petersen, koordinator af mormonske studier ved Utah Valley Universitet.

Traditionelt har mormonerne betragtet homoseksualitet som en perversitet, der kunne bekæmpes, så man efterfølgende ville blive heteroseksuel.