Prøv avisen
Udland

Hongkong er en taktisk udfordring for Kina

I næsten tre måneder har Hong Kongs gader været fyldt med demonstranter - i denne weekend helt op mod 1,7 millioner mennesker. Foto: Aly Song / Reuters / Ritzau Scanpix

Trods tre måneders protester, der har lammet flytrafikken og skadet økonomien i Hongkong, har de kinesiske myndigheder reageret meget afdæmpet. Ud over omverdenens opmærksomhed på konflikten er den kinesiske regering også opmærksom på, at en voldsom reaktion kan skade forholdet til Taiwan

”Et land, to systemer.”

Sådan lød løftet, da Kina i 1997 overtog den tidligere britiske kronkoloni Hongkong, der ifølge aftalen kunne beholde sit selvstyre i 50 år. Siden har spørgsmålet om den sydøstlige kinesiske regions politiske frihed meldt sig flere gange, og et lovforslag, der ville tillade folk mistænkt for kriminalitet at blive udleveret til Kina, hvor Kommunistpartiet styrer domstolene, har siden midten af juni fået tusindvis af demonstranter på gaden i en konflikt, der har fået sit helt eget liv. For 11. weekend i træk var Hongkongs gader domineret af protester i søndags, hvor op mod 1,7 millioner mennesker – en fjerdedel af regionens befolkning – ifølge nogle skøn demonstrerede.

De massive protester har skabt bekymring for, hvor længe Kina vil finde sig i at blive udfordret.

”Helt grundlæggende omhandler Hongkong-konflikten om Kinas kerneinteresser nærmere bestemt landets suverænitet og territoriel integritet. Det er meget bekymrende for partitoppen i Beijing, når store dele af Hongkong-borgerne tilsyneladende ikke ønsker at være en del af Kina,” siger Andreas Bøje Forsby, der er forsker ved nordisk institut for asienstudier på Københavns Universitet.

”Demonstranterne i Hongkong repræsenterer også en mere generel udfordring af Kommunistpartiets magtmonopol i Kina, hvor man frygter, at det folkelige oprør kan inspirere til lignende tendenser andre steder i Kina. For eksempel i Tibet eller Xinjiang eller andetsteds, hvor lokalbefolkningen er utilfreds med kommunistregimet,” siger han.

Selvom konflikten er et udtryk for noget af det, der ligger Kinas centralmagt i Beijing allermest på sinde, vil de næppe engagere sig i Hongkong med indsatsstyrker og forsøge at tage kontrollen, siger Camilla Tenna Nørup Sørensen, der er forsker ved Forsvarsakademiet, blandt andet med fokus på Kina.

For nok er Hongkong en region, hvor den kinesiske regering agter at få voksende indflydelse, men hvis de kinesiske myndigheder skulle sætte ind militært, vil det også få betydning for de fremtidige kinesiske planer for blandt andet Taiwan.

”Selvfølgelig er der en grænse for, hvor længe Beijing bare kan lade stå til, men man kunne også vende den om og sige, at det her har stået på i tre måneder, lammet flytrafikken og skadet Hongkongs økonomi, og Beijing har stadig ikke gjort noget endnu. I mange andre lande har vi set regeringer slå hårdt ned hurtigere, som for eksempel over for de gule veste i Frankrig, men Beijing har reelt ikke foretaget sig noget. Det siger noget om, hvor nødigt Beijing vil gå ind med kinesisk militær eller sikkerhedsstyrker,” siger Camilla Tenna Nørup Sørensen og fortsætter:

”Hvis de gør det, er der absolut ingen i Taiwan, der vil støtte op om ’et land, to systemer’. Så ville alle sige, at ’vi skal ikke stole på nogen aftale med Beijing, for se hvad de har gjort i Hongkong’,” siger hun.

Andreas Bøje Forsby understreger også væsentligheden i, at ”verden følger indgående med fra sidelinjen”, og at det vil skabe et ramaskrig i de vestlige hovedstæder, hvis Beijing rører på sig og rykker militært ind i Hongkong. En pointe, Nis Høyrup Christensen, der er postdoc på CBS Handelshøjskolen i København med fokus på Kina, bakker op om, hvorfor det heller ikke undrer ham, at Kinas centralmagt reelt ikke har foretaget sig noget endnu.

”Det kommer ikke bag på mig, for de ved også, at der er bevågenhed på det. Det er ikke fuldstændig utænkeligt, at fastlandet rykker ind, hvis der er total nedsmeltning i Hongkong, men der skal godt nok meget til, og det ville være totalt uoverskueligt. Skal man opretholde ’et land, to systemer’-modellen, og hvad skal du gøre med en befolkning, der tydeligvis vil noget andet, er bare nogle af de spørgsmål, der vil trænge sig på.”

Ligeledes mener han, at Hongkongs regering ikke har været god til at ”læse folkedybet”, som også Camilla Tenna Nørup Sørensen hæfter sig ved som noget af det, der bør ændres, før man ser en ende på konflikten.

”Best case er et scenarie, hvor der kommer en forhandling i gang igen, og du får en Hongkong-regering, der bekymrer sig lige så meget for lokalbefolkningen, som den gør for at tilfredsstille Beijing,” siger hun.