Hongkong-protester fortsætter trods droppet lov

Broget skare af demonstranter i Hongkong kræver flere indrømmelser, efter at Carrie Lam og hendes regering nu helt har skrottet det omstridte lovforslag, der startede bølgen af protestaktioner for tre måneder siden. Erfaren demokratiforkæmper holder kampgejsten oppe, men er også bekymret

Medicinstuderende i Hongkong dannede torsdag en menneskelig kæde rundt om det medicinske fakultet ved Hongkongs Universitet i protest mod politiets hårde fremfærd over for demonstranterne under de seneste ugers protester.
Medicinstuderende i Hongkong dannede torsdag en menneskelig kæde rundt om det medicinske fakultet ved Hongkongs Universitet i protest mod politiets hårde fremfærd over for demonstranterne under de seneste ugers protester. . Foto: Anushree Fadnavis/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Too little too late” – for lidt og for sent. Så enkelt kan det siges. Og det er også de ord, der først falder demokratiforkæmperen Richard Tsoi ind. Som han siger, er det da fint, at regeringschef Carrie Lam nu imødekommer det krav, demonstranterne har haft fra dag et, nemlig at droppe en omstridt udleveringslov. Men nu er situationen i Hongkong en helt anden, end da det hele begyndte først i juni i den tidligere britiske kronkoloni.

”Dengang gik vi på gaden med det ene krav, at Carrie Lam og hendes regering skulle fjerne det lovforslag, der ville betyde, at mistænkte kriminelle kunne udleveres til retsforfølgelse i Kina. Men i løbet af de seneste tre måneder har forholdet mellem protestbevægelsen og politiet udviklet sig på den værst tænkelige måde med urimelig magtanvendelse fra deres side. Så derfor er et af vores helt centrale krav, at politiet skal stå til regnskab for deres handlinger,” siger Richard Tsoi, der er næstformand i demokratibevægelsen Hong Kong Alliance.

Richard Tsoi har i mange år været aktiv demokratiforkæmper i Hong Kong Alliance, som blandt andet står bag det eneste museum på kinesisk jord til minde om massakren på Den Himmelske Freds Plads for 30 år siden.
Richard Tsoi har i mange år været aktiv demokratiforkæmper i Hong Kong Alliance, som blandt andet står bag det eneste museum på kinesisk jord til minde om massakren på Den Himmelske Freds Plads for 30 år siden. Foto: Pia Elers

Hans forening hører til under paraplyorganisationen Civil Human Rights Front, der har stået som arrangør af de kæmpestore demonstrationer i Hongkongs gader hen over sommeren.

Efter hans vurdering er der intet, der tyder på, at protesterne stilner af. Især ikke hvis man tager bestik af situationen hos de unge frontkæmpere. De er indstillet på at blive ved til den bitre ende både med at blokere byens internationale lufthavn og udvalgte metrostationer. Og det kan godt have nogle uheldige konsekvenser, eftersom man risikerer, at de mere moderate demokratiforkæmpere så står af, mener han.

”På den anden side må man medgive, at det er de unges aktioner, der måske i sidste ende fører til resultater – som den indrømmelse, vi fik i onsdags fra regeringschef Carrie Lam. Og derfor har hele vores bevægelse stadig støtte fra den brede del af befolkningen, men den er selvfølgelig ikke ubegrænset. De mere moderate vil måske være tilfredse, hvis vi bare får yderligere et eller to krav opfyldt,” siger Richard Tsoi.

Foreløbig har demonstranterne altså fået opfyldt deres første krav, men der er stadig fire tilbage. Og selvom protestbevægelsen ikke har nogen officiel ledelse, har der været møder på kryds og tværs mellem de forskellige grupperinger blandt andet for at kunne blive enige om at stille fælles krav. Tidligere krævede de også Carrie Lams afgang, men det er ikke længere på agendaen.

”Vi har indset, at det ikke i sig selv nytter noget, at hun træder tilbage. Så kommer der bare en ny Beijing-marionet i stedet. Det bedste scenarie for os vil være, at Carrie Lam og hendes regering selv kan håndtere situationen, så vi ikke risikerer et drastisk indgreb fra centralregeringens side. Men det kræver, at hun giver os nogle flere indrømmelser og får nedsat et uvildigt udvalg til at undersøge politiets voldsomme fremfærd mod demonstranterne. Det vil måske kunne lægge en dæmper på den anspændte situation,” vurderer Richard Tsoi.

Udover nedsættelse af et undersøgelsesudvalg går to andre krav på, at de over 700 anholdte skal løslades og ikke sidenhen retsforfølges. Endelig er der et femte krav, der er vokset frem under de seneste måneders demonstrationer – og det er kravet om mere demokrati. Men det er ikke et krav, som Hongkong-regeringen kan opfylde, erkender Richard Tsoi. Det er udelukkende et anliggende for lederne i Beijing. Og de har så sent som i denne uge gjort det klart, at der på ingen måde kan blive tale om et selvstændigt og demokratisk Hongkong.

”De fleste af os er godt klar over, at netop dette femte krav ikke er realistisk at få opfyldt lige med det samme. Men de unge aktivister er indstillet på, at det skal være alt eller intet. De kalder selv det her for ’det endelige slag’ – og så må det briste eller bære. Det kan jeg som midaldrende Hongkong-borger godt blive lidt bekymret over. For det værste scenarie er selvfølgelig, at urolighederne fører til undtagelsestilstand, og hvad deraf følger,” påpeger næstformanden i Hong Kong Alliance.

På spørgsmålet om, hvad der skal ske nu, og hvor han tror, at det hele ender, lægger han ansigtet i alvorlige folder og siger med dæmpet stemme:

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så aner jeg det ikke. Men jeg ved, at vi fortsætter med at demonstrere. Kampen fortsætter.”

Foreløbig er der lagt op til en stor march gennem Hongkongs gader den 15. september og ligeledes en stor demonstration den 1. oktober. Det vil være noget af en provokation over for Kinas kommunistiske ledelse, da det netop er den dag, at Folke- republikken fejrer 70-årsfødselsdag.