”Vi siger til dem, at det nok skal gå godt. Vi siger, at de ikke skal være bange”

De italienske læger og sygeplejersker knokler i døgndrift og er nationens nye helte, som kæmper en umenneskelig kamp mod virus

”Til alle jer... Tak!”. Gavlmaleriet af kunstneren Franco Rivoli hænger på Pave Johannes Hospitalet i Bergamo og er en gave fra organisationen af carabinieri, det italienske halvmilitære politikorps, til det sundhedspersonale, der knokler dag og nat. – Foto: Claudio Furlan/Zuma/Ritzau Scanpix.
”Til alle jer... Tak!”. Gavlmaleriet af kunstneren Franco Rivoli hænger på Pave Johannes Hospitalet i Bergamo og er en gave fra organisationen af carabinieri, det italienske halvmilitære politikorps, til det sundhedspersonale, der knokler dag og nat. – Foto: Claudio Furlan/Zuma/Ritzau Scanpix.

Fotos af militærkøretøjer, som holder på række i Bergamo for at samle døde op og køre dem til krematorier uden for byen, har endnu engang understreget den tragedie, som store dele af Italien gennemlever i disse dage. Men det er et andet billede, der rammer lige ind i hjertekulen hos italienerne. Fordi det rummer håb.

En tegning af en læge, formummet bag maske og dragt, som holder støvlelandet Italien som en baby i sine arme. Det er lavet af kunstneren Franco Rivoli, og det blev til som en gave fra organisationen af carabinieri, det italienske halvmilitære politi-korps, til det sundhedspersonale, der knokler dag og nat.

Tegningen blev i første omgang lagt på Facebook og delt utallige gange. Siden blev den kopieret op i stor størrelse, så den nu også hænger på en gavl på Pave Johannes Hospitalet i Bergamo med teksten ”A Tutti Voi… Grazie!”. Til alle jer… Tak!

Italienere er ofte hurtige til at udnævne helte og skurke, ikke altid lige fortjent, men det sundhedspersonale, som lige nu står med så mange menneskers liv i hænderne, arbejder døgnet rundt, og som kun klager, fordi de mangler senge og udstyr, er det coronaramte lands håb, frontkæmpere og helte. De betaler selv en pris for indsatsen. I alt er 13 læger døde, mange er smittede.

”Skærsilden” kalder en sygeplejerske på San Paolo-hospitalet i Milano sin afdeling. Maria Cristina Settembrese har til flere italienske medier fortalt, hvordan hendes arbejdsplads er blevet et sted, hvor man ”græder og dør”.

”For nogle dage siden kørte vi en 42-årig mand ind på intensiv. Mens jeg holdt hans hånd, bønfaldt han mig: ’Sig til mig, at jeg kommer til at vågne op igen. Jeg har to børn derhjemme’. Min maske blev helt fyldt med tårer,” fortæller sygeplejersken.

Hun siger, at det er sket nogle gange, at hun har grædt igennem de 18 år, hun har arbejdet på hospitalet.

I ly af mørket kørte 15 lastbiler fra den italienske hær natten til i går et stort antal kister med lig ud af Bergamo, hvor krematoriet ikke længere kan følge med, fordi der hver dag dør 50 mennesker i byen, coronaudbruddets epicenter i Italien. – Foto: Fabio Conti/AFP/Ritzau Scanpix.
I ly af mørket kørte 15 lastbiler fra den italienske hær natten til i går et stort antal kister med lig ud af Bergamo, hvor krematoriet ikke længere kan følge med, fordi der hver dag dør 50 mennesker i byen, coronaudbruddets epicenter i Italien. – Foto: Fabio Conti/AFP/Ritzau Scanpix.

”Men nu græder vi hver dag. Især når vi skal skrive de tre bogstaver NCR. Non Candidato alla rianimazione.” Patienten er ikke kandidat til en af pladserne på intensivafdelingen.

”Presset er enormt. Der kommer stadig så mange patienter, men nu er de noget yngre, flere er 40-45 år. De er måske blevet syge for en uge eller to siden, de har gået derhjemme med det, men nu er sygdommen forværret, og så kommer de her,” har Ferdinando Luca Lorini, leder af intensivafdelingen på Pave Johannes Hospitalet i Bergamo fortalt til flere medier.

”Vi læger og sygeplejersker gør vores arbejde, men det er nødvendigt, at folk forstår, at de skal blive derhjemme. Det er den eneste måde, vi kan vinde denne kamp. Vi skal nok vinde, men det kommer til at tage lidt tid.”

En sygeplejerske, der arbejder på Barbieri del Maggipore-afdelingen i Parma, et af de steder, der også er hårdt ramt af sygdommen, skriver i et åbent brev til avisen La Repubblica, hvordan de forsøger at indgyde håb hos patienterne.

”Vi siger til dem, at det nok skal gå godt. Vi siger, at de ikke skal være bange, for vi skal nok komme godt ud af det sammen. Og når det så lykkes at få et smil frem hos en af patienterne, og du bagefter kan smide alt det udstyr, som hele natten har vejet tungt og fået dig til at svede og sat mærker på dit ansigt, så kan man føle sig mærkeligt lykkelig. Ja, lykkelig,” skriver sygeplejersken.

Hendes fagforening opfordrer som mange andre fagfolk uafbrudt italienerne til at blive hjemme.

På Ponte San Pietro-hospitalet har man inddraget gymnastiksalen som kapel, nu da stadig flere af patienterne dør. – Foto: Cozzoli/Zuma/Ritzau Scanpix.
På Ponte San Pietro-hospitalet har man inddraget gymnastiksalen som kapel, nu da stadig flere af patienterne dør. – Foto: Cozzoli/Zuma/Ritzau Scanpix.

”Der er ikke flere sengepladser. Vi er i konstant fare. Vi kan græde, når vi helt ødelagt slutter vores turnus. Vi er som soldater ved fronten,” lyder det for eksempel i en video fra sygeplejerskeforeningen.

Også uden for hospitalerne har sundhedspersonalet problemer. De praktiserende læger i Bergamo kom i går med et nødråb.

”Vi sætter vores eget liv på spil, men vi går ud alligevel. Uden beskyttelse, uden masker, går vi til slagtebænken,” lød det fra lægerne til avisen Il Fatto Quotiiano.

Ud af 600 læger i Bergamo er 118 nu ifølge avisen syge eller i karantæne. To læger er døde inden for de seneste dage.

I onsdags var 2629 italienske læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale smittet med coronavirus. De udgør omkring otte procent af alle smittede. Også mange bedemænd er nu syge.

Myndighederne siger, at de stadig ikke kan se resultaterne af de foranstaltninger, der er indført. Regeringen overvejer at stramme endnu mere for at holde flere hjemme. Den kendte virolog Roberto Burioni skrev i går på Twitter, at netop disse dage vil være afgørende, og at alle må bide tænderne sammen:

”Det er ikke nemt, men vi kan få det til at ende godt.”