Universitetshospitalet Duke Medical Center i North Carolina i USA ligger solidt placeret i bibelbæltet. Her er det lige så almindeligt at tale om sin (kristne) religiøsitet som at tale om, hvad man fik til aftensmad. Områdets fokus på livets åndelige dimension går igen på hospitalet, hvor hospitalspræsterne er skrevet ind som en del af alle behandlerteams på lige fod med blandt andre sygeplejersker og læger.
Nogle steder på det højteknologiske hospital er præsterne dog mere involveret i teamet end andre. I det team, der udgør børneafdelingens program for livskvalitet, er hospitalspræsten med til at sikre, at børnene og deres familier ikke kun bliver set som medicinske problemer, men som hele mennesker.
LÆS OGSÅ: Præsten har et andet sprog end lægerne
Vores hospitalspræst kan bruge et andet sprog end det medicinske og dermed komme ind på andre emner, som er vigtige for patienterne og deres familier. Med hende på holdet kommer vi bedre frem til beslutninger, som passer til familiernes mål og værdier, fortæller programmets leder, læge Raymond Barfield, om teamets hospitalspræst, Annette Olsen.
Med et greb i medicinhistorien peger han på, at sygdom og lidelse tidligere hørte til i hjemmet og nærmiljøet. Men nu er sygdom i vid udstrækning flyttet ind på hospitalet, hvor det medicinske sprog er dominerende. Et sprog, der ikke rummer beskrivelser af spirituelle behov og oplevelser, af moralsk ret og vrang eller af frygt, sorg og lidelse.
Lægerne har en tendens til at glemme, hvis historie og hvis liv det handler om, mener Raymond Barfield. Den situation kan hospitalspræsten være med til at bløde op.
I modsætning til de andre specialer taler hospitalspræsten ikke kun om, hvordan man overlever, men hvordan man lever, siger han.
LÆS OGSÅ: Han insisterer på livet
Teamets hospitalspræst Annette Olsen ja, hun har danske rødder er selv ordineret kristen præst. Men det religiøse tilhørsforhold er ikke givet. En hospitalspræst i USA kan også være eksempelvis muslim, hindu eller sekulær humanist, ligesom hospitalspræsten servicerer alle patienter uanset deres tro.
Vores udgangspunkt er, at alle tror på noget. Langt de fleste mennesker har også et spirituelt aspekt, og vores opgave er at hjælpe patienter og pårørende til at bruge det, de tror på, i deres helbredelsesproces, siger Jim Rawlings, leder af hospitalspræsterne på Duke-hospitalet.
Når folk ligger i hospitalssengen og ikke kan sove klokken to om natten, bliver tankerne om hvorfor er jeg her?, giver mit liv mening?, og har jeg gjort det i mit liv, jeg ville? ofte påtrængende. De er her jo, fordi de er alvorligt syge, siger Jim Rawlings.
LÆS OGSÅ: Hver anden alvorlig syge søger trøst hos Gud
Selvom hospitalspræsten er en del af alle behandlerteams, og der er tilknyttet en præst til hver afdeling, møder Annette Olsen stadig en vis skepsis og modstand fra mange sundhedsprofessionelle.
De, som endnu ikke har prøvet at arbejde tæt sammen med en professionel hospitalspræst, er nervøse for, at jeg vil forsøge at missionere eller optræde fordømmende over for patienterne. De frygter, at jeg vil bede dem bekende deres synder og den slags. Men det er jo netop ikke det, jeg gør, siger hun og forklarer, at hendes rolle ofte er som en slags spirituel coach, hvor hun hjælper patienterne med at finde ud af, hvad der gør dem stærkere.
Hospitalspræstens opgave er blandt andet at foretage en spirituel vurdering af patienterne: Har de nogle særlige religiøse eller spirituelle behov, hvor stærkt er deres personlige netværk og ikke mindst: Hvad håber de på, og hvad er deres bekymringer?
Cheryl Thaxton, teamets ledende sygeplejerske, understreger, at de ville gå glip af en mængde vigtig viden om detaljer, der er vigtige for patienterne og for en god behandling hvis ikke de havde en hospitalspræst med på holdet. Viden om, hvad patienterne frygter, hvad de håber på, og hvordan de ser på døden, bliver sjældent indfanget af det medicinsk orienterede personale.
LÆS OGSÅ: En eksistentiel rystelse
Annette hjælper os med at få styr på det perspektiv hos patienterne. Og så hjæper hun os også, hvis patienterne kommer fra andre kulturer. Hun er rigtig god til at finde ud af, hvad der er vigtigt for dem uanset deres tro og kulturelle baggrund, siger Cheryl Thaxton.
Hun oplever faktisk, at hospitalspræstens indsats ikke kun tæller på de såkaldt bløde værdier. Men også kan aflæses på et mindre medicinforbrug og mindre uro og nervøsitet hos patienterne.
Raymond Barfield peger også på konkrete medicinske resultater som beslutninger, der ellers ikke ville blive taget og henviser til en nylig artikel i det ansete medicinske tidsskrift JAMA, som viser, at hvis hospitalspræsten er en aktiv del af behandlerteamet, vælger færre patienter aggressiv, men udsigtsløs medicinsk behandling og har større tendens til at vælge hospice. Dermed, mener Raymond Barfield, får de en bedre sidste tid end de patienter, der vælger fortsat behandling for enhver pris.
De bliver styrket i at se andre muligheder, og det gør personalet også, siger han.