Houellebecq solidariserer sig med folket

Den franske forfatter Michel Houellebecq klandrer den politiske elite for at have svigtet

Houellebecq solidariserer sig med folket
Foto: Miguel Medina/AFP.

I Frankrig har man med spænding imødeset en reaktion på massakren i Paris fra landets store og kontroversielle forfatter Michel Houellebecq, hvis seneste roman, den islamkritiske ”Underkastelse”, for tiden er en europæisk bestseller.

Houellebecq valgte et italiensk medie som talerør, nemlig avisen Corriere della Serra. ”Underkastelse” har da også solgt flere end 200.000 eksemplarer i Italien.

Han har forsynet sin artikel med overskriften ”Jeg anklager Hollande og forsvarer franskmændene”, og han knækker staven over den politiske klasse, som i hans øjne har svigtet sit folk groft.

Houellebecq bemærker, hvordan man hurtigt kan vænne sig til terror:

”Ovenpå attentaterne den 7. januar (mod Charlie Hebdo, red.), sad jeg i to dage klæbet til tv-nyhederne uden at kunne tage øjnene fra dem. Efter attentaterne den 13. november tror jeg slet ikke, jeg tændte for fjernsynet. Jeg nøjedes med at ringe til de af mine venner og bekendte, som bor i de berørte kvarterer.”

”Frankrig står imod. Franskmændene ved, hvordan man står imod, også uden at kunne prale af en særlig heroisme, uden at behøve et kollektivt skud nationalt hovmod. De står imod, fordi de ikke kan gøre andet, og fordi man vænner sig til alt. Fordi ingen menneskelig følelse, selv ikke frygten, er stærkere end vanen,” siger han i sit essay, der også er bragt i New York Times.

Michel Houellebecq mener, den franske befolkning mentalt befinder sig et helt andet sted end den politiske kaste:

”Den franske befolkning har altid bevaret sin tillid til militær og politi; den har med foragt hørt på prædikerne fra det moralske - moralske? - venstre om at modtage flygtninge og indvandrere, og den har kun med dyb skepsis accepteret de militære eventyr i udlandet, som dens regeringer har kastet sig ud i.”

Den eneste politiker, som finder nåde for hans blik, er forhenværende udenrigsminister Dominique de Villepin, som hyldes for at have holdt Frankrig ude af Irak-invasionen. Til gengæld kaldes præsident Franois Hollande for ”en ubetydelig opportunist”.

Houellebecq leverer denne karakteristik af franskmændene:

”Stik imod, hvad man ellers tror, er franskmændene faktisk blide og lader sig nemt regere, hvilket ikke er det samme som, at de er komplette idioter. Deres største fejl er en vis overfladiskhed, som tenderer mod glemsomhed, så man er nødt til regelmæssigt at genopfriske deres hukommelse.”

Houellebecq er skånselsløs i sin kritik af politikerne, og det gælder såvel de borgerlige som de socialistiske:

”De regeringer, som har afløst hinanden, de sidste 10 (20? 30?) år, er faldet igennem på det mest pinlige, systematiske og alvorlige, når det gælder om at beskytte den franske befolkning, de har ansvar for. I det uendelige har de forlænget antallet af eksempler på en kløft - i dag afgrundsdyb - mellem borgerne og dem, som skulle repræsentere dem.”

Nu klæber der i hans øjne vanære til stort set den samlede politiske klasse.

”Hvem har besluttet de nedskæringer i politiet, som har gjort det noget nær ude af stand til at gennemføre dets opgaver? Hvem har gennem årene gentaget for os, at grænser er en antikveret absurditet, symboler på en forældet og kvalmende nationalisme?”

Svaret på den tragiske fredag den 13. i Paris er ifølge Houellebecq direkte demokrati:

”Det forekommer mig, at den eneste løsning, der stadig er tilbage for os, er at vende os langsomt henimod den eneste form for reelt demokrati, det vil sige det direkte demokrati.”