Prøv avisen

Hun bor 200 meter fra Gaza og bliver boende trods raketregn: Jeg nægter at lade mig kue

Hila Fenlon på 41 år har boet ved den nordlige grænse til Gaza, siden hun var fem år. De seneste 17 år har været præget af utallige raketangreb fra det område, hvor hun som sekulær israelsk jøde plejede at komme som barn. ”Hvis jeg fortæller mine børn, at det er palæstinensernes skyld, vil jeg fratage dem et-hvert håb om, at det nogensinde ender,” siger hun foran landsbyens mosaiksmykkede ”fredsmur”. Hun understreger, at det er Hamas, ikke palæstinenserne, der er problemet

Hila Fenlon har i 17 år levet med næsten daglige raketangreb i en hverdag præget af frygt og bekymringen for sine traumatiserede børn. Alligevel nægter hun og de andre indbyggere i kollektivlandsbyen Netiv Haasara at flytte fra deres hjem: For så har Hamas vundet

Hun husker det så tydeligt. Hun var ni måneder henne i sin første graviditet, da den første raket fra Gaza blev affyret mod hendes landsby, Netiv Haasara, et landbrugs-kooperativ, som kaldes en moshav. Det var første gang, at en israelsk landsby, som ikke var en jødisk bosættelse, blev ramt af en raket. Og den slog lige ned i Hila Fenlons landbrug, hvor hun dyrker såsæd, knap 200 meter fra grænsen til Gazastriben en tidlig aprilmorgen i 2001.

”Jeg var højgravid med min søn og vågnede med et sæt, da min gård blev ramt. Raketten lavede en lille eksplosion og et lille hul, men var virkelig amatøragtig. Så vi gik ikke i panik. Vi grinede. For helt ærligt, mente de det alvorligt? Det var sidste gang, at vi grinede,” siger den 41-årige israelske kvinde med glødende mørke øjne, mens hun viser en af de allerførste raketter frem, som mest af alt ligner en rusten nytårsraket.

Det foregår i et stort, køligt kælderlokale med klinkegulv, som viser sig at være et af de utallige beskyttelsesrum i moshav- kooperativet. Udadtil virker Netiv Haasara som enhver anden pigtrådsindhegnet israelsk landsby med palmer, citrontræer, drivhuse, butikker og legepladser. Her bor omkring 850 mennesker, deriblandt 300 børn, på 0,536 kvadratkilometer. Et par børn render rundt på boldbanen udenfor, men det er åbenbart et særsyn. Det beskyttelsesrum, vi befinder os i, er børnebunkeren. Og på den korte vej fra mødestedet til børnebunkeren har vi på under et minut uden at ænse det passeret otte beskyttelsesrum, forklarer Hila Fenlon.

”Børnene kan ikke lege udenfor mere. Det er for farligt. Vi har fået beskyttelsesrum i alle huse, på alle gadehjørner. Det vigtigste i dette lokalsamfund er, hvor hurtigt man kan nå frem til et beskyttelsesrum. Det er afgørende for dit liv.”

Ud over beskyttelsesrummene har Israel også installeret et alarmsystem, der varskoer, når raketterne er på vej. Men hvor indbyggerne i Tel Aviv, cirka 70 kilometer mod nord, har et minut og 45 sekunder til at søge i sikkerhed, bliver tidsfrekvensen kortere, jo tættere folk bor på Gaza. I Ashkelon, 15 kilometer nord for Netiv Haasara, har folk 30 sekunder.

”Vi er den israelske landsby, der ligger tættest på Gaza. Så vi har mindst tid til at finde ly og er så tæt på, at det israelske missilforsvarssystem Iron Dome ikke virker her. I den bedste af alle verdener har vi måske tre til fire sekunder til at finde et beskyttelsesrum efter at have hørt alarmen. Når du beder dine børn hente noget fra butikken, minder du dem altid om at være opmærksomme på, hvor beskyttelsesrummet er.”

For det første raketangreb i foråret 2001 blev afløst af et nyt dagen efter. Og endnu et dagen derpå. Og dagen efter igen. Da den første raket ramte, kom alle de lokale medier og verdenspressen til Netiv Haasara. Raketten forvoldte ingen stor materiel skade, og selvom nogle medier blev ved med at rapportere, forsvandt opmærksomheden lige så stille. Som Hila Fenlon med en snert af sarkasme siger, var der en fodboldkamp på fjerdedagen efter det første angreb, så ”fodbolden vandt, raketten tabte, og raketterne blev en del af vores liv, uden at nogen talte om det”.

Nogle gange var det fem raketter om dagen. Andre dage færre. Fra 2001 til 2014 blev Netiv Haasara ramt af over 2000 raketter – det samme antal, som regnede ned over landsbyen under hele Gaza-krigen i 2014 på næsten to måneder. Optrapningen skete især, efter at Israel rømmede de jødiske bosættelser i Gaza i 2005, og efter at den islamistiske Hamas-bevægelse vandt valget i området året efter.

”Den 12. august 2005 var dagen, hvor Israel trak sig ud af Gaza. Men det vigtigste den dag var, at jeg fødte mit andet barn. Jeg håbede, at når jeg kom hjem fra hospitalet med min nyfødte datter, at hun ikke også skulle være nødt til at løbe til et beskyttelsesrum. Men jeg tog fejl. Det skulle blive langt værre. Da Hamas i 2006 overtog Gaza, slog de sig ned lige ved grænsen, hvor der før var en israelsk bosættelse. Det er få meter fra os. Minutter fra os. Hamas har sagt i videoer, at Netiv Haasara skal være det første sted, der falder, og for fire år siden havde de gravet en stor tunnel helt hen til vores huse. En tunnel i 35 meters dybde. Tænk at bruge så mange penge og kræfter i stedet for at putte penge i genopbygningen af Gaza eller på at give sit folk et bedre liv,” siger Hila Fenlon.

Hun kalder sig propalæstinensisk og er modsat sine børn faktisk kommet i Gaza som barn.

Netiv Haasara blev bygget lige nord for Gaza i 1982, efter at Israel som led i Camp David-fredsaftalen med Egypten havde rømmet Sinai-ørkenen. Her var det lykkedes israelske moshav-kooperativer at dyrke grøntsager i ørkenen, og det var også her i den første moshav af samme navn lige syd for Gaza, at Hila Fenlon blev født i 1977. Hun fortæller, at hendes forældre og de andre medlemmer af kooperativet så det som deres ”patriotiske pligt” at flytte for fredens skyld. De valgte at slå sig ned klos op ad Gazastriben, som indtil Seksdageskrigen havde været under egyptisk kontrol, fordi de fortsat ville blive ved med at dyrke grøntsager i ørkenen. Men det skulle ske inden for Israels internationalt anerkendte grænser.

”For de ville ikke opgive deres hjem igen. De ville blive sammen og genopbygge kollektivet. Fællesskabsfølelsen var og er meget stærk her hos os,” forklarer hun og understreger, at moshavens indbyggere ikke havde nogen bekymringer ved at flytte så tæt på Gaza.

”Det var ikke et problematisk sted dengang. Jeg var fem år, da vi flyttede hertil, og jeg har helt almindelige barndomsminder fra Gaza, som var den nærmeste by for os. Jeg tog med mine forældre til markedet i Gaza for at handle. Når vores bil gik i stykker, tog vi til det bedste værksted i Gaza. Vi tog på vores yndlingsrestaurant i Gaza og spiste hummus. Jeg husker Gaza som en helt almindelig by. Der var ingen grænse, intet hegn. Jeg plejede at cykle alene til stranden for at bade,” siger hun og peger på et kort med den gamle vej til stranden, som i dag udgør den indhegnede grænse til Gazastriben.

”Hvis jeg sagde til mine børn på 13 og 17 år i dag: ’Kom lad os tage til Gaza og spise hummus’, så ville de tro, at jeg var tosset. I mine øjne er det en stor tragedie. Den nye generation ved intet om hinanden. Vi er nu to folk, der ikke kender hinanden. Det gjorde vi dengang. Mine børn har aldrig mødt nogen fra Gaza, og deres liv og barndom er fuldstændig anderledes end den barndom, jeg havde.”

I dag er der ingen kontakt mellem Gazas to millioner indbyggere, der lever under vanskelige humanitære betingelser og Hamas’ ekstremistiske styre, og israelerne i deres nabolag. Og de civile på begge sider af grænsehegnet lever med bevidstheden om, at en ny militær konflikt mellem Israel og Hamas kan være lige på trapperne.

”Hamas er ikke ude på at skyde mig, men vil have os til at skyde dem. Det hele er en pr-krig. Og det er en meget trist faktum, at jo mere militær magt Israel bruger, des mere taber det. Hamas tager de stakkels palæstinensere som gidsler. De er altid ofrene. Jeg har ofte følt mig som offer, når jeg har siddet i beskyttelsesrummet, men jeg vil ikke lade mig kue, og i modsætning til palæstinenserne kan jeg frit kritisere min regering,” fastslår Hila Fenlon, som ikke lægger skjul på, at hun ikke er nogen fan af den israelske regering, som hun føler sig svigtet af.

De seneste fire år er antallet af angreb fra Gaza dalet, men alligevel kommet op på omkring 1000 raketnedslag. Så sent som for tre uger siden var der tale om 50 raketter på få dage. Og raketterne, som affyres af ekstremister fra Hamas og Islamisk Jihad i Gaza, er samtidig blevet langt mere sofistikerede og har gennem årene dræbt tre personer i Netiv Haasara.

”Men billederne af de første amatøragtige raketter har sat sig fast i folks bevidsthed. Nu er det morterraketter, som er meget farligere. Og når medierne skriver om, at der er landet en raket i vores moshav, hedder det for det meste, at ingen er kommet noget til, og at der ikke er ødelagt noget. Men hele vores liv er forandret,” siger Hila Fenlon og fortsætter med harme i stemmen:

”Forestil dig, hvad det gør ved din hverdag. Du går på arbejde, køber ind, går i skole, går i bad. Men samtidig må du leve med, at der omkring 20 gange om dagen lyder en alarm, og at du kun har 3-4 sekunder til at komme i sikkerhed. I disse sekunder tænker du på at redde dig selv, du tænker på dine børn, dine forældre, din kæreste, din hund, eller hvem du ellers holder af. Og du ved aldrig, hvornår det er næste gang. 10 minutter senere, et par timer senere? Det sker, og du er altid beredt.”

Som hun forklarer, er det ikke realistisk at løbe ned i et beskyttelsesrum klokken to om natten med ens børn, når man lige er vågnet. Så børnene bliver lagt til at sove i beskyttelsesrummet.

”Det er sådan, børnene her vokser op inden for de internationalt anerkendte grænser af Israel. Som hver nat må sove i et beskyttelsesrum, og som har gjort det hver eneste nat i 17 år. Når medierne hævder, at ingen er blevet såret, så er det løgn. For det er et strategisk våben affyret af Hamas, en terrororganisation. Som er ligeglad med, hvor raketten rammer. Rent statistisk vil den nok ramme på åben mark. Men hvis du spørger mig, hvad den statistiske mulighed for at blive ramt er, vil jeg svare 100 procent. Fordi det er et psykologisk våben, og hver gang det bliver affyret, rammer det vores hjerter.”

Så effektivt, at alle børn i Netiv Hasaara er i behandling for posttraumatisk stress-syndrom. Der er børn, der ikke vil forlade beskyttelsesrummet. Som tisser i sengen og har mareridt hele tiden. Hvis klasselokaler er gjort til beskyttelsesrum.

Raketterne har fulgt Hila Fenlons nu 17-årige søn hele livet. Hun kan ikke tælle de gange, hun har grebet ham som spædbarn og er løbet i sikkerhed, når alarmen lød. Da drengen i en alder af 14 måneder begyndte at gå, løb han selv direkte mod beskyttelsesrummet ved en alarm.

”Hvornår kan du fortælle dine børn om denne konflikt? Det er sådan, de vokser op. Med at være bange for noget, de ikke forstår. Hvad skal man sige til sit barn, der ikke vil gå i bad, fordi han er bange for, at der kommer en raket, mens han er i bad? Man stiller sig ved døren til badeværelset og siger, at ’jeg er hos dig, hvis der sker noget’. Han går i bad og spørger hele tiden, om jeg stadig er der. ’Jeg er lige her’. Jeg har brugt mange år af mit liv med at stå vagt foran badet og toiletterne. Man vil gerne give sine børn tryghed, så de kan føle sig sikre. Og man kan ikke rigtig give dem det.”

Samtidig er Hila Fenlon sig dog fuldt ud bevidst om, at Israel har truffet et moralsk valg, som hun siger:

”Hellere lade vores borgere løbe til et beskyttelsesrum end at bombardere et hospital eller en skole i Gaza, hvorfra raketten måske bliver affyret. Og jeg er stolt over dette valg hvert minut, jeg bliver nødt til at tilbringe i et beskyttelsesrum. Jeg vil ikke have, at uskyldige børn dør.”

Når hun går ud i sin baghave, har hun frit udsyn til det elektriske sikkerhedshegn, patruljerende israelske soldater og tre mure, der er opført for at forhindre snigskytteangreb. Midt i disse trøstesløse omgivelser er den ene af de høje mure udsmykket med et hav af farvestrålende mosaikker med ordet fred på alverdens sprog. Shalom. Peace. Salam. Pace. Frieden. Det er en lokal kunstner, der har taget initiativ til projektet ”Netiv L’Shalom”, vejen til fred, og det er både folk fra lokalområdet og udlandet, der har sat de små kulørte sten på muren.

”De kom her for at tale om fred og håb, ikke om krig og hævn. Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor vi bliver her. Det gør vi, fordi vi har dette håb. Vi er villige til at kæmpe for et liv, der er værd at leve. Og vi har faktisk et meget godt liv her minus raketterne. Vi har et fællesskab, der gør os stærke, vi dyrker landet og har vidunderlige grøntsager, og det vil vi fortsætte med. Vi accepterer, at vores naboer er her, og at de bliver her. Vi venter på, at de også accepterer os,” siger Hila Fenlon.

For hende handler det især om give sine børn et håb. Moshaven er deres hjem. Det er det eneste hjem, de kender, forklarer hun, og hendes søn er sammen med andre lokale unge gået de 100 kilometer til Jerusalem til fods for at råbe politikerne op og opfordre dem til at finde en fredsløsning.

”Det ville de ikke gøre, hvis det ikke var vigtigt for dem at tro på en bedre fremtid. Jeg har forladt mit hjem en gang før for fredens skyld, og det var en meget god grund. Hvis vi rejser på grund af krig, har vi tabt krigen. Israel kan ikke tillade sig at tabe nogen som helst krig. Hvis jeg synes, at jeg ikke kan klare det mere, og jeg løber væk fra disse raketter, vil raketterne forfølge mig. For hvis Hamas lærer, at de kan drive os på flugt ved at skyde langt og længe nok, vil det aldrig stoppe. Så vi bliver her og venter på, at det stopper. På et tidspunkt vil det stoppe.”

Kristeligt Dagblad var inviteret til Israel af det israelske udenrigsministerium.

De første raketter, der slog ned i Netiv Haasara, var for eksempel lavet af trafik-skilte og så amatøragtige, at beboerne i kooperativ-landsbyen grinede. ”Det var sidste gang, vi grinede,” siger Hila Fenlon, der viser en af de første raketter frem.
De omkring 300 børn i Netiv Haasara leger på og uden for ”børnebunkeren” i lands-byen. Selv deres klasselokaler er opgraderet til beskyttelsesrum.
Hila Fenlon på 41 år har boet ved den nordlige grænse til Gaza, siden hun var fem år. De seneste 17 år har været præget af utallige raketangreb fra det område, hvor hun som sekulær israelsk jøde plejede at komme som barn. ”Hvis jeg fortæller mine børn, at det er palæstinensernes skyld, vil jeg fratage dem et-hvert håb om, at det nogensinde ender,” siger hun foran landsbyens mosaiksmykkede ”fredsmur”. Hun understreger, at det er Hamas, ikke palæstinenserne, der er problemet.