Prøv avisen

Hun brød ud af New Yorks lukkede jødiske samfund: Det var en befrielse at smide parykken

Libelle Polaki er født ind i en slægt af rabbinere, og blandt de andre ultra-ortodokse jøder i det hasidiske satmar-samfund i Williamsburg anses hendes familie for at være særligt religiøs. Men et ulykkeligt, arrangeret ægteskab fik hende til at bryde med sekten og smide parykken under en rejse til Israel: ”Det føltes fantastisk. Befriende,” siger Libelle Polaki, der stadig elsker følelsen af vind i sit nu farvede hår. – Fotos: Katrine Jo Andersen.

Som en af få lykkedes det for Libelle Polaki at bryde ud af det ultraortodokse jødiske samfund i Williamsburg, New York, efter opvæksten i en lukket sekt, som afviser alt moderne og lever efter strenge religiøse regler. Senest har hun trodset rabbineren, der har forbudt sektens kvinder at gå på universitetet

Først klippede hun store totter af sit hår af med en saks, og så lod hun barbermaskinen summe hen over sin hovedbund.

Hun måtte gentage bevægelsen adskillige gange, før alt hendes kraftige brune hår var væk, og hendes isse viste sig, nøgen og bleg. Og så stod hun der. 19 år. Og giftemoden.

”Jeg glanede ind i spejlet. Min første tanke var, at jeg så ud, som menneskene så ud efter holocaust,” siger Libelle Polaki, der i dag er 28 år.

Hendes forældre havde fundet hende en mand. Hun kendte ham knap nok. Men han tilhørte den samme ultraortodokse jødiske sekt i New York, som Libelle Polakis familie gjorde – og som de havde gjort i generationer – og det var nok.

”Jeg havde kun talt med ham få gange. Jeg vidste dog nok om min kommende mand til at vide, at jeg burde annullere forlovelsen – men jeg kunne intet stille op.”

Libelle Polaki skulle nu bære paryk med samme sømmelige pagefrisure som resten af kvarterets kvinder – det forventedes af gifte kvinder for at undgå fristelser – og om natten skulle hun sove med en turban af stof, stramt lukket til med velcro, der kradsede og irriterede hendes nøgne hovedbund. Men hun skilte sig ikke af med sit hår, hun beholdt det i flere år, gemt væk i en pose bagest i et skab:

”Jeg ville mindes farven, jeg ville mindes, hvordan det føltes – for jeg troede aldrig, at jeg ville lade det vokse ud igen,” siger Libelle Polaki.

Men det gjorde hun; lod sit hår vokse, smed sin paryk og brød med sekten. Som en af få er det lykkedes Libelle Polaki at bryde fri efter en opvækst med stærk social kontrol, hvor det meste var hende forbudt, og hvor viden var noget, hun tiltuskede sig i smug.

Libelle Polaki kommer dog stadig i sit barndomskvarter, men kun om lørdagen på jødernes hellige dag, hvor hun mødes med andre frisindede for at holde sabbat. Hun bryder sig ikke om at opholde sig i det ultraortodokse kvarter, der som en kile af fortid er hamret ind i den hippe bydel Williamsburg i Brooklyn. Kvarteret består som et konservativt fort, der insisterende holder stand mod resten af New York.

Mænd og kvinder rører ikke ved hinanden her, de holder anstændig afstand, og i tavshed stavrer de af sted med deres mange børn.

De taler lavmælt med hinanden på jiddisch, det gamle germansk-slaviske sprog, der tales blandt ultraortodokse jøder. Ellers er her stille. Alt er kønsopdelt. Synagogerne, busserne, skolerne. Og når mænd og kvinder passerer hinanden, slår de blikket ned for at undgå øjenkontakt.

For enden af de lange og lige gader løber East River, som ikke bare adskiller South Williamsburg fra Manhattan, men som også adskiller to verdener.

Derovre tårner skyskraberne sig op som symboler på magt og frihed. Herovre, blandt de ultraortodokse satmar-jøder, er det ildeset at tage en videregående uddannelse, mere end halvdelen lever under fattigdomsgrænsen, og den personlige frihed er stærkt begrænset.

Den gruppe, som Libelle Polaki holder sabbat med, mødes altid i det samme afsidesliggende forsamlingshus i udkanten af kvarteret. Der hersker en uformel landsbystemning indenfor i det stopfyldte lokale, alle kender tilsyneladende hinanden, og alle taler i munden på hinanden – og på rabbineren, som forsøger at byde velkommen.

Der bliver serveret bønnemos, kylling og jødiske donuts. Det hele er lavet på forhånd eller bestilt udefra, fordi troende jøder ikke må arbejde under sabbatten. Libelle Polaki er ikke længere troende. Hun kommer kun, fordi hun kan lide traditionen og fællesskabet.

Flere af de andre er ligesom Libelle Polaki udbrydere. Nogle ser stadig religiøse ud med tildækket hår eller kalot, men de fleste ser sekulære ud, og Libelle Polaki er ingen undtagelse med sin knaldrøde læbestift og tykke eyeliner. Hendes hår er groet ud igen, og hun har farvet det grønt fra ørerne og ned. Fordi hun kan.

Libelle Polaki havde sin skolegang på en ren pigeskole. Her lærte hun først og fremmest, hvad der var forbudt. Hun lærte, at kvinder ikke må bære beklædningsstykker, som en mand kan bære, at de ikke må have lyst eller farverigt tøj på, og at storbarmede kvinder skal gå med stramt undertøj, der mindsker barmen.

”Vi blev fortalt, at kvinder var mindre intelligente end mænd. At kvinder taler for meget. At man ikke kan stole på kvinder,” siger Libelle Polaki.

Hun er velformuleret, men den jiddische accent hænger stadig tungt i hendes sprog, når hun taler. Enkelte ord udtaler hun slet og ret forkert, fordi hun har lært dem fra litteraturen.

Halvdelen af undervisningen i pigeskolen foregik nemlig på jiddisch og centrerede sig om jødedommen. Den anden halvdel skulle forestille at være sekulær og foregik på et ufuldkomment engelsk. Det var derfor først, da Libelle Polaki kom i high school, at hun følte sig tryg ved at tale engelsk.

Hun husker, hvordan visse sider i skolebøgerne var limet sammen for at forhindre, at eleverne lærte om evolution, reproduktion og seksualitet:

”Jeg var et nysgerrigt barn. Jeg forsøgte altid at skille de sammenklistrede sider ad, for jeg var godt klar over, at der var ting, der blev skjult for os.”

Fordi der ingen seksualundervisning var, blev mange af Libelle Polakis veninder skrækslagne, da de fik deres første menstruation. Og de turde ikke fortælle det til deres forældre. I stedet stoppede de deres trusser med toiletpapir og bad til Gud om at overleve.

Libelle Polaki var en af de heldige. Hun havde en moster, der ikke var ret meget ældre end hende selv, og som oplyste hende om kvindekroppen og om menstruation. Men da hun en dag spurgte sin mor, hvad trusseindlæggene og bindene på badeværelset skulle bruges til, skiftede hendes mor blot emne. Og så blev der aldrig talt om det igen.

Allerede som barn ville Libelle Polaki gerne være mere moderne. Hun sammenlignede sig med sine klassekammerater på den jødiske pigeskole, der fik lov til mere, end hun gjorde.

Libelle Polaki kommer fra en slægt af rabbinere, og selv blandt andre satmar-jøder blev hendes familie anset som ekstremt religiøs. Når den store familie var samlet, sad mænd og kvinder ved hver sit bord, så Libelle Polaki har aldrig rigtig talt med sine onkler eller fætre.

”Alt var forbudt for mig. Jeg måtte ikke engang tygge tyggegummi. Jeg havde ikke lyst til at forblive i det helvede. Men det var skræmmende bare at tænke på at bryde ud. Den frygt, de planter i dig, er så magtfuld.”

Som barn og som ung måtte Libelle Polaki hverken se sekulære film eller høre sekulær musik, og hun måtte ikke have adgang til internettet.

”Viden er magt, så det handlede om at skærme os fra omverdenen,” siger hun.

I dag har Libelle Polaki fortrængt store dele af sin barndom.

”Min familie var utrolig dysfunktionel. Jeg husker kun kaos og skrig og skænderier. Og at alt var forbudt. Det var et mareridt,” siger hun.

Libelle Polakis forældres ægteskab endte skandaløst i en skilsmisse. Derfor er Libelle Polaki den ældste af kun fire søskende. Ultraortodokse jøder får ellers typisk mange børn. Halvdelen af de ortodokse familier i USA består således af fire børn eller flere. Og derfor vokser den ortodokse befolkning med cirka 5000 hvert år.

Libelle Polaki kan ikke lide at tale om sit eget ægteskab, som hun beskriver som sit livs største fortrydelse. Men hun husker, at hun kort forinden brylluppet for første gang i sit liv fik adgang til internettet, da hun fik arbejde på et kontor.

Som det første googlede hun en hel masse spørgsmål om sex. Hun havde ingen idé om, hvad hun kunne forvente på bryllupsnatten, og hun ville vide, hvad hun gik ind til.

Sex er et enormt tabu blandt mange ultraortodokse jøder. Mange tolker de hellige skrifter sådan, at lyset skal være slukket, når en mand og en kvinde har sex, og de skal desuden være tildækkede.

Der er også regler, der skal overholdes, når kvinden menstruerer: Manden må hverken røre hende de fem dage, hvor hun menstruerer, og heller ikke i de syv efterfølgende dage. Og det er ikke bare sex, der er forbudt i de 12 dage; det er enhver berøring.

For Libelle Polaki blev Google ikke bare en hjælp til bryllupsnatten, det blev en dør på klem til omverdenen. Hun begyndte også at tage på biblioteket for at læse bøger i smug. Den første tvivl om livet i Williamsburg var blevet sået. Og efter tre år i et ulykkeligt ægteskab havde hun samlet sig mod nok til at ansøge om at blive skilt.

Men blandt satmar-jøder er det ikke det amerikanske retssystem, der er primær lov, det er derimod rabbinerens ord. Og det er kun manden, der kan godkende en skilsmisse. Derfor må kvinder, der ønsker at blive skilt, købe sig til frihed.

Libelle Polaki måtte således gældsætte sig og betale 15.000 dollars, svarende til 100.000 kroner, til sin mand:

”Jeg ville aldrig have betalt de penge i dag. Men jeg var religiøs, og jeg følte ikke, at jeg havde andre muligheder.”

Libelle Polaki lod sit hår vokse ud under parykken. Hun tog fag på en aftenskole. Og et år efter sin skilsmisse tog hun med en gruppe af unge og mere sekulære jøder til Israel.

Det blev en livsforandrende rejse. Libelle Polaki iførte sig almindelige bukser for første gang. Hun drak alkohol for første gang – fem shots den første aften. Og hun blev for første gang lagt an på af mænd. Hun oplevede, hvad det vil sige at være ung og at være fri. Og den første morgen i Israel smed hun sin paryk.

”Parykken blev i min bagage resten af turen og resten af mit liv. Det føltes fantastisk. Befriende. Jeg tager ikke følelsen for givet den dag i dag. Jeg elsker stadig følelsen af vind i mit hår,” siger Libelle Polaki.

I den første tid bar hun dog altid kasket eller hættetrøje, og hun købte sine bukser tre-fire numre for store, fordi hun følte sig nøgen i for stramt tøj.

”Jeg begyndte at stille spørgsmål. Fortæller Toraen sandheden? Findes Gud? Jeg følte mig skyldig over at tænke de tanker, men jeg troede ikke længere. Jeg droppede det hele inden for et halvt år: Jeg begyndte at spise svinekød. Jeg fastede ikke længere. Og jeg indså, at jeg selv kunne bestemme, hvem jeg ville være.”

Kun for én procent af satmar-jøderne lykkes det at forlade samfundet, vurderer organisationen Footsteps, som støtter og vejleder afhoppere fra det ultra-ortodokse miljø.

Libelle Polaki reflekterer ofte over, hvorfor netop hun var i stand til at slippe væk. Hun er overbevist om, at hendes forældre var med til at skubbe hende ud over kanten:

”De behandlede mig så dårligt, så jeg havde ingen dårlig samvittighed over for dem. Jeg var så alene. Det var altid bare mig selv og min skygge som barn. Så jeg havde ingenting at miste.”

Libelle Polaki har i dag kun meget lidt kontakt med sine forældre, som skammer sig over deres datters livsførelse. Hendes far bor stadig i Williamsburg. Hendes mor er flyttet til Israel, hvor hun har giftet sig med en ældre ultraortodoks mand, som har 10 børn fra et tid- ligere ægteskab.

Libelle Polaki tillægger også sin begavelse en stor del af æren for, at hun har været i stand til at bryde ud:

”Jeg har altid været en kritisk tænker. Jeg har altid haft en trang til at finde ud af sandheden, for jeg følte, at jeg levede i en falsk verden.”

I dag studerer Libelle Polaki blandt andet filosofi på Manhattan Community College, hvorfra hun regner med at få sin afgangseksamen til december.

Dermed trodser hun nok engang satmar-sektens rabbinere, som ifølge et nyligt dekret, som den britiske avis The Independent har fået indblik i, advarer om, at det er både er farligt og imod Toraen, hvis kvinder tager en videregående uddannelse, for ”vi kan ikke tillade nogen som helst sekulær påvirkning i vores hellige miljø”.

Libelle Polaki suger til gengæld al den viden til sig, som hun overhovedet kan. Læser klassiske værker. Ser film. Hører musik. Men hun mangler stadig en masse kulturelle referencer og har gabende huller i sin viden.

”Jeg læser på universitetet, men jeg kender ikke til almindelige ting, som en treårig ved. Jeg kender intet til sport. Jeg kendte ikke begreber som jazz og rock indtil for nylig. Men jeg fylder langsomt hullerne,” siger hun.

Solen er ved at gå ned uden for forsamlingshuset i Williamsburg, og det betyder, at jødernes hellige døgn er forbi. Enkelte bliver tilbage og spiser pretzels. De taler om en mand, der er brudt ud af miljøet, og som har fået en kønsskifteoperation.

En ung rødhåret mand hælder rødvin i et krus. Han messer på jiddisch, mens han bevæger sin højre hånd i cirkler over kruset, som om han velsigner vinen. Rabbineren tænder et lys.

De få gæster, der er tilbage, former en rundkreds og begynder at synge med. Sangen bliver hurtigere og hurtigere. Næsten festlig. En dåse med krydderier går på omgang. Det dufter af kardemomme. Sangen ender brat, og i én bevægelse bunder den rødhårede halvdelen af vinen, og slukker lyset med resten. Folk griner.

”Jeg befinder mig stadig i en overgangsfase, men jeg vil aldrig gå tilbage, for jeg er lykkeligere end nogensinde.”

Langt de fleste medlemmer af den ultraortodokse satmar-sekt bor i New York-bydelen Williamsburg, som også hører til et af de mest trendy kvarterer i den amerikanske storby. Der er stille i kvarteret på jødernes hellige dag. Butikkerne er lukket, og der er kun få biler på vejene, fordi mændene ikke må køre bil om lørdagen. Kvinderne må aldrig køre bil.