Sydafrikas topefterforsker beder til Gud, når hun møder mørket. Men troen slår ikke altid til

Lynda Steyn har optrevlet nogle af Sydafrikas mest horrible kriminalsager. Hver gang beder hun til Gud om at stå ved hendes side. Men ind imellem kan hun ikke finde Gud. Det skete sidst under efterforskningen af en dansk drabsmand

Lynda Steyn er blevet hædret med titlen ”Sydafrikas bedste efterforsker for året 2018” for sit arbejde med at få danskeren Peter Frederiksen fanget og dømt for blandt andet drab og voldtægt. Hun var under politibeskyttelse døgnet rundt i de to år, retssagen stod på, fordi danskeren havde fortalt en medfange i fængslet, at han ville forsøge at få hende dræbt. Foto: Jørn Stjerneklar

I 1994 kom en ung, hvid kvinde ind på politiskolen i et Sydafrika, som det samme år gik fra årtiers apartheid-undertrykkelse af sorte til et land med frihedsikonet Nelson Mandela som præsident. Lynda Steyn er hendes navn. Hendes far var imod det. Han mente, at det var for farligt.

”Men jeg var dybt fascineret af det med at opklare forbrydelser. Være med fra start til slut i en efterforskning. At gøre en forskel.”

Hun kom ind i en hvid politistyrke, hvor de fleste havde en calvinistisk og konservativ religiøs arv i blodet. En politistyrke, der som den eneste i verden havde en afdeling dedikeret til at bekæmpe det onde.

”Selvfølgelig eksisterer satanisme,” siger den i dag 45-årige Lynda Steyn, som var det den mest basale sandhed i verden.

Hun er kristen, og troen har været hendes drivkraft i de knap 27 år, hun har været i sydafrikansk politi. Hun har en indædt tro på, at det gode vil sejre, selvom hun ofte arbejder med menneskelig ondskab i højeste potens. Ind imellem har der da også været nogle heftige bump på vejen mod sejren. Et af dem hed Peter Frederiksen.

Lynda Steyn mødte den danske mand en septemberdag i 2015. Et møde, hun gerne havde været foruden. For her oplevede hun for anden gang i sit liv en ondskab, som slog benene helt væk under hende.

”Jeg beder på mine knæ, når jeg har de her sager,” siger hun.

Men med Peter Frederiksen var det som om, at alt blev værre, jo mere hun bad til Gud.

”Efterforskningen ville ingen ende tage. Sagen voksede bare hele tiden og blev mere og mere grusom.”

Lynda Steyn er ellers ikke sart. Faktisk er hun en hård nyser, hvis faglige kompetence gjorde, at hun i 2018 blev udnævnt til Sydafrikas bedste efterforsker.

Hun har spiddet hundredevis af garvede gangstere, pædofile, storsmuglere og drabsmænd. 23 af de værste forbrydere, har hun sikret, er kommet bag tremmer på livstid.

Men samtidig er hun den type kvinde, der under en ransagning hos en dysfunktionel familie finder to små børn, som kravler rundt i deres egen afføring og spiser af kattens skål på gulvet – og beslutter sig for at tage dem med sig hjem. Den mindste var kun godt ét år – han bor stadig hos hende.

”I dag er han er solskinnet i vores liv. Han er blevet vores dreng af Guds nåde,” siger hun og kigger kærligt på den lille fyr, som sidder med ved spisebordet.

Han er syv år i dag. Det andet barn fandt hun en plejefamilie til.

Lynda Steyn bor på en gård i Orange Free State med heste, får, flere hunde og en surikat. Udover dyrene består hustanden af en teenagedatter fra et tidligere ægteskab, en kæreste, som også er politimand, og så den lille dreng, hun fandt under udførelsen af sit arbejde.

”Jeg har sådan en trang til at tage mig af alle børn, som har brug for hjælp. Det gør virkelig ondt at se dem lide. Det knuser faktisk mit hjerte.”

Derfor står Lynda Steyn også altid i front, når hendes kirke holder arrangementer for byens udsatte børn. Det ligger i hendes opdragelse. I hendes hjem er der kun kristne børnebøger. Her er ingen billeder på væggene. Til gengæld er en hel væg dekoreret med ord som tro, tænk, udforsk, opdag, skab.

For en dansker er hun en håndfuld at forstå. Hun har den fedeste humor, det sejeste smil og vader ind i alle – også forbryderne – med træsko på. På arbejdet kommer hun i shorts, T-shirt og løbesko. I retssalen i lange kjoler. Hun er blid som en engel, men kan være lige så beskidt i munden som de forbrydere, hun er oppe imod.

”Hvis nogen skider på mig, så skider jeg tilbage,” som hun siger bramfrit.

Hun går aldrig med sin tjenestepistol på sig. For som hun siger, er hun ikke bange for mennesker. Så holder hun en lille pause.

”Jeg er bange for spøgelser.”

Så skraldgriner hun og tænder en cigaret. For selvfølgelig er hun ikke bange for spøgelser. Men hun har set noget andet, der har skræmt hende fra vid og sans.

”Jeg så satanisme i sin reneste form første gang i 2011. Der var et ungt par, som slog en ung mand ihjel på en kirkegård i byen Welkom,” starter hun.

Trods et succesrigt liv i politiets tjeneste er Lynda Steyn ikke blevet forfremmet i 22 år. ”Det er jo, fordi jeg er hvid. Men jeg lever og ånder for mig job,” siger hun her i familiens have. Familien har ord hængende som udsmykning, ingen billeder. Det er meget almindeligt blandt Sydafrikas boere, som er præget af den calvinistiske tro.
Trods et succesrigt liv i politiets tjeneste er Lynda Steyn ikke blevet forfremmet i 22 år. ”Det er jo, fordi jeg er hvid. Men jeg lever og ånder for mig job,” siger hun her i familiens have. Familien har ord hængende som udsmykning, ingen billeder. Det er meget almindeligt blandt Sydafrikas boere, som er præget af den calvinistiske tro. Foto: Jørn Stjerneklar

Den 23-årige elektriker Michael van Eck havde fortalt sin arbejdsgiver, at han havde mødt en pige på internettet, og at de skulle i biografen sammen. De havde aftalt, de først skulle mødes i kirkegårdens have til en picnic.

Lynda Steyn fortæller historien faktuelt, som politifolk har for vane at gøre. Den unge pige slog Michael van Eck ihjel på kirkegården. Med en kniv. Hun gjorde det sammen med sin kæreste. De skar hans hoved af og tog det med hjem i deres lejlighed. Dér fjernede pigen huden fra den unge mands ansigt. Hun syede huden fint sammen og lagde den i køleskabet. Lynda Steyn blev sat på sagen og fik lokket parret i en fælde.

”Kæresten lignede en helt normal fyr. Pigen havde sortfarvet hår og sortlakerede negle. De blev forlovet og drak champagne, mens hun fjernede huden fra ofrets ansigt.”

Her knækkede filmen for den garvede kriminalbetjent. Kort efter retssagen måtte Lynda Steyn lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling.

”Jeg kunne simpelthen ikke rumme den ondskab,” fortæller hun.

Efter udskrivelsen forsøgte Lynda Steyn at holde sig fra bizarre drabssager. Som ansat i politiets eliteenhed for organiseret kriminalitet var der masser af andet at kaste sig over. Men den 17. september 2015 ringede hendes telefon. Det var en socialrådgiver fra børneforvaltningen. Hun fortalte om en ung, afrikansk mor, som påstod, at hendes afskårne klitoris lå i hendes mands kummefryser. Og at der lå kønsdele fra andre kvinder også.

”Mændene på stationen skraldgrinede. De troede ikke på historien. Men jeg tog alligevel af sted for at tale med kvinden,” husker Lynda Steyn.

Hun så med det samme frygten i kvindens ansigt og fik i en fart en ransagningskendelse til det hus, som skulle vise sig at tilhøre en 63-årig dansk mand, som også ejede byens største våbenforretning. Peter Frederiksen.

”Det er bare mine trofæer,” sagde danskeren til kriminalbetjenten, da hun hev 21 små plasticposer op fra hans kummefryser.

I danskerens hus lå der også dagbøger. Men de var skrevet på et sprog, Lynda Steyn ikke kunne forstå. Kun enkelte ord kunne hun genkende. ”Antichrist” stod der et sted.

Danskeren, som var tækkemand af profession, fortalte, at han ikke havde skåret i kvinder. Det var ifølge ham hans afrikanske hustru, Tshidi Modise, som var til den slags ting. Muti . Det okkulte. Kvindelige vidner bakkede op om hans forklaring.

”Han er virkelig dygtig til at manipulere alle,” siger Lynda Steyn, som brugte timer på at overbevise skræmte vidner om at stå frem og sige sandheden.

Siden indrømmede Peter Frederiksen dog, at han selv stod for alle omskæringerne. Han havde faktisk skrevet det i sine dagbøger. Så var det mysterium opklaret. Næsten. For det lykkedes aldrig Lynda Steyn at finde alle de kvinder, hvis kønsdele lå i mandens fryser.

”Men så dræbte han Tshidi. Vores kronvidne,” siger hun.

Lynda Steyn tænder endnu en cigaret. Peter Frederiksens unge hustru blev skudt af lejemordere i nabolandet Lesotho bare få uger efter, han selv var blevet anholdt og sat bag tremmer.

”Jeg kan ikke tilgive mig selv,” hvisker Lynda Steyn.

Hun havde lovet Thsidi Modise at passe på hende og de to små sønner, kvinden havde fået med den danske mand. Lovet, at intet ondt ville ske hende, når hun anmeldte sin mand.

”Gud er næsten altid med mig. Men den dag følte jeg mig som en total fiasko. Det gør jeg stadig.”

Faktisk havde Lynda Steyn forsøgt at overbevise den unge kvinde om at bo i et safe house, indtil sagen mod Peter Frederiksen var overstået. Men Tshidi Modise følte sig mere sikker i sit hjemland Lesotho.

”Men jeg skulle jo have insisteret på det,” siger hun i dag.

Lynda Steyns eneste trøst er, at det lykkedes hende at få bevist, at det var Peter Frederiksen, som havde bestilt drabet på sin hustru. Det takket være en informant i fængslet. Men fra fængslet fik hun også en anden oplysning: Peter Frederiksen havde fortalt en anden medfange, at han ville have den kvindelige anklager dræbt. Og også Lynda Steyn.

”Han havde jo lige bevist, at han kunne arrangere et lejemord, så anklageren og jeg fik politibeskyttelse 24 timer i døgnet. De der fyre fra aktionsstyrken blev nærmest en del af vores familie,” smiler hun.

I to et halvt år havde hun konstant tre mænd fra aktionsstyrken omkring sig. På arbejdet, når hun købte ind, hentede børn og om aftenen og natten i hjemmet. Imens voksede antallet af sigtelser mod danskeren. De nu oversatte dagbøger viste blandt andet, at han også havde voldtaget sin lille steddatter, fra hun var fire, til hun var seks år.

”Jeg lærer aldrig at forstå den mand, og jeg fortryder faktisk, at jeg aldrig fik studeret kriminologi, for så havde jeg måske bedre kunnet forstå, hvorfor folk som Peter Frederiksen gør, som de gør.”

Under efterforskningen blev Lynda Steyn mere og mere presset. Hele tiden fik hun nye oplysninger om forbrydelser muligvis begået af Peter Frederiksen. At han havde hældt gift i folks øl. Fået en kvinde brændt inde. At han havde gravet to unge pigers lig ned. Hun arbejdede i døgndrift. Fik hyret udstyr og mandskab til at grave lange strækninger af en rød, støvet jordvej op i håb om at finde lig.

Hun stod ugevis i 35 graders varme og så maskinerne kaste rød jord op i luften og holdt øje med, om der faldt knoglerester ned. Hun affyrede 1500 pistoler fra Peter Frederiksens våbenforretning og fik kuglerne sendt til undersøgelse for at se, om de havde været brugt i røverier. Hun var presset til det yderste.

Og så skete det. Igen. Kort før retssagen begyndte i 2017, måtte Lynda Steyn lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling.

”Du får mærkelige billeder i dit hoved. Du ser døde kroppe hænge i mærkelige positioner. Du kan ikke lukke dine øjne. Lægerne giver dig søvnterapi og så medicin og prøver at lære dig, hvordan du skal bearbejde stress.”

Lynda Steyn smiler. Hun føler, hun er kommet over på den anden side igen. Hun var i retten den dag i marts 2018, da Peter Frederiksen blev idømt to gange livstid og 51 år oveni for voldtægt af sin lille steddatter, for lejemordet på hustruen Tshidi Modise og for 34 andre forbrydelser.

”Den dag takkede jeg Gud,” siger hun.

I dag har Lynda Steyn lagt arbejdet som kriminalbetjent bag sig. Men når Peter Frederiksens to små sønner på børnehjemmet har fødselsdag, kører hun forbi og afleverer gaver til dem. Nyt tøj og legetøj. Når det er jul, gør hun det igen. Det har hun gjort, siden hun arresterede danskeren i 2015.

”De kan jo ikke gøre for, at deres far var sådan,” siger hun.

Journalist Helle Maj dækkede historien om Peter Frederiksen for flere danske medier. Det stoppede hun med, da hun af sydafrikansk politi blev bedt om at oversætte danskerens dagbøger. Efter dommen skrev hun bogen ”Tækkemanden”. Sammen med sin mand, fotografen Jørn Stjerneklar, har hun siden fået udgivet den prisbelønnede DR-podcast i fem afsnit ”I en danskers blodspor”.

Satanisme i Sydafrika

I både USA og Europa hærgede en bølge af frygt for satanisme i 1980’erne og starten af 1990’erne. Den bølge ramte også Sydafrika. ”Den sataniske panik” blev den kaldt. I de sidste år af apartheidstyret var panikken så stor, at man oprettede en enhed i politiet, hvis eneste mål var at bekæmpe okkulte forbrydelser.

Enheden blev ledet af en genfødt kristen, Kobus Jonker. Guds detektiv, kaldte man ham. Politiet forklarede offentligheden om den nye enheds mandat:

”Okkultrelateret kriminalitet betyder enhver menneskelig adfærd, der udgør enhver juridisk anerkendt kriminalitet, hvis modus operandi relaterer til eller udspringer primært fra enhver tro eller tilsyneladende tro på det okkulte, hekseri, satanisme, mysticisme, magi, eksorcisme og lignende. Inkluderet i omfanget af okkult-relateret kriminalitet er rituelle muti /medicin-mord, heksejagt, hekseri-relateret vold og sekt-relateret praksis, der udgør en trussel mod sikkerheden i Republikken Sydafrika.”

På trods af afskaffelsen af apartheid i 1994 og indførelsen af religionsfrihed i den ny forfatning eksisterer politienheden stadig. Der står ikke længere på politiets hjemmeside, at kun politifolk med en stærk tro på Jesus Kristus kan arbejde med okkulte forbrydelser.

Selv i dag er der kristne, som frygter satanisme i Sydafrika. Mange anser det som et moralsk forfald, når unge klæder sig i sort, farver deres hår sort og lytter til heavy metal. Og der er stadig forældre, som forbyder deres børn at læse Harry Potter-bøger eller lege med Pokemon-kort.

I 2020 fik Sydafrika sin første sataniske kirke registreret, hvilket førte til et ramaskrig blandt kristne på sociale medier. Den nye kirke går dog hverken ind for ofringer af dyr eller mennesker – og medlemmerne drikker heller ikke blod. Kirken står for er en ateistisk form for satanisme.

”Vi bruger den metaforiske arketype af Satan som udtryk for stolthed, kødelighed og oplysning,” står der på kirkens hjemmeside.

Men der eksisterer også teistisk satanisme i Sydafrika. Altså folk, der ærer Satan som en overnaturlig guddom. Det er ikke en stor kult. Det er mest individer eller grupper af utilfredse unge. Unge utilpassede hvide. Sorte og farvede i bandemiljøer.

”Satanistiske voldshandlinger sker baseret på et individs opfattelse af Satan, snarere end en bevidst, satanisk sammensværgelse. Det er enkeltpersoner, der vedtager sproget og ikonografien. Har det nogen betydning, hvor ’ægte’ satanismen er, hvis folk synes, at den er ægte?” spørger Nicky Falkof til mediet Daily Maverick.

Falkof er lektor på Wits University i Sydafrika og har skrevet afhandlinger om satanisme i Sydafrika.

Så sent som i oktober 2019 blev en 28-årig mand idømt to gange livstid for at have slået sin lillebror og lillesøster ihjel, fordi de ikke ville følge ham i hans satanistiske tro. Manden indrømmede i retten, at han dræbte sine søskende som en ofring til Satan. Drabsmanden var opvokset i et Jehovas Vidner-hjem, som han havde vendt ryggen til.

Peter Frederiksen blev aldrig dømt for okkulte forbrydelser, men det kom under retssagen frem, at han var stor fan af Lars von Triers film ”Antichrist”. I filmen klipper en kvinde sin klitoris af.