Nogle gange har hun tænkt på, om hun skulle lytte til velmenende forfatterkollegers råd og koncentrere sig om sine romaner. Skrive, skrive – bruge en uge på at finpudse en sætning, sådan som hun nogle gange gør, når hun arbejder med en bog. Måske kunne man gøre sig håb om en Nobelpris i litteratur på den måde. Men overvejelsen er forblevet en overvejelse.
Asli Erdogan, atomfysiker, forfatter og menneskerettighedsforkæmper, ved, at hendes kontroversielle klummer i tyrkiske aviser har gjort en forskel, hendes romaner ikke kan gøre. Klummerne har fortalt de stilfærdige historier om de ydmygelser og overgreb, som titusinder af tyrkere må leve med, om de er kurdere, kvinder, sigøjnere, afrikanere eller sekulære. Enhver, der må finde sig i samfundets og regeringens opfattelse af, hvad der er og bør være normalt. Enhver, der er i mindretal.
”Mine klummer har hjulpet mennesker. En Nobelpris er ikke noget i forhold til at vide, at man kan hjælpe nogle ofre. De fleste forfattere siger til mig, at man skal være egoistisk. Men jeg er født i Istanbul. I Tyrkiet. Vi kan ikke tillade os at bure os inde med Mozart i højttalerne og en bog undervejs. Jeg er tit træt af at tale om tyrkisk politik, men det nytter jo ikke noget, når situationen er så skør, at man er nødt til at blande sig. Jeg har forsøgt at give en stemme til dem, der ellers ikke bliver hørt,” siger hun.
Hun har skrevet de tyrkiske myndigheder midt imod siden 1998, men kunne i en årrække ”nøjes” med at blive hængt ud i den regeringsvenlige presse som en løgnagtig skøge. Forhadt og forbandet i vide kredse i sit hjemland, mens anerkendelsen strømmede ind fra udlandet. Det store skred skete, da hun i 2016 skrev om en dokumentarfilm, der viste, hvordan tyrkiske soldater uden tøven skød og dræbte en gruppe gamle kurdiske mænd, der kom kravlende ud af en ruin med hvide flag i hænderne for at overgive sig. Efter nogle måneder blev hun anholdt, sigtet for at støtte den kurdiske oprørsbevægelse PKK, og sad fire måneder i fængsel.
”Jeg vidste, at det var farligt at skrive om filmen. Men jeg vidste også med det samme, at jeg var nødt til at gøre det. Jeg måtte skrive om den, hvis jeg skulle være et menneske,” siger Asli Erdogan.
Hun er ikke selv kurder og i øvrigt heller ikke i familie med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Asli Erdogan har netop været i Danmark for at deltage i arrangementet International Forfatterscene på Den Sorte Diamant i København. Hun er æresmedlem af Dansk PEN, der kæmper for skribenters ytringsfrihed, og har modtaget flere europæiske litteraturpriser. Senest den franske Simone de Beauvoir-pris, som gives til forkæmpere for menneskerettigheder og kvinders ligestilling. Siden september har hun levet i Tyskland for ikke at blive fængslet igen i Tyrkiet.
Hun bærer ikke sit mod synligt. Tværtimod. Den 50-årige kvinde farver sit hår rødt som for at tilføre sig selv en styrke, der kan opveje den sårbarhed, der ellers springer i øjnene. Spinkel, bleg, træt. Og bekymret for sin 73-årige mor, der stadig bor i Istanbul og som må leve med at få sin telefon aflyttet og blive chikaneret af myndighederne på grund af datteren.
”Men det er ikke så slemt. Det er kun en gang imellem,” siger Asli Erdogan som for at berolige sig selv.
Hendes største smil kommer, når hun taler om moderen, der er smuk, siger hun, virkelig smuk.
”Hendes hud er gylden, og hendes øjne er de grønneste, jeg kender,” siger hun og former moderens store, lidt skrå øjne med sine hænder.
Når Asli Erdogan kaster sig ud i det, hun gør, hænger det sammen med moderen, lyder hendes egen forklaring. Aslis barndom var ”elendig”, fortæller hun. Hendes far var venstreorienteret og progressiv ude, men en totalitær tyran hjemme. Siden Asli Erdogan var lille, har hun følt, at hun skulle beskytte sin mor.
”Jeg er nok neurotisk. Jeg er blevet typen, der springer ind foran, hver gang nogen hæver et geværløb. Og så undrer jeg mig over, at ingen gør det samme for mig. Men jeg er en del af et lille mindretal. Samfundet er så godt til at træne os i at opføre os i overensstemmelse med dets regler. Og folk bliver stille og samarbejder af så mange grunde. De er bange for deres sikkerhed, deres familie, de vil gerne have et arbejde, de vil gerne gøre karriere.”
Selvom det er fortvivlende, at ikke flere gør oprør, forstår Asli Erdogan usikkerheden og de mange dilemmaer, mennesker brydes med. I sine bøger – som hun ved, at mange opfatter som ”svære” – kredser hun om tilværelsens mening, om konfrontationen mellem liv og død, om det at være menneske. Spørgsmålene er store, og svarene har hun ikke fundet endnu:
”Mennesket er det vanskeligste tema, du kan arbejde med. Jeg siger nogle gange, at hvis jeg havde arbejdet med marmor, så havde jeg da i det mindste fået hugget en statue, men sådan er det ikke at skrive. Jeg har ikke fundet de rigtige svar endnu. De er alle midlertidige. Men god læsning indeholder også dilemmaer.”
De fire måneders ophold i Istanbuls kvindefængsel Bakirköy har ufrivilligt og på den mest barske måde lagt alen til hendes erfaringer om mennesker og systemer.
”Hvis du ser på et lands fængsler, ved du alt om, hvordan det land er. Ethvert socialt aspekt er forstørret op,” siger Asli Erdogan, der lærte det vigtigste af de kvinder, hun mødte i fængslet.
”De lærte mig, hvordan jeg skulle overleve.”
Religionen har hun ikke kunnet søge hjælp eller trøst i. Hun er hverken muslim eller kristen. Hvis hun tror på noget, er det det transcendentale. Hvordan erkender vi? Hvordan er vi kommet hertil? Hvorfor er vi dødelige?
”Disse spørgsmål ændrer sig aldrig.”