Prøv avisen

Sarah fik tilkæmpet sig stemmeret i Zimbabwe, men er stadig bange

Sahra Kachingwe blev banket af politiet, da hun i 2008 viste støtte til oppositionspartiet. På trods af magtskiftet i Zimbabwe i november oplever hun allerede nu at blive udsat for pres forud for sommerens præsidentvalg.

Sarah Kachingwe har sørget for, at hun selv og andre efterkommere af migrantarbejdere for første gang kan stemme ved sommerens præsidentvalg i Zimbabwe. Trods den juridiske sejr er kvinden med de malawiske rødder konstant bekymret for styrets repressalier

Den 29. november 2017 var en stor dag for Sarah Kaching-we. Den 58-årige kvinde fik nu rettens ord for, at hun må stemme, når der til sommer er præsidentvalg i Zimbabwe. For første gang i sit liv kan hun nu kalde sig vælger.

”Jeg har så længe drømt om at få indflydelse. Så jeg var meget lykkelig,” fortæller Sarah Kachingwe på shona, hovedsproget i det nordlige Zimbabwe.

Linda Ruka, hendes 33-årige datter, oversætter sin mors ord til engelsk, så godt hun kan. Selvom Sarah Kaching-we tilsyneladende bruger ordet ”lykkelig”, er der ikke meget glæde at spore i hendes mørke blik. Stemmen er dæmpet, og hun har sat sig på den yderste kant af sin stol, mens hun vrider sine hænder i skødet.

Sarah Kachingwe er født i Epworth, en fattig forstad til hovedstaden, Harare. Her har hun boet hele sit liv. Men hun tilhører en befolkningsgruppe, som betragtes som en slags andenrangsborgere. De såkaldte aliens. De fremmede. Det kalder man de mange migrantarbejdere, som kom til Zimbabwe primært i 1960’erne og 1970’erne fra Mozambique, Zambia og Malawi. De kom for at arbejde i minerne og i de hvide rhodesieres enorme kommercielle landbrug, som fandtes i Zimbabwe, før Robert Mugabe delte jorden ud på sorte hænder med landbrugsreformen i 2000. Og der var hårdt brug for arbejdskraften. I dag ligger Zimbabwes økonomi i ruiner, men dengang blev landet kaldt ”Afrikas brødkurv”, fordi dets frodige marker sørgede for madvarer til hele kontinentet.

Sarah Kachingwes far var en af de arbejdere. I 1960 kom han til Zimbabwe fra Malawi. Men ligesom mange andre medbragte han ingen personlige papirer. På den måde blev en nærmest papirløs samfundsgruppe skabt, for da disse ”aliens” fik børn, kunne deres børn heller ikke registreres. De kunne blot få id-kort med påskriften ”alien”. Det betyder, at de fortsat er afskåret fra en række basale civile rettigheder. Herunder stemmeret. Det har også været Sarah Kachingwes vilkår hele hendes liv.

”Jeg bryder mig ikke om at blive kaldt ’alien’. Det antyder, at jeg ikke hører til i det land, hvor jeg er født og har boet hele mit liv. Jeg har aldrig været i Malawi. Zimbabwe er mit hjem. Derfor mener jeg også, at jeg har ret til indflydelse,” siger hun.

Selvom Sarah Kachingwe aldrig har kunnet stemme, har hun længe støttet oppositionspartiet MDC-T (Bevægelsen for Demokratisk Forandring).

”Det gør jeg, fordi de går ind for frihed og demokrati. De kan skabe et bedre land. Hver dag beder jeg til, at mine børn og børnebørn må få et bedre liv, end jeg selv har haft,” fortæller hun.

Men i Zimbabwe er det ikke uden konsekvenser at tilkendegive sin støtte til oppositionen. Det mærkede Sarah Kachingwe og hende familie de barske konsekvenser af forud for præsidentvalget i 2008.

”Vi nægtede at gå til Zanu-PF’s (Mugabes regeringsparti, red.) vælgermøder, så en dag stod politiet pludselig ved vores dør. De arresterede min søn og bankede mig. Bagefter ødelagde de huset. Og vores liv,” fortæller Sarah Kachingwe stille og kigger ned på hænderne i skødet.

Linda Ruka tøver lidt, før hun oversætter. Men da hendes mor kigger opfordrende på hende, gengiver hun episoden. Sarah Kachingwe er stille, men Linda Ruka har fået talt sig varm. Hun fortæller, at den voldsomme episode ikke fik hendes mor til at give op. For et par år siden begyndte hun at undersøge, hvordan hun kunne få den indflydelse, hun så brændende ønskede sig. Hun fik kontakt til menneskerettighedsadvokaterne i ZLHR, som stiller gratis advokatbistand til rådighed for almindelige borgere, hvis basale rettigheder krænkes. Organisationen ville gerne føre Sarah Kaching-wes sag, som endte med at gå til højesteret. Og kort efter Mugabes afgang lykkedes det Sarah Kachingwe at få stemmeret. Ikke bare til sig selv, men også til andre ”aliens”.

Men selvom både Sarah Kachingwe og Linda Ruka ser frem til at stemme for første gang, og selvom de glæder sig over Mugabes afgang, gør de sig ikke store forhåbninger om en bedre tilværelse lige med det samme. Tværtimod oplever de, at historien gentager sig, og de tror ikke på Emmerson Mnangagwa, Zimbabwes nye præsident og formand for regeringspartiet Zanu-PF, når han lover frie, demokratiske valg.

”Det passer ikke. Jeg ser hans militær i vores kvarter hver dag. De voldtager kvinder og siger, at de vil banke alle, som ikke stemmer Zanu-PF. De har endnu ikke gjort os noget, men de har truet med at brænde vores hus ned,” siger Sarah Kachingwe og ser for første gang vred ud.

Hun kigger igen på sin datter og lægger så ansigtet i mildere folder.

”Men det gør mig konstant bange og bekymret. Jeg tør næsten ikke gå ud af min dør for at handle, for jeg er så bekymret for, hvad de kan finde på at gøre ved mine børn og børnebørn,” siger hun.

Men til spørgsmålet om, hvad hun vil stemme på, når valgdagen kommer, falder svaret prompte:

”Jeg stemmer på oppositionen. Zanu-PF har alligevel allerede ødelagt mit liv.”

Kristeligt Dagblad var inviteret til Zimbabwe af Folkekirkens Nødhjælp i anledning af organisationens sogneindsamling den 11. marts.

Jeg bryder mig ikke om at blive kaldt ’alien’. Det antyder, at jeg ikke hører til i det land, hvor jeg er født og har boet hele mit liv. Jeg har aldrig været i Malawi. Zimbabwe er mit hjem

Sahra Kachingwe