Februar 1944. Japanske soldater stiller kvinder i alderen 17 til 21 år op på en række og udvælger 10. En af dem var Jan Ruff-O’Herne, der døde i sidste måned som 96-årig. Hun blev født i 1923 som efterkommer af hollandske forældre på den øen Java i den daværende hollandske koloni Indonesien, som Japan invaderede i 1942. Frem til krigens afslutning var Jan Ruff-O’Herne krigsfange i en fængselslejr i byen Ambarawa.
Men ikke nok med det.
Før ”udvælgelsen” i 1944 var hun – ligesom de andre unge kvinder – jomfru. Nu blev de bragt til et bordel i byen Semarang, godt 40 kilometer nordpå, hvor de samme aften blev voldtaget gentagne gange. Det stod på i tre måneder, før de kom tilbage til lejren i Ambarawa.
Jan Ruff-O’Herne og de ni andre kvinder var ikke alene om at blive brugt som sexslaver. I alt blev 200.000 kvinder fra blandt andet Sydkorea, Kina, Filippinerne og Europa tvangsprostitueret af japanerne under Anden Verdenskrig og fik tilnavnet ”trøstekvinderne”.
Selvom hun havde fået at vide, at hun ville blive dræbt, hvis hun fortalte nogen om voldtægterne, delte Jan Ruff-O’Herne efter krigen sine oplevelser med sin mor, der var for rystet til at tale om det. Hun bearbejdede også traumerne sammen med den britiske soldat Tom Ruff, som hun blev gift med i 1946, før de slog sig ned i Australien i 1960.
Alligevel skulle der gå 50 år, før Jan Ruff-O’Herne talte offentligt om voldtægterne på bordellet. Inspireret af flere koreanske kvinder, der i starten af 1990’erne brød tavsheden, fulgte hun i 1992 trop og gik ifølge det engelske medie The Telegraph først og fremmest i rette med begrebet ”trøstekvinder”. For som hun sagde, var der ikke ”noget trøstende over disse kvinders situation. Vi var voldtægtsofre, der blev gjort til slaver af den japanske hær”.
Senere skulle Jan Ruff-O’Herne vise sig at blive en inspirationskilde. Efter at have fortalt offentligt om sexslaveriet samarbejdede hun med organisationer som Røde Kors og Amnesty for at få videregivet sin historie i både Australien, New Zealand, Japan, USA, Storbritannien, Holland og flere andre lande. I 2008 udgav hun sine erindringer, ”Fifty Years of Silence” (50 års tavshed), der er blevet oversat til seks sprog, herunder flere asiatiske.
Jan Ruff-O’Herne dedikerede sit liv til at arbejde for bedre beskyttelse af kvinder i konfliktområder og for at få en officiel undskyldning og erstatning fra den japanske regering, som hun fik bred opbakning til. Men selvom Japan og Sydkorea i 2015 indgik en aftale, hvor Japan officielt sagde undskyld og afsatte midler til at kompensere sydkoreanske ofre, nåede hun aldrig selv at modtage en undskyldning, mens hun levede. Det havde Jan Ruff-O’Herne allerede i 2018 affundet sig med.
”Der kommer aldrig en undskyldning til mig. Jeg er for gammel,” sagde hun til avisen The Australian Advertiser.
Kort før sin død blev hun spurgt til, hvorfor det i hendes øjne tog så lang tid for verden at anerkende, at der var begået forfærdelige forbrydelser mod ”trøstekvinderne”.
”Måske er svaret, at forbrydelserne blev begået mod kvinder. Vi har alle hørt, at ’det er det, der sker for kvinder, når der er krig’. Voldtægt er en del af krig, som om det gør det legitimt,” lød svaret ifølge The New York Times.