Vil man forstå Nordkorea og diktator Kim Jong-un, er Nordafrika anno 2011 et godt sted at starte. Her ligger en mand på den støvede jord, han bløder fra både ansigtet og kroppen, og hans uniformsjakke er ødelagt. Manden trygler om nåde, mens geværsalver affyres mod himlen. Manden på jorden er Libyens mangeårige diktator Moammar Gaddafi. Ydmyget, forslået og snart fortid i denne verden. Hvorfor? Fordi ”kongernes konge” begik den hovedløse gerning at skille sig af med sin livsforsikring.
”Hvis du har atomvåben, så giv aldrig slip på dem. Og hvis du ikke har atomvåben, så få fat i nogen,” opsummerede USA’s daværende nationale efterretningsdirektør Dan Coats det nordkoreanske regimes lektie fra Libyen seks år senere.
Og Coats’ analyse holder stadig, mener den koreansk-amerikanske historiker Jung H. Pak, der mellem 2009 og 2017 var senioranalytiker hos efterretningstjeneste CIA med Nordkorea som speciale.
”Gaddafi havde regeret i 40, og alligevel faldt han i løbet af et øjeblik. I forhold til Nordkorea er det interessant, at det skete bare to måneder inden Kim Jong-ils død, og mens processen med at forberede sønnen Kim Jong-uns magtovertagelse var i fuld gang,” siger Pak, der har skrevet bogen ”Kim Jong-un bag facaden – en CIA-analytikers beretning om den unge diktator”, som i denne uge er udkommet på dansk på Kristeligt Dagblads Forlag.
”Ser man på Kim Jong-uns ageren, er der ingen tvivl om, at Gaddafis skæbne har sat en skræk i livet på ham. Læren er, at hvis du opgiver dine nukleare kapaciteter, så opgiver du din sikkerhed.”
Derfor blev fortællingen om den nu 36-årige Kim Jong-un også fra starten kædet nøje sammen med det nordkoreanske atomvåbenprograms størrelse og raffinement. Eller som Jung H. Pak i sin bog beskriver regimets propaganda:
”På et fotografi ser man Kim smile bredt under en prøveaffyring af ballistiske missiler fra en u-båd – med vind i håret, en afslappet cigaret i hånden og et azurblåt hav bag sig. På et andet ser man Kim sammen med en gruppe videnskabsfolk og teknikere med blikkene rettet mod noget, der ligner en miniatureudgave af et atomsprænghoved, som, hvis det blev monteret i toppen af et ballistisk missil, ville være en alvorlig trussel mod USA og Nordkoreas naboer.”
Og den passivt-aggressive iscenesættelse af kammerat Kim er ikke bare til pynt, understreger hun over telefonen fra Washington D.C.
”I løbet af de første seks år af sin regeringstid testede Kim Jong-un tre gange så mange missiler som sin far og farfar tilsammen. Hans missiler kan nå Los Angeles, han har truet med at forvandle Sydkoreas præsidentbolig til ’et flammehav’, han har en hær på en million mand, som står klar til at marchere mod Sydkorea, og så har han kaldt den amerikanske præsident ’mentalt forstyrret’. Alt sammen før han fyldte 35.”
Og der – i det nordkoreanske regimes tiltagende aggressivitet under Kim Jong-un – findes også forklaringen på, at Jung H. Pak har skrevet sin bog. For trods den unge diktators mange missiler er han stadig et mysterium for Vesten, hævder hun. Og hvis vi ønsker at håndtere Nordkorea, er vi nødt til at forstå manden med den tegneserieagtige pomadefrisure og fingeren på atomknappen.
”Kim har enorm indflydelse på den globale sikkerhed, men vi ved stort set ingenting om ham. Og fordi regimet i dag kan nå hele kloden med sine missiler, er det nordkoreanske problem hele verdens problem. Skal vi indfri ambitionen om et atomvåbenfrit Nordkorea, er vi nødt til at forstå, hvad der findes inde bag det drengede ansigt,” siger Jung H. Pak.
”Det er derfor, jeg har brugt små 10 år af mit liv på at lære at tænke som en af verdenshistoriens mest fascinerende og frastødende ledere.”
Kim Jong-un er tredje generation af det nordkoreanske diktatordynasti efter Kim Il-sung og Kim Jong-il. Han blev født i hovedstaden Pyongyang i 1984, og i sin ungdom tilbragte han et par år på en schweizisk privatskole. Skolen interesserede ham ikke synderligt, til gengæld dyrkede han – trods sine blot 170 centimeter – intenst sin passion for basketball.
Hans moder døde af kræft, da han var 20, og syv år senere ved udgangen af 2011 var Kim således både forældreløs og indehaver af nøglerne til et skræmmende våbenarsenal. Det store spørgsmål er nu, hvad den unge diktator, som den afgående amerikanske præsident, Donald Trump, har døbt ”raketmand på en selvmordsmisson” egentlig drømmer om?
”På den korte bane handler det om at sikre hans egen position og udvikle en militær kapacitet, der betyder, at han bliver taget alvorligt i Washington. På den lange bane er min store frygt, at hans selvsikre og aggressive natur betyder, at han bliver overmodig. Er det realistisk, at regimet vil forsøge at genforene den koreanske halvø i Kims levetid? Ja, det tror jeg. Desværre. Det er det store mål, som han selv, hans far og hans bedstefar har talt om, og vi er nødt til at sikre, at hans tro på egne evner ikke når et punkt, hvor han forsøger at gøre alvor af den ambition,” siger Jung H. Pak.
Hun mener, at Donald Trumps kombination af massivt pres og åbenhed for dialog kombineret med hele tre opsigtvækkende personlige møder med Kim har fungeret udmærket under omstændighederne. Også selvom hun personligt hælder mere til pisk end gulerod.
”Man er nødt til at huske på, at sanktionerne findes af en grund. Nordkorea har en lang historie med at sælge missiler og følsom teknologi til eksempelvis Syrien og Iran. Regimet lever af konflikt, og presset på Pyongyang er simpelthen et spørgsmål om at holde verden nogenlunde sikker.”
Jung H. Pak er overbevist om, at amerikanerne, europæerne og kineserne må gøre fælles front, når det kommer til dialogen med Kim Jong-un. Foreløbigt er den store ubekendte dog, hvem der skal garantere, at Kim ikke ender som Gaddafi, når det kommer til spørgsmålet om en nordkoreansk fremtid uden atomvåben.
”Kims store udfordring er, at han – i modsætning til sin far og bedstefar – ikke har en personlig relation til kineserne. Kim har hverken ideologiske følelser eller en krig til fælles med Kina. Og samtidig er det personlige forhold mellem Kim og præsident Xi Jinping, der kom til magten nogenlunde samtidig, enormt giftigt,” siger hun.
”Da Xi var i gang med at konsoliderede sit lederskab, begyndte Kim Jong-un at teste missiler. Og han gjorde det endda forud for møder mellem de to lande. Han ville vise, at Kina ikke kontrollerer ham. Samtidig befinder kineserne sig i en svær situation, for de stoler ikke på Kim, men regimets kollaps ville sandsynligvis give dem endnu flere problemer. Derfor er Beijings strategi ingen krig, intet kaos og helst ingen atomvåben. Men de understøtter alligevel regimet i en grad, hvor Kim kan blive siddende, og derfor er det sindssygt vigtigt at få Kina med i dialogen om Nordkorea.”
Hvad med det forestående amerikanske magtskifte – vil Joe Bidens indtog i Det Hvide Hus kunne mærkes i Nordkorea-spørgsmålet?
”Hvis forholdet til vores allierede i Europa og Asien kan forbedres, og vi dermed kan få en multilateral tilgang til Pyongyang, er det positivt. Kim er nødt til at vide, at han står overfor en samlet front. Han har været enormt dygtig til at dele og herske, og snart sagt samtlige af de utallige møder med Trump, Xi og andre af verdens ledere, han har haft de seneste år, er foregået på tomandshånd. Men det er udelukkende til hans fordel, og dér har USA fejlet. Vi skal ikke komme rendende, så snart Pyongyang åbner døren på klem, vi skal stå sammen og vise, at det er os, omverdenen, der laver reglerne,” siger Jung H. Pak.
”I mine øjne har hverken USA eller resten af verden råd til at acceptere Nordkorea som atommagt.”
Hidtil har han haft held med at holde omverdenen stangen qua sit våbenarsenal. Men hvad med den nordkoreanske befolkning og eventuelle udfordrere i regimets top – hvordan holdes de i skak?
”Det paradoksale ved Nordkorea er, at det er et svagt land med et voldsomt overlevelsesdygtigt regime. Den bureaukratiske infrastruktur er stærk, og eliten er afhængig af Kim, som regerer via frygt. I løbet af sine to første år ved magten forsvandt fem ud af syv nøglepersoner i regimets inderkreds – nogen blev degraderet, andre henrettet – og det lægger en naturlig dæmper på trangen til at udfordre ham. Samtidig kender de fleste indbyggere nogen, der er endt i de berygtede arbejdslejre, så hvem skulle turde risikere et oprør?”, spørger Jung H. Pak.
”Og så er der den øvre middelklasse, hvor svaret på loyaliteten findes i det simple spørgsmål: Hvad er alternativet? Der findes ikke særligt mange afhoppere, for de fleste foretrækker at være en del af toppen i et repressivt samfund frem for en del af bunden i et frit samfund. Flygter du til Sydkorea, bliver du andenrangsborger. Og desuden gør Kim meget for, at elitens liv skal være godt. Det er derfor, der er gode kaffebarer og fine forlystelsesparker i Nordkorea. Han skaber et håb om, at alle kan få det gode liv, hvis bare de er loyale. Det er jo i og for sig en dybt ironisk, kapitalistisk logik: Du kan opnå alt, hvis du yder nok, og lykkes det ikke, er det din egen – ikke systemets – skyld.”
Jung H. Pak tror på, at mere information til befolkningen, pres for forbedringer på menneskerettighedsområdet og – ikke mindst – et nordkoreansk farvel til atomvåben på sigt er realistisk. Og, understreger hun, at kappe hovedet af slangen er ikke den sikre vej til en lysere fremtid på den koreanske halvø:
”Da Kim Jong-un i april havde helbredsproblemer, talte flere begejstret om, at hvis han forsvandt i morgen, ville friheden spire frem. Men sådan vil det ikke gå, og lektien fra Gaddafis fald er også, at når samfundets stabiliserende faktor forsvinder, så udbryder rivalisering og kaos. Spørgsmålet er, om vi tør løbe risikoen for kaos, når der er atomvåben indblandet.”
Du kan læse et uddrag af bogen "Kim Jong-un bag facaden" her.